HJEM

TADEUSZ KANTORS BIOGRAFI Tadeusz Kantor (1915-1990) - billedkunstner, grafiker, kunstkritiker, scenograf, instruktør, stor reformator af det 20.århundredes teater. Han blev født i Wielopole, i nærheden af Kraków. I årene 1933-39 læste han ved Kunstakademiet i Kraków. I det år han afsluttede sine studier, udbrød Den Anden Verdenskrig. Under besættelsen opretter han Undergrundsteatret og arrangerer forestillinger i private lejligheder i Kraków. I Balladyna af den polske romantiske digter Juliusz Slowacki (1942), bliver hans fascination af Bauhaus og konstruktivisme synlig. I Odysseus´ hjemkomst (1944) bruger han for første gang de såkaldte „fattige" ting, som han senere hen betegner som ting af „den ringeste værdi". Efter krigen, i 1947, rejser han til Paris, hvor han lærer nye tendenser og trends i verdens kunst at kende - bl.a. Klee, Miro, Ernst og Hartug. Han sender anmeldelser og artikler om udstillinger i Paris hjem. I 1948 er han medarrangør af Den Første Udstilling af Moderne Kunst i Kraków, hvor hans nærmest abstrakte, metaforiske billeder bliver præsenteret. Han tager imod opfordringen til overtage posten som professor ved Kunstakademiet, som han mister året efter. I årene 1949-1955 trækker han sig tilbage fra det offentlige kunst- og kulturliv sammen med de øvrige medlemmer af den krakowske billedkunstnersammenslutning „Grupa Krakowska" i protest imod doktrinen om socrealistisk kunst, som blev påtvunget kunstnere af det kommunistiske styre. Kantor bliver da scenograf ved Teatr Stary (Det Gamle Teater) i Kraków, hvor han i årene 1949-1963 udfører omkring 50 scenografier til forskellige teatre. Efter Stalins død i 1953 og efter liberaliseringen af myndighedernes indstilling til kunst, grundlægger Kantor sammen med kunstneren Maria Jarema det uafhængige Teater Cricot 2. Samme år rejser han til Paris, hvor han stifter bekendtskab med bl.a. Wolses, Mathieus og Pollocks kunst. Derefter udstiller han i Warszawa sine informel billeder, som i 1958 bliver præsenteret på separate udstillinger i Stockholm og Paris, i 1959 i Paris og Düsseldorf, og i 1960 i New York, Göteborg og Venedig. I 1961 skriver Kantor sit manifest for Teater Informel og begynder at realisere ideen om et kunstnerisk og autonomt teater i Teater Cricot 2, hvor han opfører Stanislaw Ignacy Witkiewicz´s W malym dworku (På en lille herregård) først i Krzysztofory Galleriet (hvor teatret havde til huse indtil 1980), så i Italien og Frankrig. Samtidig begynder Kantor på en række forelæsninger ved Akademie der Kunste i Hamborg. I 1963 skriver han Nulteatrets manifest og iscenesætter i overensstemmelse med dettes ideer St.I.Witkiewicz ´s Dåren og nonnen, som bliver præsenteret i Sweitz og i Tyskland. I 1964 skriver Kantor Emballagernes manifest, som definerer nye træk i hans malerkunst. I den tid ser man emballager, forskellige objekter, små brædder, alt i form af collage, fæstet til hans billeder. I 1965 får Kantor Fords stipendium og rejser til New York, hvor han lærer nye fænomener i amerikansk kunst at kende (bl.a. minimal-art, pop-art, happening). Tilbage i Polen realiserer han i Warszawa Polens første happening og skriver Happeningteatrets manifest - i dets ånd opfører han Witkiewicz`s Kurka wodna (Vandhønen). På samme tid bliver hans „Emballager" udstillet på separate udstillinger bl.a. i Baden-Baden, Paris, Basel og Kassel. Kurka wodna bliver præsenteret i Storbrittanien og Frankrig, og siden identificerer Kantor Teater Cricot 2 med ideen rejse, uendelig vandring. I alt spillede Teater Cricot 2 indtil 1990 i 27 lande over hele verden. Fra 1965 dateres Kantors samarbejde med galleriet Foksal i Warszawa, hvor han i årene 1965-1975 arrangerer en række kunstneriske begivenheder og happenings, og hvor han udstiller sine værker. Hans happenings bliver bl.a. også præsenteret i Nürnberg og Basel. I 1968 bliver Kantor igen nomineret til professorposten ved Kunstakademiet i Kraków, som han igen mister efter et års tid. I årene 1970-1973 fornemmer man i Kantors værker en ironisk og polemisk indstilling til konceptualisme og til påstande om billedkunstens ende. Han maler bl.a. billedserien Ambalaze konceptualne (Konceptuelle emballager) og Wszystko wisi na wlosku (Alt hænger i tynde tråde). I 1971 iværksætter han ideen om „Et umuligt monument" ved at placere en kolossal, 14 meter høj stol af træ foran Sonja Henie-Onstad Kunstcenter i Oslo. I 1973 annoncerer Kantor et nyt afsnit for Teater Cricot 2, idet han skriver Det Umulige Teaters manifest, hvis ideer derefter manifesteres i hans iscenesættelse af Wikiewicz`s „Nadobnisie i koczkodany" (Skønhederne og fugleskræmslerne). I 1978 giver Goethe Fonden i Basel Kantor Rembrandts Pris for hans malerkunst . I 1975 skriver Kantor Dødens Teaters manifest og opfører Martwa klasa (Den døde klasse), en af verdens kendteste teaterforestillinger. Overøst med priser (bl.a. OBIE-prisen i New York), inviteret med Cricot 2 verden over, præsenteret fra Los Angeles til Tokyo, blev han i levende live en del af det 20.århundredes teaterhistorie. I 1980 skaber han forestillingen Wielopole, Wielopole, i 1985 Niech sczezna artysci (Lad kunstnere gå til grunde) og i 1987 - Nigdy tu juz nie powróce" (Jeg kommer her aldrig igen) - værker, som blev entusiastisk modtaget af publikum og teaterkritikere verden over, og hvor han med enorm styrke viste erindringens og individets liv på baggrund af den moderne verdens massekarakter. I hans malerkunst sker der også en mærkbar ændring. Kantor binder sig til „Galerie de France" i Paris og maler påny figurativt, idet hans forbindelse til teatret bliver akcentueret. I årene 1989-1990 maler han en gribende, pessimistisk cyklus Dalej juz nic (Intet fremover). I løbet af 80-erne får kunstneren utallige priser og udmærkelser - i bl.a. Frankrig, Tyskland og Italien. Igennem 80-erne arbejder han intenst med studerende bl.a.i Palermo, Avignon, Milano, og skaber vilkår for, at hans værk og ide kan bevares og viderebringes; i 1980 oprettes i Kraków „Cricoteka" - et arkiv, museum og bibliotek for Teater Cricot 2, og i 1984 realiserer Kantor i Hucisko,en landsby i nærheden af Kraków, ideen om et center for hans og hans kones, billedkunstneren Maria Stangret, malerkunst. Denne er nu under Tadeusz Kantor Fondens beskyttelse. Tadeusz Kantor døde af et hjerteanfald d.8.december 1990, mens hans teater arbejdede med prøver af det nye skuespil: Dzis sa moje urodziny (I dag er det min fødselsdag). Tilrettelagt af Lech Stangret Oversat af Boguslawa Sochanska