Kometernes oprindelse

Af Erling Poulsen

I solsystemets tidligste barndom, for omkring fem milliarder år siden, var kometerne det første stof, der samlede sig til større legemer. På det tidspunkt var den koncentration af støv og gas i centrum af den oprindelige sky, der senere skulle blive til Solen og planeterne, endnu ikke dannet. Antallet af kometer var meget stort, og de samlede sig i et kugleformet område i en afstand af mere end 50.000 AU 1) fra centrum; området kaldes Oort’s sky 2).

I tidens løb er solsystemet blevet passeret af mange stjerner, og de har forstyrret kometerne. Flere er derfor faldet ind mod Solen og har fået nogle meget langstrakte baner med flere tusind års omløbstid.

Observationer
Det viser sig, at kometer med lange omløbstider (mere end 200 år) kommer til Solens nabolag fra helt tilfældige retninger. Samtidig er der endnu ingen komet, hvis bane viser, at den er kommet fra et sted udenfor solsystemet.
Tilsammen viser det, at kometerne er dannet i solsystemet, men på et tidspunkt før det meste stof begyndte at rotere i en skive omkring den unge Sol.
Et typisk eksempel på en sådan komet var Huyakutake, der kunne ses i foråret 96. Dens omløbstid var omkring 10.000 år, og den nærmede sig Jorden nedefra (hvis vi regner Nord opad). Da den kom tæt på Solen, bevægede den sig op over jordbanens plan og kunne ses fra den nordlige halvkugle, mens den passerede os og nærmede sig Solen. Efter at have passeret Solen d. 1. maj bevægede den sig igen ned under Jordens baneplan og kunne ikke ses mere fra Danmark.
Det lykkedes ikke at fotografere kometkernen, selvom kometen passerede os i en afstand på kun 0,1 AU. Men rardarekko fra kometkernen tyder på, at den kun var ca. 3 km stor – altså en meget lille komet.

 
Andre kometer.
Kometer med lange perioder er sjældne, men der sværmer til stadighed mange rundt om Solen med korte perioder (hvert år forventes ca. 20 små kortperiodiske kometer at komme tæt på Solen). De kortperiodiske kometer kommer ikke fra alle mulige retninger, men bevæger sig omtrent i samme plan som Jorden. Derfor stammer de sikkert fra et andet område end de langperiodiske.
Kort efter planeterne var dannet, eksisterede der en masse mindre legemer i nærheden af Solen. Legemerne var samlet i den roterende skive, som planeterne var opstået af. De legemer der var tættere på Solen end den yderste tunge planet, Neptun, blev dog hurtigt slynget væk af tyngdepåvirkninger fra de store ydre planeter. Tilbage blev et skiveformet bælte, der strækker sig fra 40 AU og udefter – opfyldt med smålegemer 3).
Især de legemer, der er inderst i bæltet, påvirkes af planeten Neptun, og vil af dens tyngde kunne kastes ind i baner med korte omløbstider.

Kometernes opbygning.
Kometernes kerne, der er fra 1 til 50 km stor, består af støv, der er bundet løst sammen af frosne gasser, især vandis. Når kernen kommer tæt på Solen, vil de frosne gasser fordampe, og der dannes en stor sky af gas og støv omkring kometkernen, kometens coma. Sollyset udøver et tryk, og det vil, når kometen kommer nærmere Solen, presse gassen og støvet væk fra comaen, og den flotte komethale bliver dannet.

Komet, Hale-Bopp.
Den 22. juli 1995 blev et svagt tågeagtigt objekt opdaget af to amerikanere i stjernebilledet Skytten. Det flyttede sig mellem stjernerne og måtte være en komet. Baneberegninger viste, at objektet ved opdagelsen befandt sig 7,2 AU fra Solen. En overraskende stor afstand i forhold til lysstyrken. Konklusionen var, at det måtte være en usædvanlig stor komet. Den blev opkaldt efter opdagerne Hale og Bopp.
Den flotteste tilsynekomst var i marts 1997 (lige før solopgang i NØ) og fra midten af marts frem til slutningen af april (lavt i NV efter solnedgang). Da denne store komet passerede os i meget større afstand end kometen i 1996, var dens tilsyneladende bevægelse på himlen fra dag til dag væsentlig mindre.
Sidst denne komet var i nærheden af os var for ca. 4210 år siden, og næste gang den kommer tæt på Jorden er om 2380 år. Grunden til at dens omløbstid ændrer sig så meget er baneændring grundet forstyrrelser fra de store planeter. For eksempel passerede den Jupiter i kun 116 mill km afstand.

Stjerneskud
Mange stjerneskud kommer tilfældigt og stammer fra støv, der er spredt jævnt i solsystemet.
Men på bestemte tidspunkter i løbet af året bevæger Jorden sig ind i støvskyer, som er rester af komethaler.
På de tidspunkter er der særlig mange stjerneskud, og de ser ud til at komme fra samme sted på himlen, fordi de kommer parallelt ind i atmosfæren (stedet kaldes Radianten).
Det kaldes en meteorsværm.

 
1)1 AU=150 mill. km, Jordens gennemsnitsafstand fra Solen.
2)Jan H. Oort var en hollandsk astronom der i 1950 fik ideen til kometernes oprindelse.
3)Det kaldes Kuiper-bæltet efter den Holland-Amerikanske astronom G.P. Kuiper.