Selvbiografi

Fra “Mecanica”:

 

DE IIS QUÆ HACENTENUS IN ASTRONOMICIS DEI DONO, EXANTLAVIMUS, QUÆQUE POSTHAC EODEM FAVENTE, EXEQUENDA RESTANT

Om det, som vi hidtil med Guds hjælp har udrettet i Astronomien og om det, der i fremtiden med hans naadige Bistand staar tilbage at fuldføre

 I det Herrens Aar 1563, altsaa for 35 Aar siden, en Gang da den store Konjunktion af de øvre Planeter fandt Sted ved Slutningen af Krebsen og Begyndelsen af Løven, da jeg havde fyldt mit sekstende Aar, var jeg optaget af at studere den klassiske Litteratur i Leipzig, hvor jeg sammen med min Hovmester opholdt mig med Støtte af min elskede Farbroder Jørgen Brahe, som for omtrent 30 Aar siden er afgaaet ved Døden. Thi min Fader Otto Brahe, hvem jeg mindes med Ærbødighed, var ikke særlig ivrig for, at hans fem Sønner, af hvilke jeg er den ældste, skulde lære Latin, hvilket han dog senere selv fortrød. Men lige fra min spæde Barndom havde den omtalte Farbroder opdraget mig, og derefter skaffede han mig mit rigelige Underhold, saa længe han levede, lige til mit attende Aar, og behandlede mig stadig som sin egen Søn og havde bestemt at indsætte mig til sin Arving. Hans eget Ægteskab var nemlig barnløst; han var gift med den højadelige, kloge Fru Inger Oxe, Søster til den store Peder Oxe, som senere blev Danmarks Rigshofmester; hun, som nu er død for fem Aar siden, har ogsaa, saa længe hun levede, omfattet mig med en enestaaende Kærlighed, som om jeg var hendes egen Søn. Senere var hun i tolv Aar under Kong Frederik II – glorværdig Ihukommelse – Hofmester inde ved Dronningens Hof og blev i denne Stilling efterfulgt i otte Aar af min højtelskede og højtagtede Moder Beate Bille, som ved Guds Naade endnu lever i sit 71de Aar. Det skete altsaa ved en særlig Tilskikkelse, at jeg, efter at min foran nævnte Farbroder uden at mine Forældre selv vidste det, havde bortført mig i min spæde Barndom, i mit syvende Aar blev sat i Latinskolen af ham og senere i mit fjortende Aar [burde være sekstende aar] for at fortsætte mine Studier blev sendt til Leipzig, hvor jeg blev i tre Aar, Naar jeg gaar saa langt tilbage i Tiden, er det, for at det kan blive klart, hvorledes det gik til, at jeg, som først havde givet mig af med frie Studier, senere vendte min Hu til Astronomien, og for i Taknemlighed at opfriske Mindet om mine Forældre, der har været saa gode imod mig. Men – for nu at komme til Sagen – efter at jeg allerede tidligere i mit Fædreland Danmark ved Hjælp af nogle Bøger, især Ephemerider, havde sat mig ind i Begyndelsesgrundene til Astronomien, som jeg havde en naturlig Tilbøjelig hed for, begyndte jeg nu i Leipzig, skønt min Hovmester, som under Paaberaabelse af mine Forældres Ønske hellere vilde have, at jeg skulde studere jura (hvilket jeg virkelig ogsaa gjorde, saa vidt min Alder tillod mig det), ikke syntes om det og modsatte sig det, efter Bøger, som jeg i al Hemmelighed havde købt, mere og mere at dyrke Astronomien, men rigtignok i det skjulte, for at Hushovmesteren ikke skulde mærke det; og lidt efter lidt vænnede jeg mig til at skelne Himlens Stjernebilleder, og i Løbet af en Maaneds Tid lærte jeg dem alle at kende, for saa vidt som de uden Vanskelighed kunde ses paa den Del af Himlen, som var synlig dér, idet jeg benyttede en lille Himmelglobus, blot saa stor som en knyttet Haand, som jeg uden at tale om det plejede at tage med mig om Aftenen, og det lærte jeg paa egen Haand, uden at nogen vejledede mig, ligesom jeg heller ikke ellers har opnaaet at have en Lærer i Mathematik; i saa Fald vilde jeg maaske have gjort hurtigere og større Fremskridt deri. Snart henvendte jeg ogsaa min Opmærksomhed paa Planeternes Bevægelser. Men da jeg ved at betragte deres Stilling blandt Fixstjernerne ved Hjælp af Streger, jeg trak imellem dem, allerede nu alene med Benyttelse af den lille Himmelglobus bemærkede, at deres Pladser paa Himlen ikke stemte hverken med den Alphonsinske eller med den Copernicanske Tavle, om end bedre med den sidstnævnte end med den første, saa anvendte jeg Dag for Dag større Omhu paa at mærke mig deres Stilling, og jeg sammenholdt dem jævnlig med Tallene i de Pruteniske Tavler (thi ogsaa dem havde jeg paa egen Haand gjort mig fortrolig med); for Ephemeriderne stolede jeg ikke paa, eftersom jeg var blevet klar over, at Stadius’ Ephemerider, de eneste, der paa den Tid byggede paa disse Tal, paa mange Punkter var unøjagtige og fejlfulde. Men da jeg ikke havde nogle Instrumenter til min Raadighed, eftersom min Hovmester ikke vilde lade mig faa dem, benyttede jeg mig i Begyndelsen, saa godt det kunde lade sig gøre, af en ret stor Passer, idet jeg anbragte dens Toppunkt ved mit Øje og rettede begge dens Ben mod den Planet, der skulde observeres, og en eller anden Fixstjerne i dens Nærhed, eller ogsaa tog jeg paa samme Maade to Planeters indbyrdes Afstand og bestemte (ved en simpel Beregning) deres Gradafstand i Forhold til hele Cirklens Omkreds. Og selv om denne Observationsmetode ikke var videre nøjagtig, kom jeg dog derved saa vidt, at jeg blev ganske klar over, at begge Tavler led af utaalelige Fejl. Dette fremgik ogsaa mere end tilstrækkeligt af den store konjunktion mellem Saturn og Juppiter i Aaret 1563, som jeg begyndte med at omtale, og det var netop ogsaa Grunden til, at jeg gik ud fra den; den afveg nemlig en hel Maaned fra de Alphonsinske Tal og ogsaa nogle Dage, om end ganske faa, fra Copernicus’. Thi hans Beregning afviger for disse to Planeters Vedkommende ikke synderlig meget fra deres sande Bevægelse paa Himlen; især gælder det Saturn, som efter mine Iagttagelser aldrig har afveget mere end en halv Grad eller højst to Trediedele fra Copernicus’ Tabel, medens Juppiter undertiden frembyder en noget større Afvigelse. Senere, i Aaret 1564, lod jeg mig i al Hemmelighed forfærdige en astronomisk Radius af Træ efter Gemma Frisius’ Anvisning, paa hvilken Bartholomæus Scultetus, der dengang ligeledes opholdt sig i Leipzig, og hvem jeg paa Grund af vore fælles Interesser stod paa en fortrolig Fod med, foretog en nøjagtig Inddeling ved Transversalpunkter, som han havde lært af sin Lærer Homelius. Da jeg havde faaet denne Radius, gav jeg mig ivrigt i Lag med Stjerneobservationer, hver Gang jeg kunde glæde mig ved en klar Himmel, og ofte holdt jeg mig vaagen hele Natten igennem, medens min Hovmester sov og ikke anede noget derom, idet jeg iagttog Stjernerne gennem et Loftsvindue, og noterede Observationerne særskilt i en lille Bog, som jeg endnu er i Besiddelse af. Snart efter bemærkede jeg, at Vinkelafstande, der ved Hjælp af Radiens Inddeling var fundne at være lige store og med Benyttelse af en matematisk Proportionsregning var omsatte i Tal, ikke i enhver Henseende stemte indbyrdes overens. Da jeg altsaa havde fundet Grunden til Fejlen, udfandt jeg en Tabel, hvormed jeg kunde korrigere Manglerne ved denne Radius; for jeg havde dengang ikke Lejlighed til at lade forfærdige en ny, siden min Hovmester, som raadede over Pengene, ikke gav Tilladelse til, at der blev lavet den Slags Ting til mig. Saaledes gik det til, at jeg foretog mange Observationer med denne Radius, medens jeg opholdt mig i Leipzig, og ogsaa senere, efter at jeg var blevet kaldt tilbage til mit Fædreland. Da jeg senere paany rejste til Tyskland, tog jeg mig af Stjernerne, saa meget som det var mig muligt, først i Wittenberg, bagefter i Rostock. Men i 1569 og det følgende Aar, da jeg opholdt mig i Augsburg, observerede jeg meget ofte Stjernerne, ikke alene med den meget store Quadrant, som jeg lod lave i Borgmesterens Have udenfor Byen (hvorom jeg har talt ovenfor), men ogsaa med et andet Instrument, nemlig en Træ-Sextant, som jeg havde udtænkt dér paa Stedet, og jeg indførte mine Iagttagelser i en særlig Bog. Dette gjorde jeg ogsaa senere flittigt, efter at jeg atter var vendt tilbage til Fædrelandet, med Benyttelse af et andet lignende, men noget større Instrument, især da den mærkelige nye Stjerne, som blussede op i 1572, havde faaet mig til at opgive mine kemiske Arbejder, som optog mig stærkt, efter at jeg havde paabegyndt dem i Augsburg og fortsat dem indtil da, og vende mig til Betragtning af Himmelfænomenerne. Efter at jeg ogsaa flittigt havde observeret den, beskrev jeg den da først i en lille Bog, senere samvittighedsfuldt og grundigt i et helt Bind. Derefter lod jeg efterhaanden forfærdige andre og atter andre astronomiske Instrumenter, af hvilke jeg førte en Del med mig, da jeg paany gennemrejste hele Tyskland og en Del af Italien, og midt under Rejsen undlod jeg ikke at observere Stjernerne, saa ofte som der gaves mig Lejlighed dertil. Da jeg saa omsider var vendt tilbage til Fædrelandet omkring ved mit 28de Aar, traf jeg kort efter i al Stilhed mine Forberedelser til en anden og langvarigere Rejse. Jeg havde nemlig bestemt mig til at slaa mig ned i Basel eller dens Omegn, Steder, som jeg ogsaa tidligere havde gennemrejst med dette Formaal for Øje; det var min Hensigt dér at lægge Grunden til Astronomiens Genopbygning. Jeg syntes nemlig godt om den Egn, mere end om andre Egne af Tyskland, dels paa Grund af det højt ansete Universitet og de udmærket lærde Mænd, som findes dér, dels paa Grund af det sunde Klima og den behagelige Livsførelse, og fordi Basel ligger saa at sige paa det Sted, hvor de tre største Lande i Europa, Italien, Frankrig og Tyskland, støder sammen, og det saaledes var muligt gennem Brevveksling at slutte Venskab med ansete og lærde Mænd paa forskellige Steder; derved vilde jeg kunne gøre mine Opfindelser bekendte i videre Kredse, saa at de kunde komme til almindelig Nytte. Jeg havde ogsaa en Fornemmelse af, at jeg ikke tilstrækkelig let og sikkert kunde dyrke disse Studier i Fædrelandet, især hvis jeg blev boende i Skaane og paa min Ejendom Knudstrup eller i en anden større Provins af Danmark, hvor der stadig vilde mødes en Strøm af Adelsmænd og Venner, som vilde forstyrre det videnskabelige Arbejde og vanskeliggøre den Slags Studier. Men nu gik det saaledes, at medens jeg overvejede dette i mit stille Sind og allerede var ved at forberede min Rejse, som om jeg ikke havde disse Ting for Øje, sendte den ædle og mægtige Frederik II, Danmarks og Norges Konge, glorværdig Ihukommelse, en af sine unge Adelsmænd til mig paa Knudstrup med en kongelig Skrivelse, som bød mig straks at komme til ham, hvor jeg end kunde træffe ham paa Sjælland. Da jeg saa straks havde indfundet mig, tilbød denne udmærkede Konge, som ikke kan prises tilstrækkelig, mig af egen Drift og efter sin allernaadigste Villie den Ø i det vidtbekendte danske Sund, som vore Landsmænd kalder Hven, men som man paa Latin gerne kan kalde Venusia, og som Udlændingene kalder Scarlatina. Han bad mig om paa den at lade opføre Bygninger og fremstille Instrumenter til astronomiske Undersøgelser saa vel som til kemiske Arbejder og var saa naadig at tilsige mig, at han i rigt Maal vilde bestride Udgifterne dertil. Efter at jeg saa en Tid havde overvejet Sagen og raadført mig med nogle kloge Mænd, opgav jeg min tidligere Plan og gik ikke ugerne ind paa Kongens Ønske, især da jeg saa, at jeg paa denne Ø, som ligger for sig selv imellem Skaane og Sjælland, kunde blive fri for de besøgendes Forstyrrelse, og at den Ro og de bekvemme Forhold, som jeg søgte andre Steder, kunde jeg paa den Maade ogsaa opnaa i mit Fædreland, som jeg frem for de andre Lande skylder uhyre meget. Derpaa, nemlig i Aaret 1576, begyndte jeg Opførelsen af Slottet Uraniborg, egnet til astronomisk Arbejde, og efterhaanden konstruerede jeg saa vel Bygninger som astronomiske Instrumenter af forskellig Slags, egnede til Foretagelse af nøjagtige Observationer, af hvilke de mest betydelige er tegnede og forklarede i denne Bog. Imidlertid gav jeg mig ogsaa energisk af med at observere, og til denne Gerning tog jeg adskillige Studenter, der udmærkede sig ved Begavelse og skarpt Syn, med til Hjælp; af saadanne havde jeg stadig nogle i mit Hus i skiftende Hold og underviste dem i disse og flere andre Videnskaber, Og det skete saaledes ved Guds Naade, at der næppe gik nogen Dag eller Nat, hvor Vejret var klart, uden at vi fik en stor Mængde og det saare nøjagtige astronomiske Observationer og det saa vel af Fixstjerner som af alle Planeter og desuden ogsaa af de Kometer, som viste sig i Løbet af den Tid, af hvilke vi dér paa Stedet omhyggeligt har iagttaget syv paa Himlen. Paa den Maade blev dér med Flid gennem 21 Aar foretaget Observationer, som jeg først samlede i nogle store Bind, men senere skilte ad og fordelte paa enkelte Bøger, nemlig en for hvert Aar, og lod renskrive. Jeg fulgte herved en saadan Ordning, at Fixstjernerne for saa vidt som de blev observerede i det paagældende Aar, fik deres Plads for sig, og Planeterne alle fik deres egen, særskilte Plads, først Solen og Maanen og dernæst de øvrige fem Planeter paa Rad lige til Merkur; for heller ikke den undlod vi at observere, skønt den kun meget sjældent er synlig. Ja den blev endogsaa næsten hvert Aar omhyggeligt noteret af os, saa vel om Morgenen som om Aftenen. Og dog anfører den store Copernicus til Undskyldning for, at han ikke har observeret den, den altfor høje Breddegrad og Weichselflodens Taager; men vi har rigtignok paa en endnu noget højere Breddegrad og paa en Ø, der paa alle Sider er omgivet af et taagefyldt Hav, mange Gange, som sagt, set den og bestemt dens Plads. Men det kan jo være, at det Hus, hvor Copernicus boede, ikke har haft en saadan Beliggenhed, at der var fri Udsigt til Horizonten paa alle Sider, og at det derfor ikke har egnet sig rigtig til Observationer, især i en saa lav Højde. Det har jeg ogsaa hørt af den af mine Medarbejdere, som jeg for 14 Aar siden havde sendt derhen for at undersøge Polhøjden. Da Copernicus altsaa ikke havde sine egne Observationer af Merkur at støtte sig til, blev han nødt til at laane nogle fra en Observationsbog af Walter, en Discipel af Regiomontanus og Borger i Nürnberg; og skønt han ikke har lagt dem til Grund for sine Anskuelser og sin Bevisførelse med nogen synderlig Samvittighedsfuldhed og Nøjagtighed, maatte man dog ønske, at han for de øvrige Planeters Vedkommende, hvis Baner han med en uhyre Dristighed bestræbte sig for at bestemme ved Hjælp af sine Observationer, ikke havde skaffet sig nogle, der var endnu meget mere usikre. I saa Fald vilde vi nu have deres Apogæum og Excentricitet og det øvrige herhen hørende bestemt med langt mindre Fejl, og jeg vilde have kunnet spare mig mange Aars vældige og utrættelige Arbejder og uhyre Omkostninger. Da jeg nu altsaa er i Besiddelse af 21 Aars udsøgte og omhyggelige Observationer, foretagne paa Himlen med forskellige kunstfærdigt konstruerede Instrumenter, som jeg har viist i det foregaaende (for ikke nu at tale om de tidligere 14 Aars Iagttagelser), vogter jeg dem som en yderst sjælden og kostbar Skat. Dog vil jeg maaske engang offentliggøre dem alle, naar Gud i sin Naade vil tillade mig at føje endnu flere til dem.
Af alt dette fremgaar det, at jeg lige fra mit sekstende Aar stadig har observeret Stjernerne, og at jeg er vedblevet med disse Observationer næsten 35 Aar i Træk lige til den Dag i Dag; dog var de ikke alle lige sikre og af ligestor Betydning. Thi dem, jeg foretog i Leipzig i min Barndom og lige til mit 21 Aar, kalder jeg sædvanlig barnlige og tvivlsomme. Og dem, som jeg fik taget senere lige til mit 28de Aar, kalder jeg ungdommelige og nogenlunde brugelige. Den tredie Gruppe derimod, som jeg i de sidste omtrent 21 Aar foretog paa Uraniborg med den største Omhu og med de ganske nøjagtige Instrumentet i en mere moden Alder, lige til jeg havde fyldt mit halvtredsindstyvende Aar, dem kalder jeg min Manddoms Observationer, fuldgyldige og absolut sikre, og saadan bedømmer jeg dem. Det er ogsaa navnlig dem, jeg bygger paa, naar jeg ved energisk Arbejde bestræber mig for at lægge Grunden til og gennemføre en Fornyelse af Astronomien, selv om ogsaa nogle af de foregaaende Aars Observationer bidrager ikke lidet hertil. Men med det, som jeg hidtil med Guds Hjælp har udrettet paa dette Omraade og faaet udarbejdet, og med det som jeg, støttet af den samme naadige Gud, har tilbage at udføre og bringe til Afslutning i kommende Dage, forholder det sig saaledes.
Fremfor alt har vi bestemt Solens Gang ved Hjælp af flere Aars meget omhyggelige Observationer, idet vi ikke alene meget omhyggeligt undersøgte dens Indtræden i jævndøgnspunkterne, men tillige tog Hensyn til de mellem disse og Solstitialpunkterne liggende Steder, navnlig i Eclipticas nordlige Halvcirkel, eftersom Solen der ikke paavirkes af Refraktionen ved Middag. Dette fik jeg mange Gange bekræftet i begge Tilfælde, og heraf beregnede jeg matematisk baade Solens Apogæum og dens Excentricitet svarende til disse Tidspunkter. I begge disse Tilfælde har der indsneget sig en aabenbar Fejl baade i de Alphonsinske Tavler og hos Copernicus, saaledes at Solens Apogæum er næsten tre Grader forud for Copernieus’ Tal, og Excentriciteten beløber sig til omtrent 2 1/6 naar den excentriske Banes Radius sættes til 60, medens der hos Copernicus mangler næsten en Fjerdedel. Ogsaa ved Bestemmelsen af Solens Bevægelse gennem disse Aar begaar han en Fejl paa omtrent en Fjerdedel Grad; heraf kan man bedømme de Alphonsinske Bestemmelser i Sammenligning med de Copernicanske. Heraf afledte jeg Reglerne for Solens jævne Gang saa vel som for dens Ujævnheder og fastslog dem ved nøjagtige Tal. Som Følge heraf kan der ikke længere næres nogen Tvivl om, at Solens Bane er nøjagtig bestemt og klarlagt ved dertil egnede Tal. At dette var det allerførste at gøre med Solen, var ganske nødvendigt, siden det er af den Himmellegemernes Bevægelser afhænger, og den bevæger sig i Ecliptica, som de øvrige Bevægelser refererer sig til. Jeg bestemte ogsaa dennes Skraahed i Forhold til Æquator til en anden Værdi end Copernicus og hans Samtidige, nemlig til 23 Grader og 31 ½ Minutter, altsaa 31 Minutter større, end de havde fundet. Jeg regnede nemlig med Solens Refraktion i den vinterlige Stilling, som disse tankeløst havde overset. Vi sørgede ogsaa for Tabeller for Solens forskellige Omløb, og vi tilføjede ogsaa nye Deklinations- og Rektascensionstabeller, grundede paa vore Iagttagelser. Ogsaa Parallaxe og Refraktion tog vi Hensyn til ved Hjælp af særlige Tabeller.
Ogsaa paa Maanen anvendte vi ikke mindre Flid for at forklare dens vildsomme Gang, som paa mange Maader er saare indviklet og ikke saa simpel og let at finde Rede i, som de Gamle og Copernicus har ment. Den frembyder nemlig ogsaa en anden Ujævnhed med Hensyn til Længden, end disse har bemærket; og de har ikke tilstrækkelig nøjagtigt bestemt dens Omløbs Forhold. Grænserne for dens største Bredde er ogsaa forskellige fra dem, Ptolemæus har bestemt, og ham har paa dette Punkt alle andre senere Astronomer fulgt altfor trygt; ja selv denne Ujævnhed ved Maanen forandrer sig paa en ujævn Maade, saa at Afvigelsen beløber sig til en Trediedel Grad. Og heller ikke Knuderne, de Punkter nemlig, hvor dens Bane skærer Ecliptica, meddeler den en jævn Bevægelse, som det indtil nu har været antaget, men for hver Omdrejning den gør, faar den dem til at flytte sig frem og tilbage, og Forskellen er ret betydelig, idet den paa begge Sider beløber sig til noget over halvanden Grad. Alt dette fremgaar af, hvad vi har iagttaget og udregnet ved 16 Aars nøjagtige Observationer, deriblandt 18 Maaneformørkelser, som vi har observeret omhyggeligt paa Himlen. Thi tre er ikke tilstrækkelige til at studere dens første Ujævnhed, saadansom Ptolemæus, Albategnius og Copernicus troede. Desuden blev anvendt seks Solformørkelser, for saa vidt som de kunde bidrage noget hertil. Fremdeles blev Maanen undersøgt i sine Quadraturer og den største Elongation fra dens Middelbevægelse saavel ved Apogæum som ved Perigæum, og ligeledes de mellemliggende Punkter, og det skete paa mange Maader og meget ofte, for at dens indviklede Gang kunde blive tilbørlig bestemt; for den har voldt os mange Aars utroligt Besvær. Endelig udfandt vi dog nogle Metoder, hvorved dens ujævne og mangeartede Omflakken kunde bringes ind under Regler udtrykte ved Cirkler og Tal. Efter at vi derfor havde opstillet en ny Hypotese, der stemte overens med Fænomenerne, tilpassede vi Tallene saa vel for de jævne som for de ujævne Bevægelser, ikke blot i Længden, men ogsaa i Bredden, og tog Hensyn til dens Parallaxe paa en anden Maade, end Ptolemæus og Copernicus havde gjort, saaledes som Erfaringen, der ogsaa stemte overens med selve Hypotesen, krævede det, og vi undlod heller ikke at bekymre os om Maanens Refraktion, da det ikke er muligt, nøjagtigt at skelne det øvrige, naar man ikke tager Hensyn til den. Alt dette og adskillige andre Forhold, der angaar Maanens Fænomener, indførte vi i nogle knappe Tabeller, og Hensigten dermed var ved Beregning at udfinde de Bevægelser, der kunde udledes deraf. Det følger heraf, at, efter at saaledes begge Himmellegemers Bane er bestemt paa en saadan Maade, at den stemmer med selve Himmelfænomenerne, vil saa vel deres Formørkelser som deres indbyrdes Stilling, deres Gang og deres Steder kunne fastslaas fuldkommen korrekt, hvilket man hidtil længe har følt Savnet af. Men hvad der hidtil er blevet sagt om Bestemmelsen af Solens og Maanens Gang, hvorvidt den stemmer med Himmelfænomenerne, dette og endnu mere vil det første Kapitel vor af “Astronomiæ instauratæ Progymnasmata” lægge klart for Dagen; hvis nogen interesserer sig derfor, vil han dér faa sine Ønsker tilfredsstillede. Hvad den yderligere Granskning af disse Himmellegemer angaar, mangler der blot, at det altsammen bliver tilpasset til flere Aarhundreder og fremstillet i større Almindelighed, hvilket ikke vil kræve noget særdeles stort Arbejde, for saa vidt som de Gamles og vore Forgængeres Observationer, der maa lægges til Grund, da er rigtige. Men denne fyldigere og altomfattende Fremstilling gemmer vi til vort Værk “Theatrum Astronomicum”. Indtil videre vil en, der har Interesse for Astronomien, have stor Gavn og Glæde af det, som vi har fremstillet paa det nævnte Sted af “Progymnasmata”, og derved kunne tilfredsstille sine Ønsker.
Desuden har vi ogsaa ved Tid og Lejlighed med største Omhu bestemt alle Fixstjerner, for saa vidt som de er synlige for Øjet, endog dem, som betegnes som Stjerner af sjette Størrelse, saa vel i Længden som i Bredden, og det med en Nøjagtighed af et Minut, ja tildels endogsaa et halvt Minut. Paa den Maade er et Tusind Stjerner blevet bestemte af os, medens de Gamle ikke har kunnet tælle mere end 22 flere, og det uagtet de boede under en lavere Breddegrad, hvor de maatte kunne se over 200 flere, som altid er skjulte for os her; i Stedet for dem har vi alligevel bestemt nogle andre ganske smaa, som de paa Grund af deres Lidenhed ikke har taget med. Dette vældige Arbejde har optaget os i næsten 20 Aar, fordi vi ønskede omhyggeligt at gennemgaa hele Sagen ved Hjælp af forskellige Instrumenter. Men da de ganske smaa Stjerner kun kan ses om Vinteren, naar Nætterne er mørke, og endda kun, naar Maanen ikke er synlig, derfor udkrævedes der mange Aars Taalmodighed, før dette Arbejde kunde fuldføres paa tilbørlig Vis og i sit fulde Omfang, hvortil endnu kommer, at netop ved Nymaanetid, da man helst skal udføre dette Arbejde, var Himlen sjældent klar. Men den Metode, vi benyttede til ved Hjælp af Venus, baade som Morgenstjerne og som Aftenstjerne, med Solen som Mellemled at opnaa en nøjagtig Bestemmelse af Fixstjernernes Længde regnet fra jævndøgnspunktet og til at faa dette bekræftet ad forskellige Veje, idet de alle regnedes fra den klareste Stjerne over Vædderens Hoved, den, der betegnes som den tredie (den tog vi med Hensigt til Udgangspunkt for de øvrige, fordi de to forudgaaende er mindre klare) – denne Metode vil tilstrækkelig fremgaa af det andet Kapitel af de omtalte “Progymnasmata”. Og deraf vil det tillige kunne ses, paa hvilken Maade vi har bestemt de andre ud fra den, og først og fremmest, hvorledes vi ved en tredobbelt Operation, gentagen gennem hele Himlens Omkreds langs Dyrekredsen og Æquator, har faaet visse udvalgte Stjerner til at udfylde hele Omkredsen. Jeg har ogsaa bemærket, at Uregelmæssigheden i Ændringen af deres Længde ikke er saa betydelig, som Copernicus antog. Thi de urigtige Forestillinger, han gjorde sig herom, er en Følge af fejlagtige Observationer saa vel i gamle Dage som i nyere Tider. Følgelig er heller ikke jævndøgnspuntktets Præcession i disse Aar saa langsom, som han paastod. Thi i vore Dage flytter Fixstjernerne sig ikke en Grad i Løbet af hundrede Aar, som hans Tabel angiver, men allerede 71½ Aar. Dette har de ogsaa saa godt som altid gjort tidligere, saafremt Forgængernes Observationer bliver tilbørligt kontrollerede; idet der kun indtræder en ringe Uregelmæssighed, som skyldes andre, tilfældige Aarsager, hvilket vi til sin Tid, om Gud vil, skal gøre udførligere Rede for.
At ogsaa Fixstjernernes Bredde undergaar nogen Ændring som Følge af Forandringen af Elipticas Skraahed, var jeg den første til at finde, og i det omtalte Kapitel har jeg bevist det ved forskellige Eksempler. Saaledes kan vi hævde med mere end tilstrækkelig Sikkerhed, og det vil kunne bekræftes af selve Erfaringen, at Fixstjernernes Pladser er fastslaaet af os med fuldkommen og ufejlbarlig Nøjagtighed, saaledes at vi endog har faaet en stor Mængde af dem bekræftede mange Gange og ogsaa ved Hjælp af forskellige Instrumenter, som hvert for sig gav det samme Resultat. Og vi har ikke udført dette Arbejde paa mekanisk Vis, endskønt den store Messingglobus stod til vor Raadighed, men alle Stjernerne har vi møjsommelig tildelt den Plads, der tilkom dem, ved Hjælp af en trigonometrisk Beregning, som det fremgaar alene af det, som vi i Slutningen af det samme Kapitel har udviklet om Cassiopeias Stjernebillede (hvori vi tæller 26 Stjerner, dobbelt saa mange som de Gamles), selv om vi ved andre og atter andre Stjerner endog har anvendt flere trigonometriske Maalinger og Beregninger, eftersom det forekom os mere formaalstjenligt. Dersom de Gamle og vore Forgængere havde anvendt saa stor en Flid paa at bestemme Fixstjernernes Pladser, vilde deres Katalog ikke have været saa fuld af Fejl, den, som er overleveret os lige fra Hipparchus’ Tid; den er nemlig ikke engang korrekt indenfor en sjettedels Grad – for nøjagtigere Angivelser frembyder den ikke – men den indeholder ogsaa langt større og ofte rent utaalelige Fejl, hvilket endda klart fremgaar af de blotte Afstande mellem Stjernerne, som stedse forbliver uforandrede. Ved saare mange Stjerner afviger disse nemlig stærkt fra det, som de Gamles Tal udkræver. Men at alle Fixstjerner stadig beholder de samme indbyrdes Afstande, det fremgaar tilstrækkeligt klart af de Stjerner, om hvilke Hipparchus og Ptolemæus har berettet, at de befinder sig i en ret Linie; for det gælder endnu om dem uden nogen Ændring. Af de Stjerner, hvis Længde og Bredde vi har bestemt paany med en Nøjagtighed af et Minut og undertiden, som sagt, af et halvt Minut, vil vi paa rette Tid og Sted give en tabellarisk Oversigt.
Vi har ikke alene lagt os efter omhyggeligt at fastslaa Fixstjernernes Længder og Bredder, men for nogle særlig betydelige, 100 i Tallet, har vi ogsaa gennem trigonometrisk Beregning deraf udledt deres Rektascensioner og Deklinationer, og henført dem saaledes til to Hundredaar (nemlig til 1600 og 1700), at man tillige ved en Forholdsregning kunde faa dem til at gælde for de mellemliggende Aar. Ogsaa Stjernernes Refraktion har vi taget Hensyn til ved en særlig Tabel, som er udarbejdet paa Grundlag af lang og mangfoldig Erfaring. Hvis man nemlig ikke tager Hensyn til den, er det umuligt at faa fat i Stjernernes nøjagtige Pladser, især naar de er nær Horizonten i en Højde af under tyve Grader. Derfor har vi ogsaa altid, naar vi har bestemt en Stjernes forbedrede Plads, taget Hensyn til Refraktionsfejlen, for saa vidt som det behøvedes. Men denne Refraktion er – for ved denne Lejlighed ogsaa at minde herom – lidt forskellig for Fixstjernernes Vedkommende og for Solens. For deres Vedkommende er den ogsaa noget forskellig fra den, som forekommer ved Maanen, hvilket for længe siden er blevet udfundet og oplyst af os.
Der mangler altsaa nu ikke andet med Fixstjernerne, end at deres almindelige Bevægelse bliver henført og tilpasset til alle Aarhundreder af den Tid, Verden har bestaaet. At gennemføre dette med Omhu vilde ikke være saa vanskeligt, naar blot de Gamles Observationer paa dette Omraade ikke var blevet taget for saa gode Varer. Dog er jeg forvisset om, at ved Anvendelse af en passende Korrektion vil jeg ogsaa heri, saa vidt muligt, tilfredsstille Astronomiens Dyrkere.
Det vilde rigtignok være at ønske, at ogsaa de øvrige Stjerner, der er blevet optegnet i Oldtiden, men som ikke er synlige paa vore Breddegrader, kunde blive føjet til de første tusinde, der er blevet bestemt af mig; og dertil kommer endvidere de andre, som ikke engang de Gamle, der boede i Ægyptens Egne, kunde se, de, som befinder sig omkring den sydlige Pol. Thi at der ogsaa dér skinner de skønneste Stjerner, det véd vi af Beretninger fra Folk, der har sejlet paa den anden Side af Æquator. Hvad det første angaar, maatte man rejse til Ægypten eller et andet Sted af lignende Beliggenhed i Afrika og dér flittigt optegne alle de Stjerner, som viser sig i den Egn. Men for at opnaa det andet maatte man sejle til Sydamerika eller et andet Land hinsides Æquator, hvor man kan se alle Stjernerne omkring den sydlige Pol, og dér foretage Observationer af dem. Hvis altsaa nogle fornemme og mægtige Herrer enten i den ene eller i den anden eller i begge Henseender vilde bekvemme sig til at opfylde vore og andres Ønsker, vilde de gøre en særdeles god Gerning, hvis Minde alle kommende Tider vilde fejre; for det er en Ting, som, saa vidt vides, hidtil ingen paa tilbørlig Maade har forsøgt, end sige fuldført. Jeg skal ikke undslaa mig for at skaffe Instrumenter og Redskaber til Brug herfor, hvis der bare findes nogle, der vil tage sig af det og sørge for at skaffe Folk, der kan bruges til et saa fortjenstfuldt Arbejde.
Hvad endelig det angaar at undersøge de fem andre Planeters vildsomme Gang og bidrage til at forklare den, saa er det heller ikke noget, som vi har ladet ligge, thi indenfor hele dette Omraade har vi bragt Apogæerne saa vel som Excentriciteterne, hvilket først og fremmest var fornødent, og desuden deres Vinkelbevægelse og deres Baners og Omløbs Forhold i fuldkommen Orden, saaledes at de ikke som hidtil vrimler af Fejl, og vi har paavist, at der i selve deres Apogæum gemmer sig endnu en anden Ujævnhed der ikke tidligere er blevet opdaget; desuden har vi gjort den Opdagelse, at det aarlige Omløb, som Copernieus forklarede derved, at jorden bevæger sig i en stor Kreds, medens de Gamle forklarede det ved Epicycler, er underkastet en Variation. Alt dette og andet, som hænger sammen hermed, har vi raadet Bod paa ved Hjælp af en særlig Hypotese, der for 14 Aar siden er udfundet og udformet af os paa Grundlag af selve Fænomenerne. Den har visse andre Personer, af hvilke jeg kender tre med et anset Navn, senere haft den Frækhed at vove at udgive for deres egen Opfindelse og falbyde til andre. Jeg skal nok, om Gud vil, til rette Tid og paa rette Sted, meddele, ved hvilke Lejligheder de har gjort det, og tilbagevise og gendrive deres uhyre Frækhed, og at Sagen forholder sig, som jeg siger, skal jeg bevise saa klart, at uvildige Mænd ikke har nogen Mulighed for at nære Tvivl eller sige mig imod. Men hvis de ærligt tilstaar deres Fejl og giver mig tilbage, hvad der hører mig til, saa skal jeg bære over med dem, og derfor afstaar jeg nu villigt fra at nævne dem ved Navn.
Ogsaa Planeternes Bredder har vi ikke ladet forblive uændrede, saadan som vore Forgængere lige fra Ptolemæus har angivet dem; men idet vi ogsaa for de fem Planeters Vedkommende omhyggeligt gav Agt paa Bredden under hele dens Omløb, bestemte vi andre Værdier baade for deres Maximalbredde og for deres Passager gennem Ecliptica, saa at det altsammen kunde komme til at stemme overens med selve Himlen. Herved har vi gjort den klare Iagttagelse, at de tre øvre Planeters Knuder eller Grænserne for deres Maximalbredde ikke paa regelmæssig Maade er afhængig af Bevægelsen af deres Apogæum, men har en anden særlig Bevægelse, forudsat da, at det er rigtigt, hvad der er overleveret herom af Ptolemæus, af hvem baade de Alphonsinske Tavler og Copernicus har laant deres Angivelser uden at indføre nogen Korrektion ved Hjælp af deres egne Observationer. Følgen bliver, at det kan hænde, at Planeterne har en sydlig Bredde paa Himlen, medens Tavlerne angiver Bredden som nordlig, og omvendt.
Der staar altsaa ikke andet tilbage at udføre for alle fem Planeters Vedkommende, end at det, hvorom vi gennem mere end 25 Aars omhyggelige Observationer paa Himlen (for ikke nu at tale om de 10 foregaaende Aar) har udforsket og fastslaaet, at det med Hensyn til Længde og Bredde og alt andet herhen hørende forholder sig anderledes end de sædvanlige Tavler angiver, det maa vi se at faa indført i nye og sandfærdige Tavler og udtrykt ved Tal; det har vi ogsaa i nogen Grad paabegyndt og lagt Grunden til. Resten vil uden Vanskelighed kunne gøres færdig ved nogle Beregneres Hjælp, og derefter kan saa paa Grundlag heraf forfærdiges Ephemerider for de følgende Aar, saa mange som det skal være. Det samme kan gøres for Solen og Maanen, for hvilke vi allerede har Tavler færdige, for at det saaledes overfor Fremtiden kan slaas fast med største Lethed, at Himmellegemernes Gang, saadan som den er blevet bestemt af os, stemmer med selve Fænomenerne og i enhver Henseende er rigtigt angivet.
Endelig vilde det være af meget stor Betydning for Astronomiens Fuldkommengørelse i alle Retninger ikke blot at have rigtigt Kendskab til Bredden, men ogsaa, og endnu hellere, til Længden af Steder paa jorden. Herpaa har vi indtil nu arbejdet med Flid, saa vidt det var os muligt, og vi er overbeviste om, at vi har foretaget en rigtigere Bestemmelse af adskillige Steder. Men da man ikke tilstrækkelig kan tage sig af denne Opgave, med mindre man paa forskellige og langt fra hinanden liggende Steder lader adskillige Maaneformørkelser iagttage med ligestor Nøjagtighed, for saa vidt det gælder Tidspunkterne, og ogsaa af forskellige Observatører, saa gælder det ogsaa her, at hvis Konger og Fyrster og andre fornemme og mægtige Mænd, som opholder sig i vidt adskilte Lande paa jorden, gavmildt vil træffe dertil egnede Forholdsregler, saa vil de virkelig øve en værdifuld Gerning, og saaledes vil Astronomien, som jo har Brug for vidt forskellige jordiske Horizonter, blive udviklet til større Fuldkommenhed.
Medens vi nu med utrættelig Flid mange Aar igennem iagttog disse evige Himmellegemer, der er ligesaa gamle som Verden selv, saa har vi med ikke mindre Omhu studeret alle de nytilkomne Himmellegemer i den ætheriske Verden, der er kommet til Syne i Løbet af den Tid, og først og fremmest den nye, overmaade beundringsværdige Stjerne, som først viste sig i Slutningen af Aaret 1572 og holdt sig 16 Maaneder igennem, inden den blev helt usynlig. Om denne Stjerne, siger jeg, har vi, imedens den endnu var at se, skrevet en lille Bog, som jeg allerede ovenfor kort har antydet, og beskrevet dens Tilsynekomst. Og da vi saa nogle Aar efter tog dette Arbejde op paany, udarbejdede vi af Hensyn til Fænomenets Vidunderlighed et helt Bind om samme Stjerne, hvilket vi fandt det formaalstjenligt at indarbejde i det første Bind af “Progymnasmata” af visse Grunde, som er angivet dér, og i dette nøjes jeg ikke med klart at fremstille vore egne Iagttagelser med Hensyn til denne besynderlige Stjerne og belyse dem geometrisk, men ogsaa andres Meninger om den samme, for saa vidt som det da var mig muligt at komme i Besiddelse af dem og lære dem at kende drøfter jeg med videnskabelig Frihed og undersøger og klargør, hvorvidt de har stemt overens med den fulde Sandhed, eller ikke.
Ogsaa om den vældige Komet, som viste sig fem Aar efter, har vi udarbejdet en særlig Bog, hvori vi ligeledes taler fyldestgørende om den, saa vel ud fra vore egne Observationer og Bestemmelser som ud fra andres Meninger. Hertil føjer vi nogle Forsvarsskrifter om det samme Emne, der fyldigere belyser dette Kometspørgsmaal, og det var vor Plan, at alt dette saaledes skulde rummes i første Del af det andet Bind af “Progymnasmata”. I anden Del vil vi dernæst, om Gud vil, beskæftige os med de øvrige seks mindre Kometer, som vi i nogle af de følgende Aar har iagttaget med ligesaa stor Omhu. Selv om dette endnu ikke altsammen er gjort helt færdigt, er dog det vigtigste og en stor Del af det, der tjener Bevisførelsen, blevet forberedt. Thi de konstante Stjerner har ikke givet os Tid til at dvæle alt for meget ved disse himmellegemer, der svinder hen og hurtigt passerer forbi. Dog haaber jeg, at jeg om kort Tid, dersom den gode Gud staar mig bi, vil kunne fuldføre ogsaa denne anden Del af det andet Bind. I dette Bind vil jeg for alle de Kometers Vedkommende, som jeg har iagttaget, bevise klart, for nogle med større Tydelighed, for andre, saa vidt jeg har haft Lejlighed dertil, at de alle har befundet sig i Verdens ætheriske Region og ingenlunde i Luften nedenunder Maanen, saaledes som hidtil Aristoteles og hans Tilhængere uden Grund saa mange Aarhundreder igennem har søgt at bilde os ind. Men hvorfor jeg i det andet Bind af “Progymnasmata” behandler kometerne, inden jeg giver mig i Lag med de andre fem Planeter, hvorom jeg har i Sinde at tale i det tredie Bind, det begrunder jeg sammesteds i Fortalen; men Hovedgrunden er den, at det ud fra kometerne, hvis sande ætheriske Natur jeg giver Bevis for, kan fastslaas med tilstrækkelig Sikkerhed, at hele Himlen er gennemsigtig og klar og ikke fyldt med faste og reelle Sfærer. Thi kometerne følger i Reglen andre Baner, end nogen som helst himmelsk Sfære kunde give dem Mulighed for, og følgelig er det afgjort, at der ikke er noget urimeligt i den Hypotese, som vi har udfundet, da der ikke kan være Tale om nogen Gennemtrængen af Sfærer og af Afstandsgrænser, hvor der ikke findes saadanne i Virkeligheden.
Om det, som vi hidtil indenfor Astronomien dels har udrettet, dels endnu mangler at udrette, maa det være nok at have givet denne korte Redegørelse.
Ogsaa inden for Astrologien har vi udført et Arbejde, som de, der studerer Stjernernes Virkninger, ikke skal se ned paa, for at ogsaa dette kan blive renset for Fejl og Overtro og bringes til saa godt som muligt at stemme med Erfaringen, som det hviler paa. Thi paa dette Omraade at finde en ganske nøjagtig Teori, som kan maale sig med den matematiske og astronomiske Sandhed, det anser jeg for temmelig umuligt. Men efter at jeg i min Ungdom havde næret en større Interesse for denne forudsigende Del af Astronomien, som giver sig af med at spaa og bygger paa Formodninger, men senere, eftersom jeg ikke var blevet tilstrækkelig klar over Stjernernes Gang, som den grunder sig paa, havde lagt den til Side, indtil jeg kunde faa raadet Bod paa denne Mangel, saa kom jeg, da jeg, efter endelig at have faaet nøjere Indsigt i Himmellegemernes Baner, fra Tid til anden tog den op igen, til den Erkendelse, at denne Videnskab, selv om den regnes for tom og intetsigende ikke alene af Menigmand, men ogsaa af de fleste Lærde, hvoriblandt endda adskillige Matematikere, dog er mere paalidelig, end man kunde fristes til at tro; og det gælder ikke blot meteorologiske Virkninger og Vejrforudsigelser, men ogsaa Nativitetsforudsigelser, naar blot Tidspunkterne er rigtigt bestemt, og Stjernernes Gang og deres Indtræden i bestemte Himmelafsnit benyttes paa en Maade, der stemmer med Himlen, og deres Bevægelsesretnmg og Omløb bliver rigtigt bearbejdet; i disse to Henseender har vi ogsaa paa Grundlag af selve Erfaringen udformet en Metode, der er forskellig fra den hidtil anvendte. Men den Slags astrologiske Kundskaber er vi ikke tilbøjelige til at meddele andre, eftersom det ikke er saa lidt, vi har udfundet paa dette Omraade; for det er ikke alle, der forstaar selv at benytte det med den tilbørlige Omtanke og uden Overtro og overdreven Tillidsfuldhed, som man ikke bør udvise overfor nogen af de skabte Ting. Derfor vil vi ikke offentliggøre noget eller kun ganske lidt af det, som vi har udfundet paa dette Omraade. Altsaa maa det nu være tilstrækkeligt, at jeg har sagt dette i Korthed og i al Almindelighed om den Sag.
Ogsaa paa
alkymistiske Undersøgelser eller kemiske Eksperimenter har jeg ikke anvendt nogen ringe Omhu; ogsaa dette vil jeg lejlighedsvis antyde her, da det Stof, som de behandler, har nogen Analogi med Himmellegemerne og deres Virkninger, hvorfor jeg sædvanlig kalder denne Videnskab den jordiske Astronomi. At vinde Indsigt i denne og bearbejde den har jeg været optaget af i samme Omfang som af Himmelstudierne lige fra mit 23de Aar, og lige indtil nu har jeg med meget Arbejde og ikke ringe Bekostninger gjort en stor Mængde Erfaringer saa vel med Hensyn til Metaller og Mineralier som til Ædelstene og Plantevækster og andre herhen hørende Stoffer. Jeg vil ikke have noget imod at indlade mig paa aabenhjertige Drøftelser herom med fornemme og fyrstelige Personer og andre fremragende og lærde Mænd, som har Interesse for den Slags Ting og nogle Kundskaber deri, og lejlighedsvis give dem nogle Meddelelser desangaaende, naar jeg blot er sikker paa deres gode Villie, og de vil holde det hemmeligt. Thi at den Slags Ting bliver almindelig bekendt, det er ingen Nytte til, og det er der ingen Rimelighed i. Det er nemlig ikke enhver givet, selv om mange giver sig ud for at forstaa noget saadant, at behandle disse Mysterier paa tilbørlig Vis i Overensstemmelse med Naturens Krav og paa en ærlig og gavnlig Maade.