I haven dufter der svagt krydret og forårsvarmen er ved at brede sig. Der er en stille 'sitren' i luften og et krystalklart lys strømmer ned fra en meget blå himmel. Her får man en fornemmelse af at være uden for tid og sted; måske skal man være her, måske skal man stå lige her, med ansigtet vendt mod Jerusalem, for at kunne se en sammenhæng mellem Pamela Silvers have og hendes akvareller. De er ikke en kopi af naturen. Men atmosfæren, stemningen, farverne og duften går igen i en sådan grad, at man alligevel genkender det hele på papiret. Pamela Silver og hendes familie ledte i 10 år, før de fandt det helt rigtige sted at bo. De kunne have slået sig ned hvor som helst. ”Men det var her, jeg fandt den ekstra dimension i livet, som jeg søgte”, svarer hun på spørgsmålet om, hvorfor det så lige skulle være her. ”Jeg har mit Paradis lige uden for døren, og det er blandt andet her, jeg henter inspiration til mine billeder”. Pamela viser rundt i sit atelier og finder et par akvareller frem med blomster, der ligner dem i haven. Hun har skuffer, skabe, hylder og gulve fyldt med malerier. Et udvalg af billeder fra en af skufferne viser, hvordan hun eksperimenterer og arbejder med de samme temaer i flere forskellige værker: cirklen går ofte igen i mange af de nyere kompositioner, der rejser dybt ind i Pamela Silvers indre verden. Erindringer, drømme og længsler manifesterer sig i et abstrakt billedsprog – i en eksplosion af sarte, lyse pasteller. Der er også billeder med mørkere, mere brændte farver, og temaer, der peger på erindringer fra barndommen i Afrika. Men trods variationerne, så bærer alle malerierne præg af at være skabt i et klima, et landskab og en kultur, der ligger langt fra Danmark. Og man kan undre sig over, hvorfor Pamela Silver er medlem af kunstnergruppen Riimfaxe, der har rødder langt ned i den nordiske muld. Men ligesom de andre kunstnere i gruppen arbejder Pamela med naturen og selve materialet som inspirationskilde. Og hendes udtryk er på samme måde rent og renset for alle overflødigheder. Men hendes farvesprog – den stille optimisme, det umiddelbare og poesien, der kommer til udtryk i de sarte pasteller på det hvide papir, er en fornem kontrast til gruppens øvrige værker.