Merkur

Af Erling Poulsen

Merkur er opkaldt efter de romerske guders budbringer, måske fordi den bevæger sig så hurtigt rundt om Solen.
Den bevæger sig i en afstand af gennemsnitlig 58 millioner km fra Solen, så tæt at dens overflade bliver bagt i ni gange så meget sollys som Jorden. Næsten uden atmosfære kan lyset uhindret ramme Merkurs stenede overflade. Ved middagstid når overfladen op på 430°C., og ved nattetid falder den til -170°C. Da banen er meget elipseformet varierer indstrålingen dog meget; set fra Merkur varierer Solens diameter fra 4 gange til 10 gange diameteren set fra Jorden.
Planeten har en diameter på 4880 km, og massen udgør kun 6% af Jordens masse. Rotationstiden er 59 dage, og den kredser om Solen på 88 dage. Overfladen ligner Månens, oversået med meteorkratre; det største, Caloris, er 1300 km i diameter og omgivet af 2 km høje bjerge.
Det er de færreste, der nogensinde har set planeten, fordi den altid er tæt på Solen, og derfor kun kan ses lige efter solnedgang eller lige før solopgang. Kun én rumsonde har besøgt Merkur: Det var Mariner 10 i 1974, og det er fra det besøg,  vores viden om planeten stammer.
Merkur har en meget stor jernkerne, som giver den et magnetfelt med en styrke på 1% af Jordens.
Stort set er solsystemet opbygget med Solen i midten og planeterne kredsende rundt om. Så her, fra Jorden, skulle planeterne ses på ekliptika. De to inderste planeter, Merkur og Venus, burde jævnligt glide ind foran Solen. Men ligesom Månens bane hælder lidt i forhold til ekliptika, så hælder planeternes baner også. Så når de to inderste planeter er imellem Solen og Jorden, står de normalt over eller under solskiven. Med års mellemrum sker det, at passagen foregår hen over Solen.