Zeus besøgte engang den skønne nymfe Maia, mens hans kone Hera sov. Ti måneder efter nedkom Maia med sønnen Hermes. Som halv-gudebarn voksede han hurtigt, og allerede i vuggen begyndte han at kede sig; han sprang ud af vuggen og mødte en skildpadde, af dens skjold lavede han en lyre, som han straks begyndte at spille fortryllende på. Han blev dog hurtigt træt af at spille og fik lyst til at stjæle sin brors, guden Apollons, kvæg.
Apollon opdagede tyveriet og fandt Hermes, som benægtede ethvert kendskab til det. Men da han fandt det stjålne kvæg og går til Zeus for at klage, må Hermes gå til bekendelse. Zeus morer sig over historien om den spæde kvægtyv, og brødrene forliges mod at Apollon får lyren. Til erindring om denne historie fik lyren sin plads på himlen.
Tæt ved Lyren er stjernebilledet Svanen, for svanen var Apollons fugl. Da hans søn Kyknos, i et anfald af ulykkelig kærlighed, sprang ud fra en klippe, døde han ikke, men blev forvandlet til en svane, som fløj bort. Til minde om det kom Apollons fugl på himlen. Lyren overgav Apollon til sangeren Orpheus, som med den og sin sang kunne bevæge alle. F.eks. døde hans kone Eurydike af et slangebid, hvilket han selvfølgelig blev ked af; Orpheus drog derfor ned i underverdenen, hvor de døde var, og med sin sang og spil rørte han de dødes hersker Hades så meget, at han fik konen igen, for dog at miste hende til Hermes på tilbagevejen.
Orpheus dyrkede Apollon, og da den nye gud Dionysos kom til Grækenland, for at blive dyrket ville Orpheus ikke vende sig fra sin gamle gud. Det blev Dionysos så fortørnet over, at han sendte sine vilde kvinder, Mænaderne, efter ham; de sønderrev ham og hans hoved og lyre kom til øen Lesbos.
På Lesbos boede en anden dygtig sanger, Arion, han frydede alle med sin sang og lyrespil. Han var så dygtig, at når han spillede, faldt selv den vildeste flod til ro. Engang havde han været på Sicilien for at spille og dér var han blevet godt betalt, da han så ville sejle hjem med alle sine rigdomme, ville sømændene stjæle fra ham. Han fik dog lov til at spille inden de skulle slå ham ihjel, og han spillede så søfolkene glemte alt om sig; pludselig sprang han overbord og kom kort efter til syne ridende på en delfin. Guderne satte delfinen på himlen som tak for dens redningsdåd.

1) Deneb (Fuglens hale), er en af de største superkæmpestjerner der kendes, den lyser som 60000 sole i en afstand af 1600 lysår.
2) Albireo (Fuglenæbet), er en af de flotteste dobbelstjerner på den nordlige himmel, den ene stjerne er gul og den anden grøn-blå, og de kan adskilles i selv en beskeden kikkert. De lyser som 760 og 120 sole og er 410 lysår væk. Den virkelige afstand mellem stjernerne er så stor, at der imellem dem kunne ligge 55 Solsystemer ved siden af hinanden.
3) Sadir, lyser som 5800 sole og er 1500 lysår væk.
4) Gienah, lyser som 40 sole og er 75 lysår væk. Den er dobbelt, men ledsageren er en rød dværgstjerne, som kræver en meget stor kikkert for at kunne ses.

Yderligere litteratur:
Burnham's Celestial Handbook
Fremads Stjerneatlas.
Græske Stjernesagn, Gyldendals Uglebøger.
Gyldendals store stjernehåndbog, David Levy.
Himlens billedbog, E Juul Clausen.
Politikens bog om Stjernebillederne, John Sanford.
Stjernerne Fortæller, Skriver Svendsen.
Stjernehimlen, Henry Nørgaard.
Stjernernes Privatliv, Roy A. Gallant.