|
Arkæo betyder det, der vedrører oldtiden, og titlen altså oldtidsastronomi. Fra udlandet kendes astronomiske observationer især fra kulturerne i Babylon og Ægypten, men de havde også et skriftsprog, som i dag kan fortælle os om det. I det nordlige Europa fandtes intet skriftsprog, og vi må bygge vor viden på arkæologiske fund og de ganske få rejseberetninger fra skrivende, der har besøgt Norden.
Fra Adam af Bremen2) (død 1076) ved vi, at svenskerne i Uppsala (svært af stedfæste, da mange lokaliteter havde dette navn) holdt en stor fest hvert 9. år. Også i krøniken af biskop Thietmar af Merseburg (død 1018) nævnes store offerfester i Lejre hvert 9. år. Ni år er netop tiden fra Månen har sit største til den har sit mindste udsving i sit opgangspunkt (½ Sarosperiode). Vi ved altså om den førkristne tid, at himmellegemer er blevet observeret og dyrket, et enkelt er ydermere hyppigt afbildet. Det er ikke overraskende, at observationer af Solen og Månen er blevet udført, det var den eneste mulighed der var, for at regulere kalenderen med dens religiøse fester. Horisonten var i Island omkring år 1000 delt i ottendedele, ættir, og tiden for Solens løb gennem en ottendedel kaldtes en eykt; der blev også anvendt en deling i sekstendedele, en inddeling, vi i dag finder i kompasrosen. Denne simple inddeling af dagen må have haft rødder langt tilbage i Nordens historie. På danske og engelske solure fra middelalderen finder man samme inddeling. ![]() På Madsebakke på Bornholm er et stort helleristningsområde. Herfra kommer dette soltegn med de 16 delinger, 1500-900 f. Kr. |
Klosterbakken, Lille Harreskov. I skoven er mange stenanlæg, typisk med en stor sten i midten forsynet med en eller flere riller; der er også en Hørg (oldnord. Hargh, der betegner en rektangulær stendynge som blev anvendt til offerfester i førkristen tid), som har givet navn til skoven. Udover en mængde askegruber med forøget fosfatindhold, som kan forklares med indhold af brændte knogler, er følgende sigtelinier fra den centrale rillesten: solopgang ved sommer- og vintersolhverv samt jævndøgn + stjernen Sirius' opgangssted. I Store Harreskov er fundet et anlæg med sigteretninger til Månens opgangssteder i deres ekstremer. Landskabskalenderen med centrum i Ole Rømers Høj; navnet skyldes, at man en overgang troede, at Rømer havde haft sit observatorium på højens top; oprindelig hed den Kongehøjen. Højen hører til en type menneskeskabte høje, der er karakteriseret ved at være stejle, have flad top, ikke have randsten og ikke indeholde grave. Men et formål må de have haft. Fra højen ses Solen stå op over Risby Tinghøj ved sommersolhverv; over lav pyramideformet høj ved Herstedøster forsamlingshus ved jævndøgn; ned i retning af Bavnehøj ved jævndøgn; opgangspunktet for Sirius i retning mod Stanghøj og Solens opgang ved vintersolhverv i retning langs Ole Rømersvej. Alle højene er af den omtalte type. ![]() Stenkredsen på Andebjerg. |
| 1) Herbert Jankuhn, Haithabu, Neumünster 1972. s. 172. 2) Adam var tysker og kom omkring 1050 til Bremen, han rejste som den første rundt i Danmark for at give en beskrivelse af landet i forbindelse med "De hamburgske ærkebiskoppers historie". Nærmere i Gyldendals Religionshistorie.
Kilder: |