Claus Høxbroe i Observatoriet

24.05.2017
i: Særarrangement

_K6H9983 (2)

Onsdag den 24. maj kl. 18 åbner vi dørene til en poetisk aften over byens tage i Europas ældste fungerende Observatorium med en oplæsning af Claus Høxbroes digtsamling Kongens København. 

Claus Høxbroe udkommer med digtsamlingen ‘Kongens København’,  der samler alle Høxbroes digte om byen, som han konstant udforsker og dykker ned i. En samling, der indeholder digte fra forfatterskabet, et par nye digte og længere tekster fra blandt andet dagblade, der ikke tidligere har været udgivet på bogform.

I forbindelse med udgivelsen af bogen har Høxbroe håndplukket en række helt særlige københavner-steder, hvor han vil læse op, samt fortælle sande løgnhistorier fra byen. Et af de steder er Observatoriet i Rundetaarn, som nu vil lægge rum til en poetisk aften med en oplæsning af Claus Høxbroes digtsamling Kongens København.

 

Billetter : 130 kr. inklusiv en øl eller vand, samt et eksemplar af ‘Kongens København’.
Der er kun 30 billetter til arrangementet, som kan købes i vores webshop.

 

 

 

Claus Høxbroe debuterede i 2006 med digtsamlingen ‘Hylet fra gaden’ og kunne dermed fejre 10 års jubilæum som udgivet digter sidste år. Det er blevet til over 20 officielle udgivelser. Både digtsamlinger og spoken word album med folk som Jan Kaspersen, Stik Op, Oscar Gilbert, Umpff mfl.

Høxbroe har leveret langt over 2.000 oplæsninger i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Færøerne, England, Tyskland og Estland. Alle på dansk. De to sidstnævnte lande er han blevet oversat til og er udkommet i. Høxbroe har desuden modtaget Publikumsprisen på Poesiens Dag 2005 og Dan Turèll Prisen i 2011.

Mere info:www.claushoxbroe.dk