Solpletter

Af Erling Poulsen

Når man iagttager Solen, viser det sig, at den har en plettet overflade. Mørke områder går og kommer, og områdernes bevægelse hen over solskiven viser, at Solen roterer. Solpletterne opstår, når lokale magnetiske storme på solens overflade forhindrer varm gas i at stige op. Derfor er stedet for stormen koldere, og dermed mørkere end omgivelserne. Det har vist sig at solpletternes antal varierer med ca. 11 års mellemrum, og der har været perioder, hvor antallet af pletter, når der var flest, har været lavt. På Solen sker også store eksplosioner, og dem er der flest af, når der er mange pletter. Ved eksplosionerne slynges stof væk. Stof der rammer Jorden og påvirker vores omgivelser, mest tydeligt når det indfanges af Jordens magnetfelt og falder ind i atmosfæren ved vore magnetpoler – dér dannes nord- og sydlys.

 

Når en solpletperiode starter, er der flest pletter langt fra Solens ækvator. Efterhånden dannes de på lavere og lavere breddegrader, og ved maksimum er der flest på ca. 15° bredde. på billedet er de enkelte pletter angivet dag for dag som funktion af deres bredde.

Et eksempel på et kraftigt udbrud: Solen selv er dækket af en skive
for at forhindre overeksponering.

Klimaet og solpletterne