PORTEN TIL RUNDETAARN – 375 års historier

08.07.2017 - 20.08.2017
i: Udstilling

Udklip

Historien går gennem Rundetaarn og har gjort det siden 1642. Fra den 8. juli til den 20. august 2017 kan du opleve en rigdom af historier om Rundetaarn foldet ud som perler på en snor, når vi åbner porten for sommerens store jubilæumsudstilling; Porten til Rundetaarn.

Rundetaarn stod færdigt i 1642, og det betyder, at det i år er 375 år siden, at tårnet første gang kunne åbne porten. For verden, for universet, vores viden, symbolikken og fantasien. Kort sagt alt det, der lige siden er gået igennem Rundetaarn og stadig gør det.

I anledning af jubilæet fejrer Rundetaarn sig selv med en udstilling, der fortæller kendte og ukendte historier om det gamle tårn. Rundetaarn er nemlig fuld af gode historier. Opdagelser er blevet gjort her. Institutioner er startet her. Eventyr er blevet til om det eventyrlige sted, der samler en hel epokes idéer i sine tykke mure. Og siden 1642 er høj og lav strømmet gennem sneglegangen og har fået dens hvælvinger til at svirre af så mange tungemål, at det er et Babelstårn værdigt.

I sommerens store udstilling i den smukke Bibliotekssal kan du træde ind i Rundetaarn igen og opleve historier, der forklarer, forbinder og overrasker. Udstillingen er kulminationen på Rundetaarns historieprojekt, hvor vi udfolder tårnets fortid på hjemmesiden rundetaarn.1642.dk.

Baggrunden for udstillingen

”Porten til Rundetaarn – 375 års historier” er en del af et omfattende historieprojekt, hvor vi har udfoldet Rundetaarns historie på skrift, i videoer og gennem arrangementer i tårnet, ikke mindst i forbindelse med 300-året for den russiske zar Peter den Stores spektakulære tårnbesøg på hesteryg i 1716.

Rundetaarn bliver naturligvis ved med at fortælle historier, men udstillingen ”Porten til Rundetaarn – 375 års historier” markerer den foreløbige kulmination på historieprojektet. Derfor er alle sejl også sat for at fortælle historien om Rundetaarn. Velkommen indenfor!

For yderligere information, kontakt venligst:

Rasmus Agertoft
ra@rundetaarn.dk

Ditte Marie Lund
dml@rundetaarn.dk

Hvad skal med?
Rundetaarns store jubilæumsudstilling hedder ”Porten til Rundetaarn”, så selvfølgelig skal selve porten indgå i udstillingen. Men hvordan og hvor meget? Følg vores overvejelser, og kom med bag kulisserne i den første af en håndfuld små film af Rundetaarns egen Johan May Nitschke. Se video