Skorpionen

Erling Poulsen

 

Fra Jorden ses Solen i årets løb bevæge sig en gang rundt på himmelhvælvingen.

Stjernerne langs dens vej har siden oldtiden især symboliseret dyr, men den gennemløber også fire menneskelige stjernebilleder. Dyrekredsen er en meget gammel kalender.

Når sumererne i oldtidens Irak så Solen stå op, lige efter tilsynekomsten af Vandmandens stjernebillede i øst, varslede det regntidens begyndelse. Det gør det ikke mere, for Jordens akse og dermed årstidernes stjernebilleder har ændret sig. Efter regntiden var floderne fulde og det var tid for fiskene, Fiskenes stjernebillede.

Når Solen, landbrugets hersker, brændte midt på sommeren, stod stjernebilledet for dyrenes konge, Løven, op med den. Og når den varme tid var ovre, varslede Solens opgang med stjernebilledet Kornneget høstens komme. Senere kaldtes Kornneget for Jomfruen. Ofte ses hun afbildet med et neg i hånden.

Når høsten var overstået kom det tørre efterår, og Solen gik ind i Skorpionen og Skytten, det var tid for skorpioner og jagt.

 

Græske myter beretter, at Orion blev skabt som gæstegave til en fattig barnløs bonde af havguden Poseidon og Zeus. Jagtens gudinde Artemis opdrog Orion til en vældig jæger. Orion jagede sammen med sine to hunde efter harer, Artemis elskede hareblod.

Men Orion blev overmodig og udfordrede Artemis; hun turde ikke tage udfordringen op og lod en skorpion dræbe Orion. Som tak satte hun skorpionen på himlen. Men Zeus satte også Orion på himlen, således at Orion går ned i vest, når Skorpionen står op i øst. Så skulle han være sikret en anden gang.

 

1) Antares (Mars’ rival), er en rød superkæmpestjerne, den er 700 gange større end Solen, afstanden er 520 lysår.

2) Akrab (krabben), har fået sit navn fordi man tidligere troede at skorpioner kunne udvikles af krabber. Det er en stjerne, som er 530 lysår væk og lyser som 2700 sole.

3) Dschubba (hovedet), er 402 lysår væk og lyser som 3300 sole.

4) Shaula (brodden), er 310 lysår væk og lyser som 1700 sole.

 

Yderligere litteratur:

Burnham’s Celestial Handbook

Fremads Stjerneatlas.

Græske Stjernesagn, Gyldendals Uglebøger.

Gyldendals store stjernehåndbog, David Levy.

Himlens billedbog, E Juul Clausen.

Politikens bog om Stjernebillederne, John Sanford.

Stjernerne Fortæller, Skriver Svendsen.

Stjernehimlen, Henry Nørgaard.

Stjernernes Privatliv, Roy A. Gallant.