| Af Erling Poulsen |
| Efter Københavns
brand i 1728 lå hele kvarteret omkring
Rundetaarn
udbrændt hen. Husene var for det meste
bygget af træ og bindingsværk
og kun få havde overlevet. Tårnet
overlevede på grund af de tykke mure
og var oven i købet blevet brugt
som tilflugtsrum under branden.Salmonsens
Leksikon (2. udgave) beskriver brandens
opståen sådan: "Branden 1728
udbrød Onsdag 20. Oktober Aften Kl.
7-8 paa Hjørnet af Lille Skt.-Klemensstræde
og Volden [Dér, hvor Strøget
munder ud i Rådhuspladsen], et
Kvarter, der var tæt bebygget med
Bindingsværkshuse og Bygninger med
Fjælegavl og gennemskaaret af krumme
og meget smalle Gader. Det blæste
en Storm af SV., der var stor Mangel paa
Vand i Anledning af nogle nye Hovedrenders
Nedlægning, og endelig var Brandfolkene,
efter en samme Dag afholdt Sprøjteprøve,
berusede, de højere Brandofficerer
uduelige og Politimesteren ud paa Morgenstunden
efter den første Nat saa overvældet
af Begivenhederne, at han gik hjem og drak
sig fuld."
Peder Horrebows beskrivelse
Efter næsten hele området var
hærget af ilden benyttede bystyret
lejligheden til at gøre gaderne bredere,
også forlængelsen af
Købmagergade
fra Kultorvet op til Nørreport stammer
fra denne tid. Men ved Rundetaarn stod genboen Regensens mure endnu, og de dannede grundlag
for genopførelsen, så mellem
tårnet og Regensen har gaden sin oprindelige
bredde.
I 1890'erne voksede trafikken i byen
og den smalle passage foran tårnet
føltes som en flaskehals af københavnerne.
Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse
anmodede i 1896 arkitekten Martin Borch
om at udarbejde et forslag til en buegang
gennem Regensens stueværelser. Planerne
blev indsendt til Magistraten, men der
skete ingenting.
|
|
Arkitekten
Anton Rosen (der sikkert ville markere sig
som en af landets mest utraditionelle) kom
med et forslag i 1898 til løsning
af trafikproblemet. Tårnet skulle
flyttes ned ved siden af kirken. Flytningen
skulle foregå på ruller og det
skulle kunne ske uden problemer, det havde
ingeniør N. C. Schouboe beregnet.
Mellem tårnet og kirken skulle en
gangbro give adgang til Bibliotekssalen.
Flytningen krævede at Købmagergade
52 skulle nedrives, for at der kunne blive
plads. Debatten bølgede, og der kom
bl.a. også forslag om at fortovet
skulle føres lige gennem Rundetaarn.
På baggrund af debatten omarbejdede
Rosen sit forslag til at tårnet kun
skulle flyttes hen til hjørnet af
kirken, der skulle sættes en stor
rotunde på tårnet og hele kirkeloftet
skulle sænkes så bibliotekssalen
forsvandt. Formålet var at få
tårnet til at synes højere,
han udtrykker det selv således: "For
at Tilvejebringe det paa Skitsen angivne
Forhold mellem Taarnets Höjde og Kirkens,
har jeg tænkt mig at man fjernede
det meningslöse Pakloft der findes
over Kirken."
Det hele endte dog i 1907 med at Magistraten
vedtog Martin Borch's forslag, og buegangen
blev gennemført året efter,
indviet 12. oktober.
Den enkleste løsning, at gøre
Købmagergade til gågade, blev
først gennemført i 1972.
Tilbage
|
|
|
|