Astrologi

Astrologien
Erling Poulsen

Verdensbilleder
Siden oldtiden, så langt tilbage hvor vi ved lidt om menneskers tanker, har mennesker cosmos1prøvet at konstruere modeller for verden som kunne forklare de naturfænomener der omgav dem. I de ældste var Jorden flad og himlen hvælvede sig over den, på denne stjernebestrøede baggrund bevægede enkelte objekter sig, vandrestjernerne eller planeter (af græsk: planetes=vandrer), og til dem hørte også Solen og Månen. Det er f. eks. dette verdensbillede vi møder i Første Mosebog kap. 1 v. 1-19.
600-500 f. Chr. opstod i Grækenland den ide at Jorden var rund, dels fordi kuglen blev cosmos2opfattet som en perfekt rumlig figur, men også fordi det man oplevede på længere sørejser og ved måneformørkelser bedre passede med denne ide. Planeterne skulle så sidde på krystalkugler der omgav Jorden og roterede. Det gav en rimelig metode til at forudberegne deres bevægelser især fordi måleapparaterne, som jo skulle kunne vurdere beregningerne, var meget unøjagtige. Med forskellige småjusteringer fungerede dette verdensbillede helt frem til slutningen af middelalderen, justeringerne bestod især af at planeterne blev anbragt på cirkler der kørte i cirkler der igen rullede rundt på krystalkuglerne. På denne måde kunne egnen uden for jorden fyldes med kredsbevægelser og det gav igen en mulighed for at beregne sig frem til ikke bare planeternes afstand, men også til stjernernes (idet man ikke kunne forestille sig tomme mellemrum mellem de forskellige planeters kugleskaller), den eneste kosmiske afstand der da kunne måles var afstanden til Månen.
I de verdensbilleder var afstandene i Universet ret begrænsede og Solen og Månen var planeter ligesom Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn, flere kunne ikke ses med det blotte øje. På denne baggrund opstod den lære der kaldes astrologi, med oldtidens og middelalderens baggrund er det en ret logisk tanke. Fra Jorden kan alle planeternes gang følges med himlens stjerner som baggrund, de bevæger sig igennem et bælte af stjernebilleder, zodiakken eller dyrekredsen, hvor Solen er bestemmes af årstiden og den har jo stor betydning for menneskelivet (høst, regntid o. lign.), hvor Månen er har betydning på tidevand og de andre planeters stilling tillagde man også betydning. romerskleverVinkelafstande mellem planeter og hvilket stjernebillede der var i færd med at stå op blev også tillagt betydning. Da alt blev opfattet som skabt, for ret kort tid siden, og afstandene endnu kun var astrologiske var læren noget der kunne bruges til at se ud i fremtiden med, for alt måtte hænge sammen og himmellegemernes bevægelser måtte derfor være et billede af vores skæbne; også indenfor sygdomsbehandling og vejrforudsigelser blev metoden benyttet.
Babylonerne og romerne brugte astrologien på denne måde lige som de brugte fugles flyveretning og formen på offerdyrs levere til at tage varsler med.
Senere har især det at tage astrologiske varsler vist sig at være sejlivet, dog har brugen vekslet gennem tiderne, religionerne har i perioder brugt astrologi til andre tider fornægtet brugen.

Nyere verdensbillederalmanak1
Da man i renæssancen for alvor begyndte at udvikle mere nøjagtige instrumenter fik man målinger der ikke kunne forklares med de gamle verdensbilleder og nye måtte findes. Først blev det gamle centrum, Jorden, reduceret til planet og Solen blev nyt centrum, planeterne skulle dog stadig bevæge sig i cirkler på cirkler. Dette system kunne Kepler ikke få til at passe med Tycho Brahes meget nøjagtige målinger og måtte indføre ellipseformede planetbaner.
Nøjagtige målinger af hvor meget planeten Mars forskød sig i forhold til de bagved liggende stjerner, når man observerede den hhv. fra Paris og Sydamerika, viste de enorme afstande der var i solsystemet.
Tychos måleapparaters manglende evne til at måle den lille forskydning stjernerne burde vise på grund af Jordens bevægelse om Solen fik Ole Rømer til at vurdere at stjernerne var længere væk end det tog lyset at rejse i otte dage. Sammenligninger mellem stjerners (som antoges at lyse som Solen) og planeters tilsyneladende lysstyrker placerede dem endnu længere væk.
I dette verdensbillede med dets uhyre afstande1) mistede astrologien sit grundlag og videnskaben holdt op med at beskæftige sig med den. Der er dog blevet foretaget mange undersøgelser for at finde ud af om det nu ikke kunne passe alligevel, men undersøgelserne viser, at det der styrer vore liv er tilfældigheder, og ikke hvor planeterne var da vi blev født.
Der er mange der stadig dyrker astrologien, og i dag må den regnes for en slags animistisk religion, der ligesom andre religioner ikke kan diskuteres videnskabeligt fordi udgangspunktet er uvidenskabeligt (en åbenbaring, åndelige egenskaber ved ting o. lign.).

Hvis du efter at have læst dette alligevel kunne tænke dig at se dit eget horoskop så kan du downloade et program her eller her, det er selvfølgelig lige så misvisende som de horoskoper du i dyre domme kan købe, men det er gratis.

1)  Hvis vi leger at Jorden er på størrelse med et lille punktum (0,1 mm) så vil Solen være 1,07 m væk og 1 cm stor, den fjerneste af de gamle planeter, Saturn, vil være 10 m væk og Solens nærmeste nabostjerne vil ligge (292 km) væk (som fra København til Hanstholm). Og Mælkevejen vil have en diameter på 7 millioner km.