Stjerners fødsel

Af Erling Poulsen

På vinterens stjernehimmel dominerer stjernebilledet Orion, den store jæger.
Orion blev skabt som gæstegave til en fattig barnløs bonde af havguden Poseidon og Zeus. Jagtens gudinde Artemis opdrog Orion til en vældig jæger. Orion jagede sammen med sine to hunde efter harer, Artemis elskede hareblod.
Men Orion blev overmodig og udfordrede Artemis; hun turde ikke tage udfordringen op og lod en skorpion dræbe Orion. Som tak satte hun skorpionen på himlen. Men Zeus satte også Orion på himlen, således at Orion går ned i vest, når Skorpionen står op i øst. Så skulle han være sikret en anden gang.
Ved siden af stjernebilledet Orion satte Zeus hans to jagthunde, og under er stjernebilledet Haren.

Der er mange interessante objekter i Orion. For eksempel er hans højre skulder stjernen Betelgeuse, en rød superkæmpestjerne. Det er en stjerne i slutningen af sit livsløb. Den pulserer uregelmæssigt og har en utrolig lysstyrke: Den lyser som 14000 sole, når den lyser mest og som 7600 når den er svagest. Det lys, vi i dag modtager fra Betelgeuse, udsendte den før Columbus opdagede Amerika, så langt væk er den.

Stjernen Rigel, som sidder i Orions venstre knæ er også lysstærk. Nyere målinger viser, at den er 900 lysår væk (det lys vi modtager i dag blev udsendt da Erik Ejegod var konge i Danmark). Overfladen er 12000 grader varm, og den udsender 57000 gange så meget energi som vores sol.

Tværs gennem stjernebilledet går Orions bælte, det består af tre stjerner:
Den vestlige, Mintaka, som er 1500 lysår væk.
Den i midten, Alnilam, som er 1600 lysår væk.
Den østlige, Alnitak, som er 1600 lysår væk.
De hører alle til et stort område i rummet, hvor en mængde nye stjerner fødes.

Oriontågen

Midt i området findes Oriontågen, en gas og støvtåge. Nydannede stjerner får skyen til at fluorescere, så vi herfra ser en forrevet lysende sky på himlen.
De store nye stjerner udsender det meste af deres energi som ultraviolet lys, når det rammer gassen bliver det til synligt lys.

De mørke områder er støvskyer i forgrunden, de skygger for lyset, der kommer bagfra.
Tågen er en af himlens klareste diffuse objekter og kan under gunstige vilkår lige skimtes som en uklar stjerne i Orions sværd.
Fra oldtiden, hvor jo ingen kikkerter kunne hjælpe øjet, er der dog ingen beretninger om, at den er set. Galilei, der var den første, der vendte en kikkert mod himlen, nævner den heller ikke; først i 1611 blev den opdaget.

Man har målt mange forskellige afstande til tågen. Det siger mest noget om usikkerheden ved astronomiske afstandsmålinger. Den accepterede afstand i dag er 1600 lysår. Det giver en størrelse på ca. 6 lysår for den del af tågen, der kan ses i en kikkert. Hele tågen er dog meget større; den fylder hele stjernebilledet Orion.
Tågen udvider sig, og regner man tilbage får man en alder på “kun” 300.000 år for tågen og de ældste stjerner, der er dannet i den. Det betyder, at stjernerne tilhører en af de yngste stjernehobe, der kendes.
Nyere målinger viser, at der stadig foregår stjernedannelse i Orion. De fleste af de nydannede stjerner kan dog kun “ses” i infrarødt lys, deres lys blokeres af støv mellem tågen og os.
I midten af tågen kan fire stjerner ses i en trapez, de er kun 20-30 tusinde år gamle.