Stjernernes egenbevægelse

Karlsvognen og omgivelser gennem de næste 130000 år

Af Erling Poulsen

Opdagelsen
I 1704 opfandt og konstruerede Ole Rømer meridiankredsen. Instrumentet var uhyre præcist til at måle stjernepositioner med – datidens bedste. Kun få af observationerne overlevede Københavns brand i 1728. Observationerne fra dagene 20.-23. oktober 1706 blev bevaret, fordi de blev afskrevet i flere eksemplarer.
I 1756 sammenlignede den tyske astronom Tobias Mayer sine egne målinger af stjernernes sted på himlen med Rømers målinger, og opdagede at mange af stjernerne havde flyttet sig. Det var ikke nogen stor flytning, men den var tydeligt større end måleusikkerheden, og måtte derfor være virkelig.

Forklaringen
Vi ved alle, at jo længere noget er væk, jo langsommere flytter det sig tilsyneladende. Da stjernerne er umådeligt langt væk, kan man næsten ikke se, de flytter sig, selvom deres hastigheder er i størrelsesordenen 100 km/sek.
De nærmeste stjerner flytter sig tilsyneladende mest og opdagelsen af stjernernes egenbevægelse betød, at man fik mulighed for at afgøre hvilke stjerner, der var nær. Det var vigtigt, for det gav mulighed for at måle afstanden til dem præcist ved hjælp af parallaksemetoden.