Dommedag

Undergangsscenarier naturvidenskabeligt set
Erling Poulsen

Forudsigelser
 erosNaturvidenskaben bygger på observationer (som flere har tilfælles og kan kontrolleres) og på eksperimenter. Den erfaring der hermed fås bliver så systematiseret og formuleret, derpå kan den viden, der er opnået, bruges til at forudse hvordan naturen vil opføre sig.
Med hensyn til Dommedag har menneskeheden ingen erfaringer og eksperimenter kan af gode grunde ikke udføres, så forudsigelser kan ikke laves. Dog kan der, f. eks. på grundlag af antallet af legemer i Solsystemet og Jordens tværsnit, gives et bud på, hvor mange millioner af år der er imellem, at vi rammes af et legeme af en given størrelse;
men om det sker i morgen eller om 100 mio. år kan der intet siges om.
Det er dog muligt at opstille forskellige scenarier som vil gribe stærkt forstyrrende ind på livet her på Jorden og det er gjort nedenfor.

Universets undergang (Sky & Telescope aug. 98)
Den måde Universet vil gå under på afhænger af dets gennemsnitsmassefylde, hvis den er tilstrækkelig stor (>m0 ~ 3 Brintatomer/m3) vil rummets nuværende udvidelse stoppes af gravitationen og rummet vil begynde at falde sammen og ende i et punkt med uendelig energitæthed og dermed ophøre med at eksistere, “Big Crunch”. Da Universet i dag udvider sig må det være “ungt”, og der må være mindst 50-100 mia. år til “The Big Crunch”. Et Univers med denne egenskab kaldes et lukket univers.
Hvis gennemsnitsmassefylden er lav (dvs. < m0 eller = m0) vil Universets egen masse ikke kunne stoppe udvidelsen og denne vil fortsætte uendeligt (ordet uendeligt betyder i denne forbindelse uendeligt). Det betyder ikke at vi med sikkerhed kan sige hvordan Universet vil se ud om rigtig mange år, for vor erfaringer med stof er begrænset af de ca. 15 mia. år Universet hidtil har eksisteret, f.eks. vil en henfaldstid for protoner på 1 mia. mia. mia. x Universets nuværende alder  betyde at stof, som vi kender det ikke vil findes mere til den tid (protonens henfald er dog ikke påvist eksperimentelt, men indgår i nyere teorier for hvad stof er).
Men allerede længe før, når Universet er blevet 1000 gange ældre end nu, vil alle stjerner være udbrændt, og senere vil deres degenererede aske (samt hvad der måtte være af planeter) være diffunderet væk fra galakserne og ud i rummet, de vil være jævnt fordelt i den tids meget større Univers. Alle målinger tyder på at Universets gennemsnitsmassefylde er ca. 25% af m0, derfor er det den sidste mulighed som er sandsynlig. Det kaldes et åbent univers.

Solens undergang (Sky & Telescope maj 94, Sci. Am. Sep. 98)
Solen er en typisk (ret lille) hovedseriestjerne, som for 5 mia. år siden begyndte sit stjerneliv. Mens en stjerne er i hovedserien vokser dens lysstyrke langsomt, Solen lyste i Jordens barndom ikke så kraftigt som nu. Om ca. 6-7 mia. år vil Solen have brugt sit sidste brændstof og dermed forlade hovedserien for at leve få mia. år som rød kæmpestjerne. En rød kæmpe udsender både meget energi, som vil smelte Jordens overflade, og udsende en kraftig stjernevind, som vil blæse Jorden ud i en større bane. Efter at have været rød kæmpe vil Solen udvikle sig til en hvid dværgstjerne uden indre kerneenergiproduktion. Den vil derfor ende som en sort slagge.
Solen kan gå under før, hvis den rammes af en anden stjerne, muligheden kan ikke udelukkes, men chancen er umådelig lille da stjernerne er meget små sammenlignet med afstandene mellem dem. Statistisk set er Solen i løbet af de sidste 5 mia. år blevet passeret af én stjerne i afstanden 900 gange Jord-Sol afstanden, en passage som
end ikke ville genere planeternes baner.

Jordens undergang
Bortset fra smeltningen, som er nævnt ovenfor, er det eneste som kan ødelægge hele Jorden en træffer af et himmellegeme med masse som Mars og en typisk planet-hastighed. Et hit af denne art er en af forklaringerne på dannelsen af Månen, men det skete på et tidspunkt hvor solsystemet var fyldt med småplaneter og chancen for at blive ramt større end 0. En træffer vil udløse energi nok til at smelte jordoverfladen og dannelse af en ny dobbelplanet (som Jord-Måne).
I dag er de største himmellegemer vi vil kunne rammes af, planetoiderne, de er for små til at splitte Jorden, den største er ca. 1000 km stor, og det er for lidt.

Livet på Jordens undergang (Sky & Telescope maj 94)
Som nævnt ovenfor udsender Solen mere og mere energi, allerede om 1,1 mia. år vil Jordens overflade være så varm at liv ikke vil kunne eksistere, da vandet vil være kogt væk. Om livet til den tid er i stand til at flytte til andre kloder (f.eks. Mars) vides ikke, men hvis vi tænker tilbage på hvad liv var for 1,1 mia. år siden (mikroskopiske havdyr, fastlandet var goldt) og forestiller os en lignende udvikling i de næste 1,1 mia. år er næsten alt muligt.

Større dyrearters (bl.a. menneskets) undergang
En “beskeden” energiudladning på Jordens overflade vil kunne fylde atmosfæren med så store støvmængder at Jordens overfladetemperatur falder drastisk, fødekæder vil stoppe og alle højere dyrearter, som er mest sårbare, vil uddø. Af udefra kommende muligheder kan nævnes planetoider og især kometnedslag og af indefra kommende muligheder kan voldsom vulkansk aktivitet over store dele af Jorden være en mulighed.

krater  Dette krater findes i staten Arizona, USA; det blev dannet for 20 – 50000 år siden da en “mindre” jernmeteorit ramte. Diameteren er 1,2 km og dybden 145 m (i dag). Ved faldet blev alt levende indenfor 40 km dræbt. Vi ved at flere gange er mange dyrearter uddøde på få mill. år, samtidig må Jorden blive ramt en gang imellem af især kometer, så spørgsmålet er i dag ikke om vi bliver ramt men hvornår.

Med en “beskeden” energiudladning er i denne forbindelse tænkt på en træffer af en komet med en størrelse på 5-10 km.
Hyppigere bliver vi ramt af mindre kometer, som f.eks. Tunguska hændelsen i 1908, men denne hændelse svarede kun til en middelsvær Brintbombe og havde derfor kun lokal betydning. Hvis det var sket i København var byen selvfølgelig forsvundet, men resten af verden var fortsat.
Kometer
(Sci. Am. Sep. 98)
De findes især i Oort skyen, det er et område ca. 40000 gange længere fra Solen end Jorden hvor der, for at forklare hyppigheden af kometer, må befinde sig seks mill. mill. kometer, deres samlede masse er dog kun fyrre gange Jordens. I den afstand fra Solen har de omløbstider på millioner af år og udgør ikke nogen fare for os. Men deres baner kan forstyrres på forskellige måder og sende en byge ind mod det indre solsystem, hyppigheden af kometnedfald vil vokse 300 gange og det vil vare et par mill. år.
Af begivenheder der kan afstedkomme en byge kan tænkes:

1.En forbipasserende stjerne. Statistisk set vil en stjerne passere Solen i en afstand af 10000 gange Jordens solafstand hvert 36 mill år. Den næste stjerne der passerer er Gliese 710, en rød dværgstjerne, som passerer os i afstanden 70000 gange Sol-Jord afstanden om 1,4 mill. år, det vil forøge hyppigheden af kometer i vort hjørne af Universet med 50%.
2.Tidevandskræfter fra massekoncentrationen i Mælkevejens plan kan også forstyrre kometerne og sende dem ind mod os.
3.I Mælkevejen er store brintskyer med masser på op til 1 mill. solmasser, når solsystemet passerer en sky vil dens masse forstyrre kometbanerne og kunne sende dem mod os. Skypassager sker gennemsnitlig med 400 mill. års mellemrum

I dag tyder det på at 1. og 3. grund især bidrager til kometbygerne og at de bidrager lige meget.
Nærjords planetoider (Sky & Telescope juni 98) Man anslår at ca. 9000 sten med en størrelse på over 1 km er i kredsløb, som bringer dem tæt på Jorden. Man kender i
dag 350 af dem. Statistisk skulle vi rammes hvert 40000 år, men de mindre sten vil “kun” kunne udrydde en del af menneskeheden, resten vil få infrastrukturen ødelagt og så at sige skulle starte på en frisk. Da jorden er dækket af vand vil et nedslag sandsynligvis ske
i oceanet, det vil medføre store flodbølger (2-3 km høje) som vil skylle alt nærmere end 200 km fra kysten væk, men det er desværre netop i disse egne de fleste bor.
Vulkaner
Af vulkanske begivenheder tænkes på virkelig voldsomme, ikke på mindre katastrofer som Thera (som udslettede store kystområder i Middelhavet (omkr. 1300BC) eller Krakatau i 1880’rne.

Menneskeskabt undergang
En global atomkrig står (eller stod indtil for få år siden) for mange som en undergangsmulighed. Det er da også rigtigt, at hvis alle våben bliver fyret af på en gang, vil det svare til den energiudladning et komettræf ville have. Men at få koordineret en fælles eksplosion er ikke nogen enkel sag, og de stater, der ejer A-våben, vil nok ikke kunne samarbejde om udryddelsen af alle. En mere realistisk mulighed ved en global atomkrig er at mange våben vil ødelægges inden de kan bringes til eksplosion.

Økologisk undergang
Vi mennesker påvirker (ligesom alle levende væsner) vore omgivelser, vil vor påvirkning kunne blive så kraftig, at vi selv ødelægger mulighederne for en fremtid?
Svaret må nok være at vor globale miljøpåvirkning er begrænset sammenlignet med
andre faktorer. Vi kan muligvis ændre fordelingen af regn og tørke og dermed hvor vi kan leve, ændringer som er sket tidligere og er efterfulgt af folkevandringer. På kort sigt er der
store omkostninger ved miljøændringer, men at bruge ordet undergang vil være en vild overdrivelse.

Pest
Vi har erfaringer med pestepidemier, en af de værste var “den sorte død”, men selv om der i dens kølvand opstod flere dommedagsbevægelser (flagellanter o.l.) udryddede den “kun” 1/3 af Europas befolkning, og store områder gik ram forbi. En af grundene til at denne dødelige pest ikke dræbte flere var nok at sygdommen forløb hurtigt og dermed nedsatte chancen for at overføre smitte. Man kan vel forestille sig en dødelig pest med stor smitte, men med langsomt sygdomsforløb (som AIDS), og dermed voldsom sygdomsoverførsel, men indtil nu har der aldrig været en sådan pest, så erfaringen siger, at det nok ikke sker.

Møde med fremmede kulturer
Mange tror i dag på intelligent liv andre steder i Universet end her på Jorden. Når man tænker på solsystemets ikke særlig specielle placering i Universet, er der heller ikke noget der taler imod at forhold andre steder skulle umuliggøre en opståen af intelligens. Men om liv udvikles er en naturlov eller et tilfælde er indtil videre en trossag, vi har ingen observationer der viser noget om sandsynligheden.
Selv med de mest “optimistiske” syn på intelligent liv andre steder fås afstande til det, som gør kontakt næsten umulig. Så sandsynligheden for at vi bliver “fundet” er meget lille. Hvis det sker, er resultatet svært at spå om, selvfølgelig har vi kendskab til møder mellem forskellige menneskekulturer i nyere tid, ingen af dem har dog betydet udslettelse (der er stadig indianere i Amerika, selvom deres kultur er ændret radikalt). Hvad der måske er mere relevant at sammenligne med, er vor races opståen og møde med den foregående neanderthalkultur, her medførte mødet en udslettelse af hvad der var. Hvis Jorden er et passende sted for en udenjordisk kultur at slå sig ned, er en udslettelse af mennesket vel uundgåelig.

Efterskrift
Dommedag brugt som økonomisk løftestang.
Ikke kun i Oldkirken, hvor troen på en snarlig dommedag (Matt 16,27 og 28) fik mange til at ofre alt (til kirken) for deres frelses skyld, og i middelalderen hvor dommedagsbilleder fik mange til at købe aflad, men også i dag bruges dommedagsscenarier til at skaffe penge fra offentligheden til specielle formål.
Skal komet- og asteroidebaner kortlægges, og skal et globalt forsvar etableres? Hvis ja, vil det skaffe mange penge til astronomien og den, efter murens fald, skrantende bombe- og raketindustri.
Skal der forskes mere i vulkanisme og Jordens indre dynamik? Hvis ja, vil det skaffe mange penge til geologien.
Skal der forskes mere i menneskets påvirkning af miljøet? Hvis ja, vil det skaffe mange penge til økologiske bevægelser, biologer og meteorologer.
Skal der forskes mere i pestagtige epidemier? Hvis ja, vil det skaffe mange penge til medicinalindustrien.
O.s.v. o.s.v.

Der er dog ingen tvivl om, at de der truer med dommedag, lige fra kirkefædrene til drivhusgasprofeterne, selv tror på deres argumenter.