|
Sylfider, Trolde og Linselus
- en
fotografisk rejse i Bournonvilles balletter
Arrangeret af Det Kongelige Teater i anledning af
den 3. Bournonville Festival i København, 2005.
Rundetaarn
13. maj – 12. juni 2005
Han var ’hot’ dengang i romantikken, da kunstnerne
dyrkede længslen efter alt det, de ikke kunne få i det virkelige liv. I
hans balletter strøg sylfider, najader, nymfer, havguder, trolde,
sheiker, spanske piger med vuggende hofter og skotske drenge i ternede
kilte hen over scenen i fabelagtige og eksotiske verdner med elverdamp og
sydens sol på hvidkalkede mure. For det meste handlede det om menneskets
spleen mellem den virkelige og drømmenes verden – om en higen efter det
uopnåelige - som regel var det den store kærlighed.
Danseren,
koreografen og iscenesætteren August Bournonville skabte balletter, der
bjergtog hans publikum i en sådan grad, at det pæne danske borgerskab
jublede og klappede med under forestillingerne. Han havde en særlig evne
til at trylle på scenen og få sin samtids publikum til at føle, at de
rent faktisk var på gaden i en italiensk landsby eller ude i en skov med
trolde og elverfolk. Og balletterne spejlede på alle måder en
revolutionerende nytænkning i romantikkens danseverden, men de formåede
også at overleve og bygge selve fundamentet i Den Kongelige Ballets
profil og repertoire.
I
2005 fejrer det Kongelige Teater Bournonvilles 200 års fødselsdag. Hans
balletter er klassikere, og man kan ikke forestille sig Den Kongelige
Ballet uden Bournonville. Kompagniet har ligefrem en pligt til at danse
hans værker og vedligeholde hele den tradition, der følger i hans kølvand.
Men
hvordan holder man liv i balletter, der er over 150 år gamle; Hvordan
danser man, hvordan iscenesætter man Bournonville, så det er vedkommende
for et moderne publikum?
Med
sjældne gamle fotografier og filmoptagelser, med musik og en splinterny
fotografisk fortolkning viser udstillingen ”Sylfider og Linselus”
hvordan Den Kongelige Ballet har valgt at tolke og fremstille Bournonville
helt tilbage fra 1920’erne til i dag.
Udstillingen
er ’sat i scene’ af kunsthistoriker, forfatter og grafiker Mia Okkels
og er en del af den 3. Bournonville Festival i København, hvor Det Kongelige
Teater fejrer balletmesterens 200 års fødselsdag.
Læs
mere om Bournonville
Festival
Danisco A/S er
hovedsponsor for den 3. Bournonville Festival
|