Koncert med AROS Guitar Duo

25.05.2019
i: Koncert

S&M_073

Koncert med AROS Guitar Duo, Mikkel Egelund Nielsen og Simon Wildau, lørdag d. 25. maj 2019 kl. 20:00.

 

Køb billet: 150 alm /70kr for DGS. Dørene åbnes kl. 19:30

Aros Guitar Duo spiller koncert i Rundetaarn med fokus på ny dansk musik. Ved koncerten uropføres tre nye værker af komponisterne John Frandsen, Martin Lohse og Wayne Siegel. Særligt for koncerterne er Morten Børups (1446-1526) melodi ”in temporis vernalis”, som man til dagligt hører rådhustårnet i Århus spille. Frandsen, Lohse og Siegel inkorporerer alle melodien i deres nye værker.

Aros Guitar Duo består af Mikkel Egelund Nielsen og Simon Wildau, som mødte hinanden, da de begge studerede ved Det Jyske Musikkonservatorium (DJM). I 2009 dannede de guitarduoen for at spille en række koncerter i Bergen arrangeret af DJM og det er sidenhen blevet til talrige koncerter i Danmark og udlandet. Begge guitarister har vundet fornemme priser som solister ved konkurrencer i udlandet og har som guitarduo også haft succes ved flere internationale konkurrencer for kammermusik med guitar. I 2017 modtog de specialprisen for bedste opførelse af et nyere dansk værk ved P2 kammermusikkonkurrence, hvor de spillede John Frandsens guitarduo “Twilight”.

Begge guitarister debuterede i 2018 fra solistklassen for ensembler ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium efter undervisning og vejledning af Lektor i klassisk guitar Jesper Sivebæk og Professor Tim Frederiksen. Derudover har duoen taget timer i Barcelona i perioden 2010-2011 hos den spanske guitarist Àlex Garrobé samt modtaget masterclasses hos diverse internationale solister og professorer.