Solen

 

Vor nærmeste stjerne, og den eneste der kan ses om dagen, blev dannet for 4,5 milliard år siden. Solsystemet opstod da en roterende interstellar sky, skabt af tidligere stjernegenerationer, faldt sammen; i skyens centrum udviklede sammentrækningen varme, og Solen dannedes. I nærheden af varmen samlede de stenfyldte indre planeter sig,  her iblandt Jorden, yderst i skyen fortættedes lette gasser og samlede sig i store gasplaneter som Jupiter og Saturn.
Da temperaturen i centrum af skyen var kommet op på ca. 15 millioner grader, og stoftætheden var blevet stor nok, begyndte de kerneprocesser, der siden har været ansvarlige for Solens energiproduktion.

Fra Jorden kan kun de yderste dele af Solen ses, og det viser sig, at den har en urolig overflade; store varme gasbobler stiger hele tiden op, afgiver deres varme og synker kolde ned i det indre igen.

Mellem boblerne er store mørke områder, de såkaldte solpletter, de skyldes kraftige lokale magnetfelter. Felterne forhindrer de varme bobler i at stige op, derfor er områderne lidt koldere end resten af overfladen og ser sorte ud.

Omkring solpletterne holder det kraftige magnetfelt på “solstoffet”, men mellem dem er “huller”, hvorfra stof strømmer ud. Stoffet forstyrrer vores magnetfelt og klima, hvis det rammer Jorden. Det sker at to solpletters magnetfelter støder sammen, så udløses mægtige eksplosioner (flares), med energiudladninger svarende til mange millioner atombomber.
Solpletantallet, og dermed udsendelsen af stof, varierer: Den vigtigste periode i variationen er på 11 år, men den overlejres af andre, således har der været tidspunkter, hvor der var få solpletter, selv når de var flest. Den sidste periode med meget lille aktivitet var omkring år 1700, en periode der ofte kaldes den lille istid.
For øjeblikket er aktiviteten lille, måske er det et forvarsel om koldere vejr.
Når det udslyngede stof når Jordens magnetfelt, bliver det fanget. Feltet fører stoffet hen mod Jordens magnetpoler, og her bremses det i atmosfæren. Opbremsningen joniserer luften, og der dannes det smukke Nord- eller Sydlys.

Ligesom andre energiproducenter kan Solen ikke fortsætte i al evighed, den vil løbe tør for brændstof om ca. seks milliarder år. I slutningen af sit liv vil den begynde at lyse kraftigere, og samtidig vil den vokse. Lysstyrken vil blive 6000 gange større end nu, og dens overflade vil opsluge Jorden.
Efter en kort ustabil periode, hvor Solen blæser sin overflade ud i rummet og danner en planetarisk tåge, stopper al energiproduktion. De indre dele falder sammen, ophedes stærkt og Solen går på pension som hvidglødende dværgstjerne. Efterhånden vil den hvide dværg afkøles, først bliver den rød, og derpå udslukkes den som en sort dværg.
Stoffet, der blæstes ud i rummet, vil med tiden indgå i nye stjerner med nye planeter omkring.


Solens indre
Den høje temperatur i Solens inderste dele joniserer alt stof, og den energi, der dannes, siver ud mod overfladen som stråling (gamma- og røngten-). Når energien (det tager en million år, strålingen strømmer ikke direkte ud men støder ind i partikler og reflekteres) er kommet ca. ¼ af afstanden ud mod overfladen, er temperaturen dalet så meget, at de tungere grundstoffer kan fastholde deres inderste elektroner, derved bliver solatmosfæren uigennemsigtig, og energien kan ikke mere transporteres i form af stråling, og resten af vejen ud foregår energitransporten som konvektion (dvs. varme gasbobler stiger op afkøles og daler ned igen, nogenlunde som vi kender det fra kogning).
I grænselaget mellem de to zoner menes det at strømninger danner Solens magnetfelt.
Når boblernes temperatur er faldet til omkring 5500°C, kan de elektrisk ladede joner fastholde elektroner, og der dannes neutrale atomer. De er gennemsigtige, og lys herfra kan ses fra Jorden, så vi kalder dette lag for Solens overflade.

Solobservation
Man må aldrig se på Solen gennem en kikkert, det koncentrerede lys vil ødelægge øjet. På Rundetaarn bruger vi kikkerten som en slags omvendt lysbilledapparat, når Solen skal ses.  Dermed får vi projiceret solbilledet på en skærm, og her kan detaljer ses.

Solformørkelse
Når Månen på sin vej rundt om Jorden glider ind foran Solen, er der solformørkelse. Ofte er det kun en del af Solen der dækkes, men en sjælden gang vil Månen dække hele solskiven – en total formørkelse.

Fakta om Solen Diameter: 1392000 km.

Rotationsperiode: 25,38 dage.

Overfladetemperatur: ca. 5500°C.

Masse: 332946 gange Jordens masse.

Massefylde: 1,4 g/cm3.

Tyngdekraft ved overfladen: 28 gange Jordens.

Middelafstand fra Jorden: 149,6 mill. km.
Nærmest Jorden: omkring 2. januar.

Nærmeste nabostjerne:Proxima Centauri – afstand: 4,3 lysår = 40.681.010.000.000 km.

Stofsammensætning: 75% Brint, 23% Helium samt 2% tungere stoffer.

Energiproduktion: 380 trillioner Megawatt.

 

Solen lige nu