Neptun

af Erling Poulsen

Solens ottende planet blev først opdaget i 1846 af tyskerne Galle og d’Arrest. De vidste, hvor de skulle lede efter planeten, fordi man havde opdaget nogle uregelmæssigheder ved planeten Uranus’ bane. Udfra dem beregnede englænderen Adams og franskmanden Leverrier, hvor en planet, der kunne forklare uregelmæssighederne, kunne være at finde.

Neptun har en diameter på 48600 km og en masse på 17,2 gange Jordens. Den roterer en gang rundt på 16 timer, og den består især af brint, helium og methan; i dens centrum er en stenkerne dækket med is.

Den hurtige rotation giver Neptun en livlig atmosfære, man har målt solsystemets største vindhastigheder på den. På overfladen er både hvide skyer, som minder om vore cirrus skyer, og mørke skyer, som minder om Jupiters røde plet.

 Der er fundet et svagt ringsystem og otte måner ved Neptun. Den største måne, Triton, er dækket af en rosa iskappe med tegn på geologisk aktivitet. Bl.a. er der opdaget gejsere, der sprøjter med kvælstof. Månen har en tynd atmosfære bestående af methan og kvælstof.