Nyboderdrengen August Nielsen var i 1880 kordreng i Trinitatis Kirke, mens præsten prædikede havde han intet at lave og modtog derfor besøg af sine legekammerater. Søndag d. 27. juni var Emil på besøg og de to drenge gik på opdagelse i tårnet. Øverst oppe var et redskabs- og brænderum hvor August gik ind. Han vidste godt at der var et hul i gulvet, men faldt alligevel i. Hullet var den øverste åbning i tårnets hule kerne, som oprindelig var gået hele vejen fra bunden op til toppen og som var blevet brugt til stjerneobservationer. I slutningen af 1700-tallet var der i det øverste af hullet blevet bygget en snoet stentrappe og redskabsrummet lå lige under trappen.

August faldt og faldt indtil han landede hårdt i bunden af hullet, to tænder slog han ud, armen blev slemt skrabet og han besvimede. Pludselig hørte han stemmer og råb højt over sig: Han var blevet fundet. I mellemtiden var det blevet mandag, han havde altså været besvimet i næsten et døgn.
Emil havde selvfølgelig savnet August og spurgt den gamle opsynsmand ved indgangen om han vidste noget, han havde gættet på at August var gået hjem. Emil var derpå taget i skoven.
Forældrene til August var blevet meget bekymrede, da han ikke kom hjem fra kirken, men først næste dag fik de fat i Emil, der kunne fortælle om redskabsrummet, hvor August var gået ind. Da August var blevet fundet ville hans far først sende en skorstensfejer ned efter ham, men skorstensfejeren turde ikke. Derpå ville faren selv kravle ned, men det forbød politiet, og det endte med at der blev slået hul ind til August nede i bunden af tårnet. Mens den tykke mur blev gennembrudt samledes en stor folkemængde foran tårnet, de hilste ham da han endelig blev båret ud af sin far. August var kommet meget heldigt fra faldet som kun kostede ham et hospitalsophold på fire dage.

Senere i sit liv blev August Rundetaarn (som han blev kaldt) ansat i marinen og uddannet til mekaniker og dykker.