Solens naboer indenfor en afstand af 11,5 lysår. Der kan klikkes på billedet.
Vor nærmeste nabostjerne er medlem af et tredobbelt stjernesystem i stjernebilledet Kentauren. Den hedder Proxima Centauri og er en rød M5e stjerne, e'et betyder at der er emissionslinier i spektret (lyse linier, hvor der normalt er mørke linier), overfladetemperaturen er kun omkring 2400°C. Alfa Centauri A, er en G2 stjerne ligesom vores Sol, afstanden er 4,39 lysår, og den er i stjernebilledet Kentauren. Hvis en planet som Jorden var i kredsløb om denne stjerne ville dens afstand fra stjernen, set herfra, højst være 0,75"=0,0002°, og lyse så svagt at selv vore største kikkerter ikke ville opdage den.
I en afstand af mellem 11 og 35 AU (1 AU=middelafstanden mellem Jorden og Solen) fra Alfa Centauri A kredser en orange K1 stjerne, Alfa Centauri B. Den er omkring 4000°C varm, dens masse er 85% af Solens, diameteren 22% større end Solens og den lyser lidt under halvt så meget som Solen.
I Slangeholderen findes Barnards's stjerne, som er den stjerne der har den største egenbevægelse, tilsyneladende 1° per 351 år mod nord, men med endnu større fart i vor retning. Denne store egenbevægelse blev opdaget af E. Barnard i 1916. Stjernen er en rød dværgstjerne, af type dM5, i en afstand af 5,94 lysår fra os.
Lalande 21185 er en rød dværgstjerne af type dM2 i stjernebilledet Store Bjørn. Afstanden er 8,31 lysår, dens lysstyrke er ½% af Solens og dens masse 30% af Solens.
Himlens klareste stjerne ser så klar ud, fordi den er tæt på os; Sirius, Hundestjernen i stjernebilledet Store Hund, er kun 8,60 lysår væk. 9,69 lysår fra os ligger en rød dværgstjerne, Ross 154, i retning af Skyttens stjernebillede, den minder om Barnards stjerne, men har dog ikke så stor egenbevægelse.
I stjernebilledet Floden findes en stjerne, epsilon Eridani, kun 10,50 lysår væk. Det er en K2 type i hovedserien, og dermed ikke så forskellig fra vor Sol, den har en lysstyrke på 30% af Solens og en diameter og masse på 90% og 75% af Solens. Stjernen Lacaille 9352 findes i stjernebilledet Sydlige Fisk. Det er en rød dværgstjerne af type M2e i afstanden 10,73 lysår. Den minder om vor nabo Proxima Centauri, men lyser dog med 1/85 af Solens lysstyrke. 10,89 lysår fra os ligger en rød dværgstjerne, Ross 128, i retning af Jomfruens stjernebillede, den minder om Barnards stjerne, men har dog ikke så stor egenbevægelse.
I 1838 lykkedes det for første gang (nogenlunde) nøjagtigt at måle afstanden til en stjerne, det var F.W. Bessel der udførte målingen og det var til stjernen 61 Cygni i stjernebilledet Svanen. Det er et dobbeltsystem, som er smuk i kikkert, og afstanden til 61 Cygni A er 11,36 lysår. Stjernen er en orange K5-type med en diameter på 48% af Solens og en masse på 60%. Den lyser kun med 6,5% af Solens styrke.
Himlens 8. klareste stjerne hedder Procyon og er i stjernebilledet Lille Hund. Afstanden er 11,41 lysår og det er en gullig-hvid F5 stjerne med en overfladetemperatur på 6800°C. Den lyser som 6 Sole, er 2,3 gange større og massen er 1,7 gange større end Solens. Stjernen 61 Cygni A havde en synlig ledsager, den hedder 61 Cygni B, og afstanden til den er11,43 lysår. Det er en orange stjerne af type K7 og dens mål er, sammenlignet med Solen, diameter 43%, masse 50% og lysstyrke 3,8%. Den kredser om A-stjernen i stor afstand, et kredsløb tager 653 år.
|
| Navn | Stjernebillede | Afstand i lysår | Type |
|---|---|---|---|
| Sig 2398 B | Dragen | 11,5 | M5 |
| Sig 2398 A | Dragen | 11,64 | M4 |
| Grb. 34 | Andromeda | 11,64 | dM2 |
| epsilon Indi | Indianeren | 11,83 | K3 |
| tau Ceti | Hvalfisken | 11,90 | G |
| Hip 5643 | Hvalfisken | 12,1 | ? |
| Luyten's stjerne | Lille Hund | 12,4 | ? |
| Kapteyn's stjerne | Staffeliet | 12,78 | ? |
| HD 202560 | Mikroskopet | 12,87 | M0 |
| Kruger 60 | Cepheus | 13,1 | dM3 |