Øjenvidne til branden i 1728

Peder Horrebows beskrivelse af Københavns brand i 1728

Fra bogen Basis Astronomiae af Peter Horrebow
Oversat fra latin af lektor Ole Olesen og udgivet i
Axel V. Nielsens bog Ole Rømer, København 1944.
Indscannet af Erling Poulsen. Her er alle aa erstattet med å, og navneordene har fået lille begyndelsesbogstav for at gøre teksten mere læselig for dem, der har gået i skole efter 1948.

Horrebows beskrivelse er i kapitel X (§§ 139 184), der handler om Rømers undersøgelser over fiksstjernernes årlige parallakse, den lille bevægelse sigtelinjen til en stjerne burde have på grund af jordens bevægelse rundt om solen. Det ser ud, som er Horrebow i sit arbejde med at skrive det nævnte kapitel af Basis Astronomiae blevet afbrudt af ildebranden: I § 167 forlader han pludselig sit emne og går over til at omtale branden.

§ 167. —— (Men hvad hører jeg! en menneskeskare, der løber frem og tilbage på pladsen og råber! Lyd af fløjter, pauker, klokker o. s. v. ak, det er en ildebrand, der tager overmåde kraftigt til) den 20.oktober 1728, klokken 7 om aftenen. se § 131).

§ 168. Jeg venter; ildebranden er langt borte fra mit hus, og i denne by plejer den altid at blive slukket i det hus, hvori den opstår; Måske frygter jeg uden grund. Branden, der tager stadig kraftigere fat, hærger nabobygningerne, den breder sig længere og længere ud, thi gløder, der spredes over endog lange afstande, antænder de bygninger, de træffer. Dog svinder håbet ikke endnu; thi vinden, der blæser fra sydøst, vil med guds hjælp snart få branden til at ophøre. Omtrent otte timer efter kaster vinden, der nu kommer fra syd, store ildflager hen over mit hus (det lå i Studiestræde) og antænder og hærger huse, der ligger langt på den anden side af dette; også meget træværk antændes på min grund og styrter sammen, og mine klæder svides; mange ting, der ligger på mit loft, trues af øjeblikkelig fare.

§ 169. Tjenestepigerne sendes bort med otte børn (Horrebow fik i alt 20 børn med den samme kone), deraf fire upåklædte lige fra sengen, ammen går bort med det nyfødte barn (Peder Horrebow d.y. som senere blev observator på Rundetaarn); undervejs kommer hun bort fra de øvrige og er ikke til at finde i tre uger. Sammen med mig forbliver min hustru, der lige havde rejst sig af barselseng, og min ældste, sekstenårige søn; vi flytter alt, som hurtigt kan bæres bort, hjulpet af vore venner, som snart vil blive udsat for den samme fare. Til de akademiske auditorier bæres bøger, indbo og især astronomiske observationer. To til tre timer senere rejser vinden sig kraftigt fra vest; den sender brandflager i tætte rækker og minder nogle af de venner, der er sammen med os i auditorierne, om, at de nu skal sørge for sig selv og har nok at gøre med deres egne sager; adskillige, der mener, at de endnu er uden for fare, bliver og hjælper os, og mine ting bæres over i det astronomiske tårn; fremmede fylder alle adgange til tårnet neden for mig med deres bohave. Udmattet af luften, anstrengelser, nattevågen og bekymring går min ulykkelige hustru bort for at søge sine børn, medens det endnu er muligt at komme ned; jeg selv kan næppe mere løfte mine hænder, men bliver sammen med min søn, skønt jeg snart, mens jeg betragter mit brændende hjem, næsten afskæres fra at komme ned og ud, idet forskelliges møbler stuves sammen neden for mig i tårnets gange.

§ 170. Af studenterne fjernes fra auditoriet i collegium regium (regensen) lige overfor tårnet tegl, hvormed det underliggende bjælkelag omhyggeligt dækkes; således håber jeg, at tårnet sammen med den tilliggende kirke vil blive reddet; og for auditoriet var denne plan heldbringende, men vinden, der i nogle få timer blæste fra nordvest, antændte kirkens lille tårn (klokketårnet) omtrent klokken fire om eftermiddagen d. 21. oktober. Op til dette spir støder meget bygningsværk af træ, idet det akademiske bibliotek med de mange reoler ligger neden under; her har jeg ikke lang tid at tøve; jeg kaster ud af vinduerne puder og lagener, som tyve, der står nedenfor med udstrakte arme, griber og løber bort med. Hvorfor skal jeg da opholde mig her længere med fare for mit liv.

§ 171. Heldigvis havde jeg hjemme samlet nogle få manuskripter, som jeg dog hurtigt kunde finde blandt mine småting, skønt de var bragt i største uorden, og tage dem til mig, og otte malmtavler, der var bestemt til selve dette værk. Disse, der nu lå i et skrin, tænker jeg at tage ud derfra og således frelse dem fra de truende flammer, men i tingenes store forvirring er nøglen blevet borte, derfor nødes jeg til at bære også selve skrinet, så at jeg ikke har kræfter til at tage noget andet med mig. Jeg lader da alt andet, også værdifulde ting, blive tilbage og bringer, snart gående, snart krybende, mit skrin ned og bærer det med min søns bistand ud ad den eneste udgang, der var. Vore tanker virker ikke rigtigt mere vi synes snarere at handle efter instinkt end efter en plan. Op på mine skuldre sætter min søn skrinet, som han ikke selv magter at bære, og han går hen for at søge efter vor familie, som jeg ad en anden vej begynder at opsøge, idet jeg bærer alt mit med mig; og undervejs fortæres min hat af flammerne; bevæget af medynk rakte en anden mig en hat, jeg véd ikke hvem eller hvor.

§ 172. Jeg ønsker, at denne lange parentes skal læses her, for at ikke eftertiden skal tro, at så talrige og så nøjagtige observationer, Rømers og mine, er gået til grunde ved nogen forsømmelse fra min side; intet har jeg taget mig eller tager mig så nært som dette tab. Læseren vil let kunne forstå, hvor meget denne ulykkelige udarbejdelse af den årlige parallakse har kostet mig; min beskrivelse har jeg udgivet på egen bekostning; flere eksemplarer har jeg uddelt gratis til mine venner og andre, adskillige har jeg også ikke uden udgift sendt til udenlandske ¬venner, de øvrige fortæredes for størstedelen af ildebranden. Men Rømers undersøgelse angående den samme parallakse tillige med dertil hørende ting har jeg unddraget de fjendtlige flammer med opofrelse af egne værdifulde ting, som jeg ellers havde kunnet frelse.

1) Horrebow henviser i § 167 til § 13, der følger efter en ufuldendt beskrivelse af Tyge Brahes store globus. Den stod på Rømers tid på Rundetaarn og brændte også i 1728.