To koncerter med Alice Phoebe Lou – UDSOLGT

19.02.2018
i: Koncert

alice

Frost Festival koncert med Alice Phoebe Lou, 19. februar 2018 kl. 19 og ekstrakoncert kl. 21. Det sarte, søgende og skønhedsdyrkende går hånd i hånd hos den sydafrikanske sanger og sangskriver, som denne aften spiller i den særligt lyssatte Bibliotekssal under Frost Festivalen.

Køb billet 195 kr. – UDSOLGT

København er fuld af lys. Også i vinterhalvåret, hvor mørket lyses op af lygtepæle, biler, butiksfacader, neonskilte og lys fra lejligheder. Men sådan har det ikke altid været, engang var nattehimlen over byen kulsort. Da Rundetaarn stod færdig i 1642, var det således bygget som observatorium med frit udsyn til stjernerne, men i takt med at befolkningstallet og mængden af bygninger steg, fortrængte nye lyskilder byens mørke og det kosmiske udsyn.

For en stund genskaber Frost Rundetaarns oprindelige funktion, når bibliotekssalen i den ikoniske bygning mørklægges og omdannes til en funklende og stjerneklar nat af subtile lyskilder og eftertænksomme toner fra Alice Phoebe Lou.

Det sarte, søgende og skønhedsdyrkende går hånd i hånd hos den sydafrikanske sanger og sangskriver. Allerede som 16-årig begyndte hun at rejse rundt i Europa, hvor det frie kunstnerliv i Paris og Amsterdam og fascinerede hende og kickstartede hendes egne eksperimenter med at skrive sange (hun tjente undervejs til dagen og vejen ved at optræde på gaden). Så meget at hun efter at have færdiggjort sin uddannelse i hjembyen Cape Town flyttede til Berlin for at efterstræbe en kunstnerisk karriere.

Alice Phoebe Lous musikalske udtryk er simpelt, og de fleste af sangene på hendes debutalbum ’Orbit’ fra 2016 er skabt med udgangspunkt i hendes luftige vokal og akustisk guitar eller klaver. Men lytter man nærmere efter, finder man både elementer af singer/songwriter, folk, indiepop og jazz, ikke ulig kunstnere som Joni Mitchell, Beth Orton og Feist. Hun har tidligere optrådt herhjemme i Vega, men nu er muligheden her for at opleve hendes medrivende numre i helt særegne rammer, hvor teksternes intime bekendelser spiller op mod rummets himmelstræbende åbenhed.

Om Frost Festival:

Frost Festival forvandler i februar 2018 Københavns vintermørke til scene for enestående oplevelser med livemusik og lyskunst. Nu offentliggøres de første aktiviteter: lysværket ‘Skygazer’, som udstilles i Rundetaarns bibliotekssal og fem koncerter med nye stjerner på den musikalske himmel, som vil foregå under lysværkets fiktive himmelhvælv. Oplev det fremstormende danske band Turbolens spille sin første koncert nogensinde, sydafrikansk folk med Alice Phoebe Lou, den tyske klavervirtuos Martin Kohlstedt, dobbeltkoncert med danske Excelsior og Ellis May samt New Yorks pophåb Gus Dapperton.
Læs mere om Frost koncerterne her:

Turbolens d. 5. februar
Martin Kohlstedt d. 14. februar
Excelsior & Ellis May d. 18. februar
Alice Phoebe Lou d. 19. februar
Gus Dapperton d. 22. februar

Lysværk undersøger vores forhold til lys og mørke
Gæster til ‘Skygazer’ vil opleve en kunstigt skabt nat af lys og lyd. Loftet omdannes til et himmelhvælv, som skiftesvist illuderer en stjerneklar nat og byens aura af kunstigt lys, der begrænser synligheden af nattens naturlige lys fra stjernerne og månen. Samtidig skaber et helt særligt soundtrack en dyb ro i udstillingen. ’Skygazer’ er skabt af Frosts egne lysdesignere og undersøger forholdet mellem lys og mørke ud fra tidens debat om lysforurening og Rundetaarns funktion som først videnskabeligt observatorium og siden som folkeobservatorium.
Rundetaarn blev oprindeligt bygget af Christian 4. i 1642 som stjerneobservatorium. Men som byen voksede, steg mængden af lys og udfordrede tårnets oprindelige funktion – det kunstige lys i byen gjorde det simpelthen svært at se stjernerne, og observatoriet rykkede derfor til Øster Vold. Siden er observatoriet i Rundetaarn blevet genetableret som et såkaldt folkeobservatorium, hvor astronomisk interesserede kan kigge på stjerner gennem tårnets stjernekikkerter – også til Frost-koncerterne, hvor publikum selv kan prøve at kigge på stjerner i folkeobservatoriet guidet af Rundetaarns astronomer.