Saturn

Af Erling Poulsen

Planeten Saturn er det altid en oplevelse at se i kikkert.
Saturn er ca. 30 år om at bevæge sig en gang rundt på himmelkuglen. Halvdelen af tiden er den under himlens ækvator og ses derfor kun lavt over vores horisont. Men når den er over ækvator, står den flot på nattehimlen
Saturn er den fjerneste planet, der er synlig med det blotte øje.
Den blev allerede i oldtiden tillagt guddommelige egenskaber. Babylonerne kaldte den Genna, kineserne Tu Xing, grækerne Kronos, og vi har opkaldt den efter den romerske gud Saturn.
 
Græske legender fortæller: Kronos var søn af Uranos (Himlen) og Gaia (Jorden). Han avlede med sin søster Kybele bl.a. sønnen Zeus og datteren Here. For at bevare herredømmet over verden, havde Kronos aftalt med sin bror Titan ikke at lade sine sønner leve. Så søsteren Kybele gemte Zeus. Senere opdagede Titan svindelen og lod Kronos fængsle, men Zeus hjalp faderen fri. Kronos efterstræbte dog stadig sønnen, som måtte forstøde faderen fra tronen. Derpå fik Zeus magten over himlen og jorden. Kronos søgte asyl hos kong Janus i Italien, og som belønning gav han Janus ansigt både foran og bagpå hovedet, således at han kunne se både frem og tilbage i tiden.

Romerne kaldte Zeus for Jupiter, deres magtfulde overgud, og det er samtidig navnet på en anden planet.
Da man første gang i 1600-tallet så Saturn i kikkert, var den underligt aflang. Senere, da udstyret blev bedre, viste den sig at have en lysende ring omkring sig.
Ringen er delt i flere ringe. Fra Jorden kan tre af disse ringe ses, men rumsonder har vist adskillige hundrede enkeltringe.
Ringene består af ispartikler fra støvkorns-størrelse til adskillige meter i tværmål. Partiklerne er sandsynligvis rester fra solsystemets dannelse, der aldrig har kunnet samle sig til en Saturnmåne, da planetens nærhed giver for store forstyrrelser.
Ringsystemet er utroligt tyndt i forhold til sin diameter; hvis det var på tykkelse med et stykke papir, ville diameteren tilsvarende være 200 m.

Længere fra planeten har urstoffet kunnet samle sig, og vi finder adskillige måner.
Den største af dem er opkaldt efter Saturns bror Titan og er let at få øje på i en kikkert. Titan, som kun er lidt mindre end planeten Mars, er interessant, da den har en atmosfære af kvælstof og naturgas. Ved dens overflade er trykket 1,6 atmosfære, og temperaturen -180°C. Derfor er der på Titan muligvis søer opfyldt af den methanregn, der falder fra de skyer, månen har i 40 km’s højde. På dens overflade er fundet aftegninger, der tyder på floder (af flydende metan, det der svarer til vor stenoverflade er på Titan vandis).

Saturn er ligesom Jupiter dannet så langt fra den varme Sol, at den for det meste består af letfordampelige stoffer som brint og helium. Dog har den formodentlig en lille kerne, og uden på denne et lag brint under så stort tryk (ca. 8 mill. atm.), at det er strømførende. Yderst er en skyfyldt atmosfære med voldsomme storme.
Da Saturn er længere fra Solen end Jupiter, er der mere dis (frosttåge) ved dens overflade, og det er derfor sjældnere, at Saturns skysystemer kan ses.
 
 
Fakta om Saturn:
9,6 gange længere fra Solen end Jorden.
Omløbstid 29,4 år.
Rotationstid 10,7 timer.
Diameter ved ækvator 120500 km.
Afstand fra pol til pol 108500 km.
Masse 95,2 gange Jordens.
Middeltæthed 0,7 (lettere end vand !).
Tyngde ved overfladen 7% større end her.
Saturn har mange måner (hvoraf over 30 er navngivet), de har diametre mellem 5150 km og 3 km.