Elementer
Islandsk billedkunst
21. august - 19. september
Udstillingens fire kunstnere tilhører den yngre generation af islandske malere, der arbejder med abstraktion. De har alle udviklet deres tilgang over en årrække og deres værker findes i såvel islandske som udenlandske samlinger.
Guðrún Kristjánsdóttir (f. 1950) udviser i sine værker en strikt markeret og højt udviklet formsans. Landskaber har længe været fremtrædende i islandsk kunst, og skønt Guðrún nærmer sig landskabet på en helt ny måde, er paralellen til den tidligere, veletablerede tradition tydelig. Men hvor de ældre kunstnere søgte det specifikke i landskabet, søger Guðrún det generelle, idet hun bruger landskabet som baggrund for at udforske muligheder og grænser for enkle og skarpt definereder former.
Bjarni Sigurbjörnsson (f. 1966) tager i sine arbejder beskueren ned under maleriets overflade. I stedet for at bruge træ eller lærred maler han på et transparent medium og vender derefter bagsiden af maleriet mod publikum, således at han faktisk viser os maleriet fra lærredets synsvinkel. Bjarni arbejder med tyndtflydende oliefarver blandet med vand og lader denne blandings reaktion forme maleriet. Når farven tørrer op danner den en dokumentation af den umulige stræben efter at forene olie og vand.
Helga Egilsdóttir (f. 1952) afslører i sine store abstraktioner en organisk verden af former og nuancer med bemærkelsesværdigt få farver. Hendes malerier er ofte inspireret af naturen, men deres egentlige tilhørsforhold til naturen er kun tilfældigt. Ved at nægte sig brugen af andet end de mest basale farver, fremhæver Helga maleriets ekspressive potentiale og opnår en fuld skala af form og udtryk uden behov for reference til naturen.
Guðjón Bjarnason (f. 1959) arbejder i såvel skulptur som maleri og kombinerer ofte de to i store installationer. Han har udviklet et unikt visuelt sprog, der påkalder spændingen mellem kaos og orden, forståelse og transcendens, og rejser udfordrende spørgsmål om forholdet mellem kunst, mening og miljø, om fremmedgørelsen af publikum og om den kunstneriske stræbens fremtidige kurs.
Guðrún Kristjánsdóttir (f. 1950) udviser i sine værker en strikt markeret og højt udviklet formsans. Landskaber har længe været fremtrædende i islandsk kunst, og skønt Guðrún nærmer sig landskabet på en helt ny måde, er paralellen til den tidligere, veletablerede tradition tydelig. Men hvor de ældre kunstnere søgte det specifikke i landskabet, søger Guðrún det generelle, idet hun bruger landskabet som baggrund for at udforske muligheder og grænser for enkle og skarpt definereder former.
Bjarni Sigurbjörnsson (f. 1966) tager i sine arbejder beskueren ned under maleriets overflade. I stedet for at bruge træ eller lærred maler han på et transparent medium og vender derefter bagsiden af maleriet mod publikum, således at han faktisk viser os maleriet fra lærredets synsvinkel. Bjarni arbejder med tyndtflydende oliefarver blandet med vand og lader denne blandings reaktion forme maleriet. Når farven tørrer op danner den en dokumentation af den umulige stræben efter at forene olie og vand.
Helga Egilsdóttir (f. 1952) afslører i sine store abstraktioner en organisk verden af former og nuancer med bemærkelsesværdigt få farver. Hendes malerier er ofte inspireret af naturen, men deres egentlige tilhørsforhold til naturen er kun tilfældigt. Ved at nægte sig brugen af andet end de mest basale farver, fremhæver Helga maleriets ekspressive potentiale og opnår en fuld skala af form og udtryk uden behov for reference til naturen.
Guðjón Bjarnason (f. 1959) arbejder i såvel skulptur som maleri og kombinerer ofte de to i store installationer. Han har udviklet et unikt visuelt sprog, der påkalder spændingen mellem kaos og orden, forståelse og transcendens, og rejser udfordrende spørgsmål om forholdet mellem kunst, mening og miljø, om fremmedgørelsen af publikum og om den kunstneriske stræbens fremtidige kurs.