To koncerter med Turbolens

05.02.2018
i: Koncert

web6-1080x720

Koncert 5. februar 2018 kl. 19. Turbolens spiller sin første koncert nogensinde på Frost Festival. Oplev et legende, afsøgende og eksperimenterende band i Rundetaarns lyssatte Bibliotekssal.

Koncerten kl. 19 er udsolgt – ekstra koncert kl. 22 Udsolgt

Køb billet 175 kr.

København er fuld af lys. Også i vinterhalvåret hvor mørket lyses op af lygtepæle, biler, butiksfacader, neonskilte og lys fra lejligheder. Men sådan har det ikke altid været, engang var nattehimlen over byen kulsort. Da Rundetaarn stod færdig i 1642, var det således bygget som observatorium med frit udsyn til stjernerne, men i takt med at befolkningstallet og mængden af bygninger steg, fortrængte nye lyskilder byens mørke og det kosmiske udsyn.

For en stund genskaber Frost Rundetaarns oprindelige funktion, når bibliotekssalen i den ikoniske bygning mørklægges og omdannes til en funklende og stjerneklar nat af subtile lyskilder og legende toner fra gruppen Turbolens.

Bo Rune Madsen udgjorde med sit ekspressive og originale guitarspil i flere årtier en hjørnesten i Mew, men i 2015 forlod han den legendariske danske gruppe. I kølvandet på det brud søsatte han gruppen Turbolens, der udover ham selv består af børn i alderen 10-14 år, som han har rekrutteret fra Bernadotteskolen i Hellerup, hvor han og resten af Mew selv slog deres folder, da bandet blev dannet i midten af 90’erne, og hvor hans egne børn nu går.

Turbolens et lystfyldt frikvarter, et medrivende musikalsk laboratorium, der dyrker et åbent og afsøgende udtryk, hvor der konstant eksperimenteres med instrumentering og kompositoriske virkemidler, solovokal og medrivende korsang, og hvor der både er rum for følsomme, men musikalsk euforiske udbrud som ’Rastløse bevægelser’, der er blevet fremhævet af Soundvenue som et af 2017’s allerbedste danske numre og har været i tung rotation på P6 Beat, og mere søgende og mørke stunder som den nye single ’Drømmen’ fra efteråret 2017. Frost er stolte over at præsentere den absolut første koncert med Turbolens nogensinde.

Om Frost Festival:

Frost Festival forvandler i februar 2018 Københavns vintermørke til scene for enestående oplevelser med livemusik og lyskunst. Nu offentliggøres de første aktiviteter: lysværket ‘Skygazer’, som udstilles i Rundetaarns bibliotekssal og fem koncerter med nye stjerner på den musikalske himmel, som vil foregå under lysværkets fiktive himmelhvælv. Oplev det fremstormende danske band Turbolens spille sin første koncert nogensinde, sydafrikansk folk med Alice Phoebe Lou, den tyske klavervirtuos Martin Kohlstedt, dobbeltkoncert med danske Excelsior og Ellis May samt New Yorks pophåb Gus Dapperton.

Læs mere om Frost koncerterne her:

Turbolens d. 5. februar
Martin Kohlstedt d. 14. februar
Excelsior & Ellis May d. 18. februar
Alice Phoebe Lou d. 19. februar
Gus Dapperton d. 22. februar

Lysværk undersøger vores forhold til lys og mørke
Gæster til ‘Skygazer’ vil opleve en kunstigt skabt nat af lys og lyd. Loftet omdannes til et himmelhvælv, som skiftesvist illuderer en stjerneklar nat og byens aura af kunstigt lys, der begrænser synligheden af nattens naturlige lys fra stjernerne og månen. Samtidig skaber et helt særligt soundtrack en dyb ro i udstillingen. ’Skygazer’ er skabt af Frosts egne lysdesignere og undersøger forholdet mellem lys og mørke ud fra tidens debat om lysforurening og Rundetaarns funktion som først videnskabeligt observatorium og siden som folkeobservatorium.
Rundetaarn blev oprindeligt bygget af Christian 4. i 1642 som stjerneobservatorium. Men som byen voksede, steg mængden af lys og udfordrede tårnets oprindelige funktion – det kunstige lys i byen gjorde det simpelthen svært at se stjernerne, og observatoriet rykkede derfor til Øster Vold. Siden er observatoriet i Rundetaarn blevet genetableret som et såkaldt folkeobservatorium, hvor astronomisk interesserede kan kigge på stjerner gennem tårnets stjernekikkerter – også til Frost-koncerterne, hvor publikum selv kan prøve at kigge på stjerner i folkeobservatoriet guidet af Rundetaarns astronomer.