Om Øen i Havet

Helt der ude østpå, ved ”Verdens ende”, eller i hvert fald hvor Danmark holder op, ligger den lillebitte øgruppe Ertholmene, Christiansø og Frederiksø.

Øerne har været beboet i umindelige tider og også i dag lever der ca. 100 mennesker på de to små klippeknolde, der trodsigt stikker op af havet. På godt og ondt næsten som en miniaturemodel af hele samfundet, men også med sine helt særlige sider, der kun afdækkes når man kommer bag facaden på beboerne.

Med Englandskrigen i begyndelsen af 1800tallet udspillede fæstningen sin betydning og i 1855 blev anlægget opgivet. De soldater, der havde været udstationeret på øerne fik dog lov til at blive i civile erhverv, først og fremmest som fiskere og det lille samfund udviklede sig langsomt til det vi kender i dag med skole, købmand og kro. 

I begyndelsen af 1900tallet åbnede kunsten for nye sider af øerne og i perioden 1911 – 1920 var de små øer Danmarks absolutte kunstneriske centrum, hvor de nye modernistiske strømninger fra Frankrig for første gang fik substans og tidsåndens nybrud et billedmæssigt udtryk.

Det var først og fremmest kunstnere som Karl Isakson og Edvard Weie, der satte Christiansø på den kunstneriske dagsorden, men hele den unge generation, Salto, Høst, Rude, Giersing og Swane var blandt dem, der i disse år opsøgte dette hidtil uopdyrkede kunstneriske land. Krostuens endnu bevarede kunstnerskjolde vidner om den række af betydelige kunstnere, der i disse år indtog Christiansø og gjorde motiver herfra kendt i hele Norden. 

I dag får øerne hvert år besøg af titusindvis af turister, der som oftest på et 4 timers besøg selv mener, de både ser det hele og endda også når at indtage en lækker og velsmagende frokost. Man føler næsten man er blevet placeret i en tidslomme og at de mennesker man møder er blevet anbragt som en slags statister til fornøjelig betragtning. Man betragter undrende de lokale beboere der, hvis ikke de passer deres arbejde, helst trækker sig lidt tilbage i de hektiske dagtimer, men når turisterne er taget hjem liver øerne op igen. Nogle går til ”5-møde”, en stille pilsner på kroen, mens andre genoptager de dagligdags sysler, f.eks. i de frodige små haver, der ligger gemt bag store stendiger.

En og anden besøgende har sikkert undret sig og tænkt ”Hvad er det for mennesker, der lever på et så isoleret sted” ?.

Dette spørgsmål er søgt besvaret flere gange i litterær form. Mest kendt er nok Tage Voss kærligt ironiske ”Status fra skæret” helt tilbage fra 1954, men også siden har flere andre søgt om man kunne komme ind bag facaden.

Helga C. Theilgaards projekt kunne fra første færd ligne et sådant forsøg dog, med den for et kunstmuseum afgørende forskel, at hun primært tænker visuelt og overlader tolkningerne til beskueren.

Planen var oprindeligt at skildre det helt særlige liv på øerne gennem nogle få udvalgte figurer og deres historie, men gradvist meldte nødvendigheden, at projektet måtte udvides til at omfatte stort set alle beboerne.

Processen med optagelser og samtaler blev derfor væsentligt længere end oprindeligt planlagt.

Nye beboere er kommet til mens andre er flyttet fra øen, hvilket kun demonstrerer, at selv det tilsyneladende statiske samfund har sin dynamik ligesom det gør helhedsbilledet mere dækkende for de vilkår livet leves under både på øerne og i verden udenfor.

Resultatet er blevet en stor installation, hvor vi både i faste billeder, film og lyd kommer meget tæt på livet på øerne.

Ligesom billedkunstnerne for snart 100 år siden transformerede velkendte motiver fra Christiansø til generelle udsagn om den tid de blev skabt i, fremlægger Helga C. Theilgaard rækken af individuelle portrætter og historien bag den enkelte som et samlet billede. Selvom den individuelle historie stadig står i centrum, gør mangfoldigheden det samlede billede universelt. Et billede der på en gang fortæller os om det helt særlige, og samtidig måske endnu mere om det alment menneskelige der, uanset hvor vi bor og lever, kan placere os på det yderste skær.

Direktør Lars Kærulf Møller

Bornholms Kunstmuseum