I Solsystemet hvirvler en mængde "små" partikler rundt. De
største bliver kaldt planetoider eller asteroider, det er sten med
størrelser på fra 1000 km og nedefter. De fleste store
planetoider kredser om Solen mellem planeterne Mars' og Jupiters baner.Når stenene er tilstrækkelig små kalder man dem meteorer, og de bliver af speciel interesse for os hvis de rammer Jorden. Deres fart i forhold til Jorden er optil 70 km/sek, og når de rammer atmosfæren er det ofte et storslået syn. De fleste er meget små (på størrelse med et sandskorn), og når de bremses af luften brænder de op, samtidig med at luften joniseres og derfor lyser op, det kaldes et stjerneskud. På visse årstider er der særlig mange stjerneskud, det hænger sammen med kometerne. Hvis stenen er stor, vil den kunne overleve mødet med atmosfæren og kunne nå helt ned til Jordens overflade, så kaldes det en meteorit. Det sker nu ret sjældent, her i Danmark er kun registreret to meteoritfald, men der er dog også fundet nogle få, som er meteoritter, men hvor man ikke ved hvornår de faldt. Mødet med Jordens atmosfære er så voldsomt for meteoritten, at den ofte går i stykker, og man ser så en regn af sten fra himlen. Meteoritterne inddeler man i tre forskellige grupper efter deres jernindhold: Sten-meteoritter består af mindre end 20% jern. Omkring 90% af alle er sten og bliver derfor sjældent fundet da de ligner almindelige sten fra Jorden. Sten-jern-meteoritter består af ca. 50% jern. Kun 2% af alle er af denne type. Jern-meteoritter består hovedsagelig af jern, men kan indeholde op til 25% nikkel. Selv om kun 6% af alle hører til denne type, er det mest denne type der findes, dels ruster de, og dels kan de findes med minesøger. De resterende par procent hører til andre typer.
Ildkugler (Bolider) kaldes meteorer, med en lysstyrke større end planeten Venus, når den er klarest. Meteoritter optræder selvfølgelig som ildkugler, men de fleste når at brænde op i atmosfæren. Ofte ses en røghale efter ildkuglen, og lydmursbrag er også rapporteret. Yderst sjældent bliver jorden ramt af større sten, de bremses ikke særlig meget i atmosfæren og danner et krater når de rammer jordoverfladen. Det nærmeste er ved Mien i Blekinge (Sverige), det har en diameter på 9 km og blev dannet for ca. 120 mill. år siden. Sammenlagt bliver Jorden ramt af omkring 300 t materiale om dagen. En stor og flot samling meteoritter kan ses på Geologisk Museum.
1) Umiddelbart et stort tal, men tænk på at Jordens radius er 6378 km og at den bevæger sig med ca. 30 km/sek. d.v.s. at den "støvsuger" et rumfang af solsystemet på ¶*63782*30*60*60*24 km3 i døgnet = 3,3*1014 km3 og hvis de 100 tons fordeles i det rumfang svarer det til 0,0000003 gram/km3 og det svarer til en sten på 5/100 mm, på størrelse med et lille støvfnug. |