Loftet over Rundetaarns
udstillingssal kaldes Ringerloftet, fordi Trinitatis
Kirkes klokker hænger deroppe.
Men klokkerne fylder ikke meget på det 900
m² store loft, der i mange år blev
udlejet til alverdens formål. Man kunne
jo ikke lade så meget plads lige midt i
byen gå til spilde.
Byens borgere fandt hurtigt ud af, at der kunne
hænge mange meter vasketøj på
loftet, selvom det betød, at man skulle
gå turen halvvejs op gennem tårnet
med det våde tøj; senere blev der
garvet skind, tørret urter, vundet kvaster,
malet teaterkulisser og fremstillet fjer "til
prydelse af Fruentimmere".
Både Universitetsbiblioteket
(den nuværende udstillingssal), Observatoriet
og kirken
brugte selvfølgelig også loftet,
hvor de opbevarede lysekroner, ligvogne, astronomiske
instrumenter og mange andre sære genstande.
Den mest bemærkelsesværdige lejer
var løjtnant Bernhard Olsen, som indrettede
et museum for "den danske bondestands historie"
i 1880. Men forholdene på Ringerloftet var
ikke gunstige, så løjtnanten flyttede
udstillingen til en anden adresse i byen, og navnet
blev ændret til "Dansk Folkemuseum".
Museet fik senere en udendørs afdeling,
der i dag er kendt som Frilandsmuseet.
Da den store
københavnerbrand
raserede byen i 1728, gik det også hårdt
ud over Trinitatis Kirke og Rundetaarn, og både
kirken, Universitetsbiblioteket, Ringerloftet
og Observatoriet brændte.
Ringerloftet blev genopbygget i 1730 af fyr
fra Pommern, og hele den imponerende tømmerkonstruktion
er stadig intakt og synlig for loftets gæster.
|
Hjem
