Ur uden visere

Trinitatis Kirke havde et urværk, der stod på stokværket under tagrytteren på Ringerloftet. Urværket var et af mange offentlige ure i København, og da de fleste ikke havde ure i deres hjem før midten af 1800-tallet, var kirkernes tidsangivelser vigtige for byens borgere.
Datidens store tårnurværker blev kaldt for “sejerværker”. Det er betegnelsen for et urværk, der ikke nødvendigvis styrer visere på en skive, men som markerer tiden ved timeslag og kvarterslag. Det oprindelige urværk brændte i 1728, men kirken fik et helt nyt værk i 1731, som nu står udstillet på Ringerloftet.