Store Bjørn

 Erling Poulsen

Kongedatteren Callisto blev forført af overguden Zeus, hun fødte derpå sønnen Arkas. Zeus’ kone Here forvandlede som straf mor og søn til to bjørne, dem satte Zeus på himlen. I sidste ende fik Here dog sin hævn, for hun nægtede bjørnene nogensinde at gå til hvile under horisonten, og lod dem overvåge af en bjørnevogter.

 

Da halespidsen af Lillebjørn er Nordstjernen, vil stjerner tæt på bjørnene aldrig komme under horisonten når de betragtes fra Grækenland.

 

Men grækere i Ægypten oplevede, at Store Bjørn gik ned under horisonten, derfor foreslog grækeren Anaximander ca. 600 f. Kr., at det kunne forklares, hvis Jorden var en kugle.

 

Ægypterne opfattede bagen på Storebjørn som guden Osiris’ vogn eller båd, med hvilken han drog rundt på himlen.

 

Når grækerne brugte det ægyptiske billede kaldte de Vogteren, Philomelos, vognens opfinder.

 

Også nordboerne så vogne i stjernerne. Storebjørn blev til Tors vogn eller Karls vogn og Lillebjørn til Kvindevognen med ledestjernen Tir forrest på vognstangen.

 

Nordstjernen, Tir, blev opfattet som himmelhullet, det som sjælene kunne stige op igennem.

Det er sjældent at man finder vognen afbildet på stjernekort, men i Peter Apians Cosmographicus Liber fra 1524 ser den således ud. Læg mærke til at stjernehimlen er spejlvendt, det var almindeligt at tegne den sådan dengang.

 

1) Dubhe (bagdelen på bjørnen), er 105 lysår væk og lyser som 145 sole. Den har en ledsager, som kan ses i en lille kikkert.

 

2) Mirak (bjørnens lænd), er omkring 80 lysår væk og lyser som 65 sole. Knap 2,5° SØ for stjernen ligger Ugletågen, en af de nærmeste planetariske tåger.

 

3) Phecdaret, er omkring 90 lysår væk og lyser som 75 sole.

 

4) Megrez (halens rod), er den svageste stjerne i Karlsvognen, den er 65 lysår væk. Stjernen er en urgelmæssig variabel.

 

5) Mizar (bæltet) og Alcor (rytteren) hedder de to stjerner, henholdsvis den kraftigste og svageste. Mizar er en dobbeltstjerne i 59 lysårs afstand. Alcor er i 82 lysårs afstand.

 

Før i tiden blev de to stjerner brugt som sysprøve, kunne man se der var to, var øjnene gode.

 

Yderligere litteratur:

 

Burnham’s Celestial Handbook

Fremads Stjerneatlas.

Græske Stjernesagn, Gyldendals Uglebøger.

Gyldendals store stjernehåndbog, David Levy.

Himlens billedbog, E Juul Clausen.

Politikens bog om Stjernebillederne, John Sanford.

Stjernerne Fortæller, Skriver Svendsen.

Stjernehimlen, Henry Nørgaard.

Stjernernes Privatliv, Roy A. Gallant.