| Erling Poulsen
Nyboderdrengen August Nielsen var i 1880 kordreng
i Trinitatis Kirke, mens præsten prædikede
havde han intet at lave og modtog derfor besøg
af sine legekammerater. Søndag d. 27. juni var Emil
på besøg og de to drenge gik på
opdagelse i tårnet. Øverst oppe
var et redskabs- og brænderum hvor August
gik ind. Han vidste godt at der var et hul i
gulvet, men faldt alligevel i. Hullet var den
øverste åbning i tårnets
hule kerne, som oprindelig var gået hele
vejen fra bunden op til toppen og som var
blevet brugt til stjerneobservationer. I slutningen
af 1700-tallet var der i det øverste
af hullet blevet bygget en snoet stentrappe og redskabsrummet
lå lige under trappen.
August faldt og faldt indtil han landede hårdt
i bunden af hullet, to tænder slog han
ud, armen blev slemt skrabet og han besvimede.
Pludselig hørte han stemmer og råb
højt over sig: Han var blevet fundet. I
mellemtiden var det blevet mandag, han havde
altså været
besvimet i næsten et døgn.
Emil havde selvfølgelig savnet August
og spurgt den gamle opsynsmand ved indgangen
om han vidste noget, han havde gættet
på at August var gået hjem. Emil
var derpå taget i skoven.
Forældrene til August var blevet meget
bekymrede, da han ikke kom hjem fra kirken,
men først næste dag fik de fat
i Emil, der kunne fortælle om redskabsrummet,
hvor August var gået ind. Da August var
blevet fundet ville hans far først sende
en skorstensfejer ned efter ham, men
skorstensfejeren turde
ikke. Derpå ville faren selv kravle ned,
men det forbød politiet, og det endte
med at der blev slået hul ind til August
nede i bunden af tårnet. Mens den tykke
mur blev gennembrudt samledes en stor folkemængde
foran tårnet, de hilste ham da han endelig
blev båret ud af sin far. August var kommet
meget heldigt fra faldet som kun kostede ham
et hospitalsophold på fire dage.
Senere i sit liv blev August Rundetaarn (som
han blev kaldt) ansat i marinen og uddannet
til mekaniker og dykker. |