RUNDETAARN INDHOLDSFORTEGNELSE
søgning		 UDSTILLINGER
Sten fra rummet
af Anja C. Andersen
 Jorden bombarderes hver dag - døgnet rundt - af sten og støv fra rummet. På et år bliver det til omkring 20.000 tons materiale. Vi ser det som tusindvis af stjerneskud - meteorer der brænder i atmosfæren på vej til jorden.

I ganske få tilfælde vil faldet af en større sten overleve turen ned gennem atmosfæren. De kaldes meteoritter og hvis vi er heldige, bliver de fundet.
Sådanne fund giver os forskere helt uvurderlig viden om de tidligste tider i Solsystemets udvikling, Jordens opbygning og livets opståen.


Asteroiden 243 Ida og dens måne Dactyl. Ida er omkring 56 km lang mens at Dactyl er omkring 1,5 km. Dactyl er formentlig et stykke der er blevet slået af asteroiden Ida. Hvis et sådant stykke senere lander på jorden som en meteorit giver det mulighed for at studere planeter som vi ellers ikke har mulighed for at besøge (en fattigmands rumprøve).

Livets byggestene kom fra rummet
I 1969 i Australien faldt en bemærkelsesværdig meteorit. Den blev set falde som en ildkugle, der eksploderede oppe i atmosfæren. Meteoritstykker faldt ned i nærheden af byen Murchison og ca. 100 kg materiale blev indsamlet og straks bragt til laboratorier, hvor de blev undersøgt. Denne meteorit viste sig at indeholde hele 74 kendte aminosyrer. Aminosyrer er byggestenene til proteiner og dermed vigtige bestanddele for liv. Otte af de fundne aminosyrer indgår i opbygningen af jordisk liv og elleve andre har også biologisk betydning. Det var en enestående opdagelse, fordi det var første gang man fik bevis for at nogle af de vigtige byggestene til liv fandtes udenfor Jorden. Samtidig kunne man med sikkerhed udelukke at Murchison meteoritten var blevet forurenet med jordiske aminosyre, fordi stykkerne var blevet samlet op lige efter faldet og bragt til sterile laboratorier. Det er derfor meget muligt at selve livets byggestene er blevet bragt til Jorden via budbringere fra rummet.
Det billede, der tegner sig for os forskere i dag, er at budbringerne fra rummet både har bragt mulighederne for det liv, vi kender i dag her på Jorden. Men samtidig vil et kæmpe-nedslag udgøre en trussel mod vor egen tilstedeværelse her på Jorden.

Truslen fra rummet
Billed fra Tunguska hvor træerne blev væltet omkuld i en 40 km radius.Sidste gang Jorden blev ramt af et større himmellegeme var i 1908, hvor en kæmpe eksplosion blev registret over Sibirien ved Tunguska. Braget svarede til 12 megaton trotyl eller 650 gange mere end atombomben over Hiroshima. Træer blev blæst omkuld i et område på 2000 km2 og lå som et pindespil fra centrum og ud. Selve himmellegemet var formentlig omkring 100 meter stort og nåede aldrig jordens overflade, men blev totalt pulveriseret til støv, der lagde sig som et tyndt tæppe over store dele af Jorden. I Politiken kunne man to dage senere bl.a. læse: "Med forbavselse lagde man forrige nat mærke til at det ikke ville blive mørkt; ved midnat kunde man endnu skelne bogstaverne i en avis." Det var støvet fra Tunguska der havde lagt sig højt oppe i atmosfæren og spredte sollys på nattehimlen - men det vidste man ikke i 1908. Ej heller vidste man at 40% af ozonlaget var blevet nedbrudt under eksplosionen. Den største fare ved et sådant nedslag ligger derfor i påvirkningen af vores atmosfære.
En 10 km sten eller sten-is klump vil ikke kunne udslette Jorden, men nok forvolde meget skade lige der, hvor den slår ned. Men selve eksplosionen vil kunne påvirke atmosfæren så markant, at det kan have vidtrækkende konsekvenser for livet på Jorden.
Det oplagte spørgsmål er, om det er muligt at en større astroide eller komet kunne ramme Jorden i nærmeste fremtid og forårsage store ødelæggelser, der kunne true menneskets eksistens. Og til dette er der kun at sige "Ja, det kan bestemt ikke udelukkes". Der finder i dag en systematisk søgning af himlen sted netop for at kortlægge de smålegemer, der bevæger sig omkring Solen i baner som ind imellem krydser Jordens bane. Men Jordens bane er stor og en kollision opstår derfor kun, hvis Jorden befinder sig præcis på samme sted og til samme tidspunkt som det krydsende legemer. I dag er det ret sikkert, at vi har kortlagt alle legemer i Jordens omegen, der er større end 10 km i diameter. Men vi har næppe styr på alle de mindre legemer, som er svære at få øje på med en kikkert. Til gengæld vil de mindre legemer også forårsage langt mindre skade end de store. Teorien om at dinosaurerne blev udslettet som følge af et meteornedslag for 65 millioner år siden indebærer, at det nedfaldende legeme skulle være ca. 10-12 km i diameter.
Det næste oplagte spørgsmål er om kan vi gøre noget, hvis vi ved at Jorden er på kollisionskurs mod et større himmellegeme? Det afhænger i høj grad af, hvor meget tid vi har til at forberede os. Hvis vi ved det mindst et par uger i forvejen, vil vi have gode muligheder for at handle således, at Jorden ikke bliver ramt. Der skal nemlig forholdsvis beskedne kræfter til at skubbe en sten med en diameter på omkring 10 km ud af en kolliderende bane og ind i en bane, hvor den i stedet flyver tæt forbi Jorden. Men hvordan vil vi kunne give disse sten det nødvendige skub? En sprængladning, et mega-sejl eller en form for propel, har nogen foreslået. I dag findes ingen sejl, der drevet af solvinden kunne fjerne truslen, og ej heller propeller, som kunne skubbe truslen væk. Men sprængladninger har vi som bekendt masser af. Muligheden vil dog bringe sveden frem på min pande for der vil altid være en ikke ubetydelig risiko for at opsendelse af sprængladninger mislykkes og at vi derfor selv får dem i hovedet. Men hvis Jorden virkelig skulle blive truet en dag er muligheden tilstede, og i sådan en situation vil vi jo have alt at vinde og ikke ret meget at tabe!

Der er mulighed for at læse mere (på engelsk) om hvorvidt dinosauerne blev udslettet af et meteonedslag på:
Denne LINK.