miniTEX14

02.11.2014
i: Udstilling

webKatalog-forside-til-Rund
4. oktober – 2. november.
Dansk Tekstillaug – væv, tryk og broderi – sætter med udstillingen Minitex fokus på små og store tekstile værker fra ind- og udland.

Udstillingen viser i alt 98 censurerede værker af 52 indsendere, desuden både mini og maxi værker af 11 inviterede gæster – 7 fra Danmark og 4 fra Sverige.

Og hvad er så minitekstiler? Et naturalistisk sofastykke eller tov-tykke relieffer? At skabe nye små værker og udvikle eget udtryk i frihed til at eksperimentere ligger udstillerne på sinde. Minitekstiler kan både være prøveklude for alverdens teknikker og bruges til udvikling af originale udtryk med nye materialer og gamle kendte teknikker. Og eksperimenteret er der sandelig, både blandt udstillingens censurerede deltagere og blandt gæsteudstillerne. Resultatet er mange inspirerende værker på to gode udstillingssteder. Inden åbningen i Rundetaarn, vil udstillingen befinde sig hos Nicolai Kunst & Design i Kolding 12.sept.-28.sept.

Publikum inviteres til at væve med på en stor væv, opstillet i Bibliotekssalen , og der vil være særlige aktiviteter i udstillingen i forbindelse med tårnets aftenåbninger. Lauget ønsker at skabe debat, afholde ”artist talks”  og arrangere tekstile aktiviteter for publikum i samarbejde med Laugets Vævekurser. Derudover er tekstilkunstner Anne Louise Bang inviteret til at fortælle om og kommentere tekstilgruppen Tekstile Illusioners værker, og billedvæver cand. mag. i kunsthistorie, Ulrikka Mokdad, til at debattere emnet minitekstiler. Endelig afholder Laugets Vævekurser sit 10 års jubilæum med flere ”Artist Talks” og andre tekstile fornøjelser.

På udstillingerne uddeles der i alt 4 priser – 2 hvert sted, valgt via stemmer fra publikum og af de involverede bestyrelser.

Udstillingen er støttet af L.F. Foghs Fond, Toyota Fonden, Kunstfonden, Kolding kommune, Københavns kommune, Laugets Vævekurser og Garnindkøbsforeningen af 1998.

Læs mere her

Dansk Tekstillaug – væv, tryk og broderi