Stjerners død

Af Erling Poulsen

Når en stjerne i slutningen af sin tilværelse er ved at have forbrugt al brinten i sit indre, kan den ikke mere producere energi. Kernen falder sammen, temperaturen stiger og i en kort periode kan en ny energiproduktion holde stjernen lysende – den nye energiproduktion består i at helium omdannes til tungere grundstoffer.

Udefra set svulmer stjernen op, overfladen afkøles, og stjernen bliver til en rød kæmpestjerne.

På det tidspunkt hvor denne energiproduktion går i stå, bliver stjernen ustabil, hvis det er en stjerne med en masse som Solens, vil der dannes en planetarisk tåge.

Planetariske tåger er nogle runde diffuse dannelser, af og til lidt forrevne. Nogle af dem er meget regelmæssige og minder mest af alt om en røgring.

Store kikkerter afslører en lille og varm stjerne i midten af tågen, en hvid dværgstjerne, det er stjernens ultraviolette lys, der får tågen til at fluorescere.

Den mekanisme, der har dannet de planetariske tåger, er ikke helt afklaret, men meget tyder på, at det er en fase i gamle stjerners liv; den yderste stjerneatmosfære er blevet smidt ud i rummet, og tilbage ligger den nøgne kerne som en dværgstjerne.

Da tågedannelsen fjerner sig fra stjernen, vil lyset fra den blive svagere. En planetarisk tåge er kun synlig i 30-40 tusinde år.

En af de smukkeste planetariske tåger finder man i stjernebilledet Lyren. Tågen hedder M-57. Afstanden til den er 1400 lysår (med en stor usikkerhed), og selve tågedannelsen er ½ lysår i diameter. Massen af tågen er nogenlunde som Solens, og den centrale stjerne er en blå dværgstjerne med en overflade der er 100000° varm. Det er en stjerne som efterhånden vil afkøles til en sort slagge.

Tungere stjerner vil i kæmpestadiet opbygge en tungere og tungere jernkerne. Og når kernen når op på en masse af 1,4 solmasser, går det galt: De kræfter, der normalt gør atomerne stabile, vil ved en så stor tyngde ikke kunne holde stand. Elektroner og protoner vil blive mast sammen til neutroner. Da en sådan neutronstjerne fylder væsentlig mindre end jernkernen, vil en stor mængde tyngdeenergi blive frigjort, og de ydre dele af stjernen eksploderer som en Super Nova.
Ved processen vil en stor mængde neutroner frigøres og danne tunge grundstoffer.

Både ved dannelsen af en planetarisk tåge og ved Supernovaer, spredes der stjernestof ud i rummet – stof der er blevet beriget med tungere grundstoffer.
Derfor vil sene stjernegenerationer indeholde relativt flere tunge stoffer.