|
Når planeterne står på linie
Erling Poulsen
Dommedagsprofeter har der altid været, men deres forudsigelser har igen og igen slået fejl. Mange har set mod himlen for at finde tegn på vor snarlige undergang (måske fordi vi ville være mere interessante, som mennesker, enten hvis vi var de første, men den chance er forpasset; eller hvis vi var de sidste), og her har mange set efter hvornår planeterne står i samme retning ud fra Solen, således at de ,set fra Jorden, falder tæt sammen. En sådan sammenklumpning af planeter er forudset til at ske d. 5 maj 2000, og her har selve årstallet sikkert også spillet en rolle i profetierne.
Jorden blev ifølge Biblen skabt 23. oktober år 4004 f. Kr.1) (ifølge James Ussher, ærkebiskop i England, han blev født 1581 og døde 1656). Luther, som står bag vor Folkekirke, havde en nær medarbejder, Melanchton, han opererede med en levetid for Verdenen, som vi kender den, på 6000 år (sex milia annorum mundus), som igen var inddelt i tre tidsrum, først 2000 års tomhed, så 2000 år hvor Loven (De Ti Bud) herskede, og til slut 2000 år under Frelseren (Jesus) (duo milia inane; duo milia lex; duo milia dies messiae). Regnet ud på denne måde2) gik verdenen under 23. oktober 1997!!
Men hvis man regner mere traditionelt, så fødtes Jesus år 1 A.D., og verden går derfor under år 2000. Her skal lige bemærkes at Herodes, som regerede Judæa da Jesus blev født, med sikkerhed døde år 4 B.C. Liste over dommedagsprofetier på engelsk
Læs om Betlehemsstjernen.
Mere om dommedagsprofetier
Planeter på linie.
Hvis, og det kan overhovedet ikke lade sig gøre, alle planeter på et tidspunkt lægger sig på den samme linie, så vil deres samlede tyngdekraft selvfølgelig bidrage til Jordens tidevand, bidraget vil maksimalt være 1/6460 af det bidrag der skyldes Solen (det betyder en ekstra højde på rekordtidevandet (16,3 m) i Funny Bay, mellem Nova Scotia (Canada) og Maine (USA) på højest 2,5 mm), og tilsvarende mindre andre steder.
Grupperinger af planeter.
Mellem år 1 A.D. og år 3000 A.D. vil de fem synlige planeter samt Sol og Måne være mindre end 30° fra hinanden 40 gange, mellem 1900 og 2100 sker det fire gange, 5/2-1962 hvor himmellegmerne var indenfor 16°, 5/5-2000
, hvor de var indenfor 29½°, 9/9-2040 indenfor 29½° og 2/11-2100 hvor de er 28¾° fra hinanden. Mig bekendt skete intet specielt i d. 5/2-1962 eller 5/5-2000. For Astrologien3) spiller tætliggende planeter (konjunktioner) en stor rolle, men ingen planetgruppering indtil nu kan kobles sammen med andre begivenheder.
Grupperingen af planeter 5. maj år 2000 var ikke et markant syn på himlen, fordi Solen var i vejen, grupperingen foregik i dagtimerne.
Et mere storslået syn vil være de fem synlige planeter grupperet på nattehimlen indenfor kun 10°, det sker kun seks gange mellem år 1 A.D. og 5000 A.D., sidst i 1186 (16 sep.), og næste gang i 2040 (7 sep.).
Solen, Månen og de fem synlige planeter d. 5. maj 2000 kl. 9.00 CET, billedet er 42° bredt.
1) Denne deprimerende meddelelse blev bragt i Politiken d. 23/10-1997. Artiklen var skrevet af Ivar Gjørup.
2) Når man regner årstallet ud skal tænkes på at der ikke findes noget år 0, nullet var ikke opfundet da vor tidsregning blev indført, man går direkte fra år 1 B.C. til år 1 A.D.
3) Astrologien var en del af mange religioner fra omkring 200 B.C. og fremefter. Astrologer mener at planeternes stilling på stjernehimlen har betydning for mennesker og samfund, og Astrologien blev oprindeligt brugt til at forudsige fremtiden ligesom udseendet af dyreindvolde og fuglenes flugt. Astrologien har dog vist sig meget sejlivet, og har været mere eller mindre populær gennem tiderne, for tiden er den meget populær. Men husk, i stedet for en masse besværlige beregninger af planeternes stilling, er det nemmere at se på en fårelever, når man skal kende sin fremtid, og det er med garanti lige så effektivt.
Kilder:
Politiken 23/10-1997.
Sky and Telescope, August 1997.
Guinness Rekord Bog, 1985.
Et planetarieprogram der kan gås på opdagelse i.
|