Her købte H.C. Andersen hatte

Hattebutikken Petitgas ser stort set ud, som da den åbnede i 1857. Klik for større foto.

Petitgas er verdens næstældste hattebutik. Klik for større foto.

Af Bernhard Tommerup, indehaver af hattebutikken Petitgas.

Siden F. Petitgas åbnede sin butik i Købmagergade 5 d. 23. april 1857, har der været en flittig trafik op ad trappens fire trin, hen ad gangen og til venstre ind i butikslokalet.
Efter sigende, var H. C. Andersen kunde i butikken, der også tiltrak folk fra udlandet.

Lokalet er i høj grad originalt: Skabene og lågernes skinner er de originale fra 1857. Glasloftet, kasseapparatet og det blyindfattede vindue kom til i 1892 – samtidig med, at butikken skiftede fra gaslys til el.
Linoleumsgulvet er fra 1934 og holder stadig til dagligt brug.
Da butikken og hele ejendommen er fredet, bliver forretningen videreført i de klassiske omgivelser.

Ejeren Francois Petitgas og hans familie boede i ejendommen.
Der var 40 ansatte til produktion af hatte i baghuset, så der har også været en del trafik på bagtrappen og rundt i ejendommens øvrige lokaler.
Der produceres ikke hatte i bygningen længere.

Francois Petitgas fik guldmedalje på verdensudstillingen i Paris i 1900. Han var således verdens bedste hattemager på det tidspunkt – i en alder af 75 år.
Petitgas døde da han var 88 år. Hans enke (f. Caroline Petersen) og datter overtog forretningen i 1913 og solgte den til familien Rasmussen i 1924. Anton Rasmussen købte Bodecker i 1934.
Her var det Anton Rasmussen (f. 1877, d. 1960), der drev virksomheden frem til sin død, hvor sønnen Frode overtog styringen frem til 1981, hvor han så blev afløst af tredje generation, repræsenteret ved Steen.
Kurt P. Jensen blev ansat i 1994. Efter seks år som bestyrer overtog han Petitgas og drev den frem til 1. januar 2013, hvor Bernhard Tommerup tog over som nuværende ejer.