Man kunne jo flytte tårnet

Af Jesper Vang Hansen

 

 

København voksede i slutningen af 1800-tallet, trafikken tog til og nærmede sig grænsen for det mulige. Selvom der var opfundet færdselsregler, herskede der anarki blandt gadens trafikanter. I stedet for at løse trafikproblemerne med færdselsregulering, udvidede man gadernes bredde og lavede planer for nedrivning af huse i de gamle kvarterer med krogede gader. I Købmagergade var vejbanes indsnævring mellem Rundetaarn og Regensen (Bygningen overfor tårnet) et stort problem, og den havde længe været farligt for de mange, der hver dag færdedes i gaden. En af politiets trafiktællinger fra 3. april 1897 talte 3445 hestevogne og kærrer i alle størrelse og 1666 ridende eller cyklende mennesker i gaden. Persontransporten blev foretaget af hestetrukne omnibusser, og på denne tidlige aprildag talte man 716 af slagsen fra kl. 6 om morgenen til kl. 22 om aftenen.Se også video om trafikken i Købmagergade i 1890’erne.  

Der var ikke meget plads til den voksende trafik i Købmagergade omkring 1900. Klik for større foto

Der var ikke meget plads til den voksende trafik i Købmagergade omkring 1900. Klik for større foto.

Der var ikke meget plads til fodgængerne. Klik for større billede.

Fortovet ved Rundetaarn gav ikke meget plads til fodgængerne. Klik for større billede.

Så smalt var fortovet ved Rundetaarn. Klik for større foto.

Så smalt var fortovet ved Rundetaarn. Klik for større foto.

Foreningen Hovedstadens Forskønnelse bad i 1896 arkitekt Martin Borch om at løse problemet omkring indsnævring på gaden. Forslaget var at sløjfe de underste værelser i Regensens fløj mod gaden og lave en arkade, hvor de gående kunne færdes i sikkerhed. Arkadeplanen blev indsendt til Magistraten til godkendelse. Året efter tilbød arkitekt Anton Rosen, der på mange måder konkurrerede med Borch om opgaver i byen, en langt mere visionær løsning af trafikproblemet:Rundetaarn kunne ”trilles” 40-50 meter ind på kirkepladsen ved siden af Trinitatis Kirke. Ideen havde han hentet fra en flytning af et hotel i Boston og en baptistkirke i Chicago. Begge bygningers vægt svarede til Rundetaarns. Fra arkitekt Rosen og ingeniør N.C. Schouboe hånd findes flere forskellige forslag på denne kontroversielle løsning.* Et, hvor tårnet skulle stå frit ved siden af kirken og et, hvor det er sammenbygget med kirken. Begge forslag krævede, at Købmagergade 52 – det nyværende studenterhus – skulle nedrives for at give luft omkring tårnet. Rosen eksperimenterede også med proportionerne mellem tårn og kirke: Ved at fjerne Bibliotekssalen og løfte tagetagen fire meter ned på hvælvet, ville tårnet tage sig mere pompøst ud. Et andet forslag var at forhøje tårnet med en overbygning, der ville tilfredsstille tidens trang til at bygge i højden.

Arkitekt Rosens plan faldt ikke i magistratens smag. I stedet blev arkitekt Borchs forslag bragt til udførsel i 1908-09, hvilket var på høje tid, da gaden havde fået endnu et transportmiddel: Den moderne automobil.Problemet med trafikpropperne ved Rundetaarn blev først løst, da gaden blev gågade i 1973.

*Se også Anton Rosens overslag og beskrivelse & artikler fra Illustreret Tidende

I 1897 foreslog arkitekt Anton Rosen at flytte Rundetaarn for at give plads til trafikken. Anton Rosen, 1897.

I 1897 foreslog arkitekt Anton Rosen at flytte Rundetaarn for at give plads til trafikken.
Anton Rosen, 1897.

 

Kilder: Anton Rosens tegninger, overslag og beskrivelse, 1897.
Illistreret Tidende, 1897-1900