Mere om flytningen af tårnet

Af Erling Poulsen

Efter Københavns brand i 1728 lå hele kvarteret omkring Rundetaarn udbrændt hen. Husene var for det meste bygget af træ og bindingsværk, og kun få havde overlevet. Tårnet overlevede på grund af de tykke mure og var oven i købet blevet brugt som tilflugtsrum under branden. Salmonsens Leksikon (2. udgave) beskriver brandens opståen sådan: “Branden 1728 udbrød Onsdag 20. Oktober Aften Kl. 7-8 paa Hjørnet af Lille Skt.-Klemensstræde og Volden [Dér, hvor Strøget munder ud i Rådhuspladsen], et Kvarter, der var tæt bebygget med Bindingsværkshuse og Bygninger med Fjælegavl og gennemskaaret af krumme og meget smalle Gader. Det blæste en Storm af SV., der var stor Mangel paa Vand i Anledning af nogle nye Hovedrenders Nedlægning, og endelig var Brandfolkene, efter en samme Dag afholdt Sprøjteprøve, berusede, de højere Brandofficerer uduelige og Politimesteren ud paa Morgenstunden efter den første Nat saa overvældet af Begivenhederne, at han gik hjem og drak sig fuld.”

Peder Horrebows beskrivelse

Efter næsten hele området var hærget af ilden benyttede bystyret lejligheden til at gøre gaderne bredere, også forlængelsen af Købmagergade fra Kultorvet op til Nørreport stammer fra denne tid. Men ved Rundetaarn stod genboen Regensens mure endnu, og de dannede grundlag for genopførelsen, så mellem tårnet og Regensen har gaden sin oprindelige bredde.

I 1890’erne voksede trafikken i byen og den smalle passage foran tårnet føltes som en flaskehals af københavnerne. Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse anmodede i 1896 arkitekten Martin Borch om at udarbejde et forslag til en buegang gennem Regensens stueværelser. Planerne blev indsendt til Magistraten, men der skete ingenting.

Arkitekten Anton Rosen (der sikkert ville markere sig som en af landets mest utraditionelle) kom med et forslag i 1898 til løsning af trafikproblemet. Tårnet skulle flyttes ned ved siden af kirken. Flytningen skulle foregå på ruller og det skulle kunne ske uden problemer, det havde ingeniør N. C. Schouboe beregnet.

Mellem tårnet og kirken skulle en gangbro give adgang til Bibliotekssalen. Flytningen krævede at Købmagergade 52 skulle nedrives, for at der kunne blive plads. Debatten bølgede, og der kom bl.a. også forslag om at fortovet skulle føres lige gennem Rundetaarn. På baggrund af debatten omarbejdede Rosen sit forslag til at tårnet kun skulle flyttes hen til hjørnet af kirken, der skulle sættes en stor rotunde på tårnet og hele kirkeloftet skulle sænkes så bibliotekssalen forsvandt. Formålet var at få tårnet til at synes højere, han udtrykker det selv således: “For at Tilvejebringe det paa Skitsen angivne Forhold mellem Taarnets Höjde og Kirkens, har jeg tænkt mig at man fjernede det meningslöse Pakloft der findes over Kirken.”

Det hele endte dog i 1907 med at Magistraten vedtog Martin Borch’s forslag, og buegangen blev gennemført året efter, indviet 12. oktober. Den enkleste løsning, at gøre Købmagergade til gågade, blev først gennemført i 1972.