FORNUFTENS SØVN AVLER UHYRER

28.05.2017
i: Særarrangement

thales

Debataften 28. maj 2017 kl. 19 om det postfaktuelle samfund i Bibliotekssalen, Rundetaarn. 

Vi markerer den filosofisk videnskabelige traditions 2602 års fødselsdag (Thales dag) med en aktuel paneldebat bestående af journalist Martin Krasnik, folketingsmedlem Bertel Haarder, filosof og sociolog Ole Thyssen og forsker Dorthe Dahl-Jensen. Debatdeltagerne kommer fra vidt forskellige baggrunde indenfor politik, medier, filosofi og videnskab der alle tager afsæt i den analytisk/kritiske tænkning.

Med afsæt i Brexit og det amerikanske præsidentvalg, stiller vi spørgsmålet om hvorvidt vi er på vej ind i det post-faktuelle samfund, hvor følelser og personlige holdninger vægter højere end objektive fakta? Nogle mener, faren for at vi er på vej tilbage i retning af middelalderens intellektuelle stagnation er reel, mens andre finder polemikken overdreven, fordi vi altid har levet lidt post-faktuelt. Hvem er ansvarlige for polemikken, og hvad siger den om vores samtid? Hvad kan politikere, medier og intellektuelle gøre for, at vi holder os på fornuftens spor, og sikre at befolkningen kan have tillid til dem?

Traditionen tro, fejrer vi Thales dag med at afsløre vinderen af sidste års bedste forudsigelse og ruller igen forudsigelsesbrønden frem i år. Udover den spændende debat vil der være musik af H.E.R tribe og Alfkil og mulighed for at besøge Rundetaarns bemandede Observatorium.

Vi serverer lækre snacks fra: http://videobar.dk/

Om paneldeltagerne:

Thales 2017 Krasnik 13906703_10154385700823838_8488296937057555771_n (003)
Martin Krasnik er chefredaktør for Weekendavisen, og har i mange år været en populær vært på Deadline på DR 2. Krasnik er en af den kritiske journalistiks væsentligste fanebærere herhjemme.

Thales 2017 Ole Thyssen Image (002)
Filosof og sociolog Ole Thyssen er Professor Emeritus ved Institut for ledelse, politik og filosofi ved Copenhagen Business School. Thyssen er èn af landets mest ansete filosoffer og samfundsdebatører, og modtager af Statens Kunstfonds hædersydelse for almen kulturelt forfatterskab.

Venstres Landsorganisation - Charlotte Wognsen / Venstres Landsmøde 2016 i Herning Kongrescenter.

Bertel Haarder er folketingsmedlem for Venstre og den længst siddende minister i moderne danmarkshistorie, heraf samlet set over 15 år som undervisningsminister.

Thales 2017 Dorthe Dahl-Jensen 5-1500 (002)
Dorthe Dahl-Jensen er leder af Center for Is og Klima ved Niels Bohr Instituttet i København. Hendes arbejde med at kortlægge fortidens klima gør os klogere på fremtidens, og har indbragt hende fornem hæder, heriblandt den prestigefulde europæiske Descartes Pris.

 

Musik af:
H.E.R. tribe: https://www.facebook.com/H.E.R.tribe/?fref=ts
Alfkil: https://www.facebook.com/alfkilw/?fref=ts

 

Tid: 19.00-22.00 (Vi begynder med paneldebatten)

Pris: 90 kroner (billetten inkluderer et glas vin)
Køb billet i Rundetaarns webshop

BEMÆRK: Det er kun muligt at købe billetter online indtil lørdag den. 27 maj. Rest billetter sælges i døren.

Arrangementet støttes af
vester

Læs om Thales Dag her: https://www.facebook.com/traditionofphilosophyandscience/

Video fra sidste års arrangement: https://www.youtube.com/watch?v=eYQB0XNGLWo

Arrangør: Henrik Schøneberg, filosof

 

 

Mere om Thales:

Thales- filosoffen der forandrede verden

Når man står på toppen af Rundetaarn, og kigger udover byen, ser man samtidig udover en skov af videnskabeligt baserede frembringelser, der er vokset frem gennem de seneste århundreder, og som har skabt den moderne civilisation. Manden der såede det frø, der fik denne proces til at spirre, var filosof og hed Thales.

Thales levede i den græske by Milet for 2602 år siden, og før ham fandtes der ikke egentlig videnskab, for man havde ikke fantasi til at forestille sig, at mennesket kunne opnå indsigt i naturens grundlæggende sammenhænge. Den indsigt var forbeholdt guderne.

Ifølge oldtidens forståelse intervenerede guderne i alt efter forgodtbefindende, så da en solformørkelse indfandt sig midt i et slag øst for Milet mellem de to folkeslag mederne og lydierne, troede man, at det var et tegn fra guderne om at stoppe krigen, og man indgik straks våbenhvile, og sluttede fred. Rygtet ville vide, at en stjernebeskuende tænker ved navn Thales havde forudsagt netop denne solformørkelse, og derfor begyndte man at lytte bedre efter, hvad han i øvrigt havde at sige, hvilket skulle vise sig at være noget af det væsentligste, nogen nogensinde har sagt.

I stedet for at acceptere overleverede fortællinger om, hvordan personlige guder havde skabt verden, argumenterede Thales for, at tilværelsen grundlæggende set har en naturlig forklaring, og at alting udspringer fra vand. Konklusionen var forkert, men hans metode var revolutionerende.

Thales havde sat mennesket fri til at søge forklaringer på livets dybere sammenhænge i naturen selv, og i tiden efter Thales udvikledes teorier om alt mellem himmel og jord baseret på rationelle argumenter og observationer i naturen. Xenofanes sagde f.eks., at verden vekslede mellem at udtørre og være dækket af vand, fordi der fandtes fossiler af havdyr langt inde på land. Selvom konklusionen var forkert, var det et skridt i den rigtige retning, fordi han bragte fokus på empirisk bevisførelse og vigtigheden af fossiler, og skridt for skridt fik man mere og mere indsigt i tilværelsens egentlige sammenhænge.

Den nye tænkning baseret på beviser, observationer og kritisk tænkning fremfor tradition og autoritet skabte progression i menneskets tænkning, og fik videnskab og demokratisk tankegods til at blomstre op. Det hele gik godt nok i glemmebogen igen i tiden efter det gamle Grækenlands storhedstid, men Thales og hans efterkommeres tanker blev bevaret i skrift, og da de atter blev bragt ud af middelalderens tankemæssige stagnation, førte det til den moderne civilisation, vi oplever i dag.

Fejring

I begyndelsen var alle videnskaber samlet under filosofiens område, og den filosofiske undersøgelse har herefter udskilt selvstændige videnskaber med egne begreber og metoder. Thales var således bl.a. økonom, meteorolog, politisk analytiker og astronom. Samtidig var han en vismand, man lyttede til i almenmenneskelige anliggender.

Da Thales blev spurgt; “Hvad er svært?”, svarede han; “At kende sig selv”, og til spørgsmålet; “Hvad er let?”, svarede han; “at give andre gode råd”. Man fornemmer i dette den spøgefuldhed, som er karakteristisk for historierne om Thales, og selvom man måske ikke forbinder filosofi med noget uhøjtideligt og muntert, så er det ikke usædvanligt med humor og ironi i filosofiske tekster.

Det er på tilsvarende vis med en blanding af alvor og glimt i øjet, at man kan sige, at filosofien opstod lige præcis d. 28. maj 585 f.v.t., hvor Thales solformørkelse indtraf. Man diskuterer stadig om hans forudsigelse var sand, og hvilken historisk betydning den havde, men der er stærke beviser for, at lige omkring den tid for 2602 år siden skete der et ekstraordinært skred i den menneskelige erkendelse. Det er værd at mindes på den dag, som historiske beretninger og filosoffer op igennem tiderne har forbundet med Thales- tænkeren der er bredt anerkendt som verdens første filosof.

Rundetaarn har bl.a. huset Københavns Universitets bibliotek og deres filosofisamling, samt Ole Rømers observatorium som stadig er funktionelt. I kraft af sin historiske og kulturelle betydning er det derfor det rette sted i Danmark at fejre Thales solformørkelse og den skelsættende opblomstring af filosofi og videnskab, der efterfølgende skete.

Henrik Schøneberg, Filosof