Månen

Af Erling Poulsen

Jordens naturlige satellit er meget stor i forhold til Jorden: Dens masse er omkring 1/81 af vores, og diameteren er over 1/4 af Jordens.
Tyngdekraften på Månens overflade er 1/6 af den, vi er vant til, for lidt til at holde på en atmosfære. Overfladen er meget tør, dog er der for nylig fundet frosset vand nær en af Månens poler.
Månen kredser om jorden i en gennemsnitsafstand af 384400 km og er 27,3 dage om et omløb. Den drejer langsomt om sig selv, så den altid vender den samme side mod Jorden.

Solen oplyser den ene halvdel og opvarmer overfladen til 110°C., men i løbet af den to uger lange månenat synker temperaturen til -170°C. Fra Jorden kan hele den oplyste side kun ses ved fuldmåne, ellers ses kun en del. Månen har faser: Fra nymåne til næste nymåne går 29,5 dag – perioden har siden oldtiden været brugt til tidsmål, måneden.

Månens oprindelse og overflade.
Månens oprindelse er endnu ikke afklaret, men den herskende teori går ud på, at den er dannet ved at Jorden er blevet ramt af et legeme på størrelse med planeten Mars, og at Jorden derved mistede en stor del af sin skorpe, som derpå samlede sig til Månen. Planeterne samlede sig i den skive, som omgav den nydannede Sol for ca. 4,6 mia. år siden. Da det, der skulle blive Jorden, var ca. ¾ samlet skete sammenstødet (4,5 mia.år siden).

 

Som det ses på billedet, blev en stor del (ca. to månemasser) slynget ud, og mange stumper samlede sig så tæt ved Jorden, at tidevandskræfter herfra forhindrede dem i at samle sig; lidt længere væk kunne månen så samle sig. Stumperne tæt på faldt efterhånden ned på Jorden, men havde den virkning på Månen, at dens baneplan kom til at hælde meget sammenlignet med andre måner i solsystemet, dette tog kun 100 år. Jorden roterede hurtigt den gang (dagen var på ca. 5 timer), og Månen var tæt på (set fra Jorden var den 40 gange større end i dag). De meget kraftige tidevandskræfter bremsede både månens og Jordens rotation, og rotationsenergien gik til at Månen fjernede sig (Det foregår stadig. Kræfterne er bare meget små i dag, månen fjerner sig ca. 3 cm om året og Jorden roterer 1.5 til 2 millisekunder langsommere per dag per århundrede).

I solsystemet for stadig en masse sten rundt og bombarderede Jorden og Månen, og de var begge for det meste flydende. Overfladen størknede først på Månen (de ældste sten derfra er 4,5 mia. år gamle mod ca. 3,9 mia. år for Jorden). De mange meteornedfald dannede en kaotisk overflade på begge legemer. Her på Jorden har geologisk aktivitet udvisket den igen. Tidevandskræfterne fik efterhånden bremset Månens rotation helt, og siden har den vendt samme side mod Jorden, på “for”siden skabte store nedslag nogle lavlandsområder som under en vulkansk periode (3,8-3,1 mia. år siden) fyldtes med basaltlava og danner de såkaldte månehave (de store mørke områder). På “bag”siden er ikke tilsvarende lavlandsområder, så der er ingen “have”.

Solsystemet var efter de første 6-700 mio. år renset for de mange sten, der var i begyndelsen, og meteorbombardementet aftog kraftigt, så Månens store lavasletter har kun få meteorkratere.

Fordi Månen dannedes af Jordens skorpe, har den ingen (eller kun en meget lille) jernkerne ,og dens massefylde er derfor kun 3,3 i forhold til Jordens 5,5; da den ydermere afkøledes hurtigere, er den ikke opdelt i så tydelige lag som Jorden. Man opdeler den i et overfladelag ca. 65 km tyk, en kappe ca. 1000 km tyk og en kerne med en radius på ca. 500 km. Meget lidt, om noget overhovedet, er flydende, og derfor er Månen i dag en geologisk død klode. De måneskælv, der er blevet målt deroppe, skyldes meteornedslag og at den giver sig lidt pga. tidevandspåvirkning fra Jorden. En speciel ting ved måneskælv er, at de uddør meget langsomt. Månen er som en klokke at slå på.

Meget af vor viden om Månen stammer fra de bemandede landinger på dens overflade. Fra besøgene er hjemtaget stenprøver, som er blevet analyserede. Overfladen består af sten, og der er mange meteoritkratere (op til 240 km i diameter). De er dannet tidligt i solsystemets historie, hvor en mængde store sten kredsede om Solen. Jorden har haft et lignende udseende, men vor flydende indre, vulkaner og atmosfære har for længst glattet vor overflade.

Læs mere om måneformørkelser