En fredelig bombe

Bomberne fløj om ørerne på københavnerne og satte hundreder af huse i brand, da englænderne angreb byen i 1807. Alle flygtede ud af deres huse, og mange søgte ly i Rundetaarn, der hurtigt blev fyldt med mennesker, og hvad de nu kunne nå at få med sig af habengut. Rundetaarn og Trinitatis Kirke blev ramt flere gange, men der skete næsten ingen skader på bygningerne. Rygtet siger, at kun en enkelt bombe faldt lige ned midt i bibliotekssalen, der husede universitetets kostbare bøger og dokumenter. Bomben rev hjørnet af en bog med titlen ”Defensor Pacis” – Fredens forsvarer.