DUNHAMMERAFTEN
Stig Møller - Eik Skaløe - 1967

Tycho Brahe sidder på Rundetårn
og tegner horoskopet for pinsemor'n
og snadder på sin pibe og vifter stolt
på en motorvejsbølge er der ikke koldt
nej - Sjælland er'n dejlig varm ø at bo på
når man har sine violette snabeltyrkersko på
en dunhammeraften
hammer med stort H

Tirsdag den 8. Maj om Middagen gik en bekjendt yndet Skuespiller forbi Rundetaarn, da han pludselig lige foran sig saae en Masse styrte fra Luften ned saa tæt ved ham, at han nær var bleven knust deraf; han maatte hurtig vige til Side, men blev dog bestænket af Blod, og det viste sig da at være en Mand, der havde styrtet sig ud fra Rundetaarn. Han knustes naturligvis bogstaveligt i Faldet, og hans ukjendelige Rester bleve hurtigt bortkjørte.

Rekrut 67 Petersen (1952)
Det var på Rundetårn (1955)
Charles tante (1959)
Fup eller Fakta (1967)
Mafiaen, det er osse mig (1974)
Walter og Carlo - Yes det er far (1986)
Brd. Mortensens jul (julekalender 1998)
Olsen banden Junior (2001)

Kom ei Rundetaarn for nær, er det Midnatstide;
Hvad mig nylig hændte der, skal I faae at vide.
Paa Bibliotheket hist er ei rart saa silde,
Thi ved Midnat holde der Aander Dands og Gilde.
Jeg om Dagen gik derop for en Bog at laane,
Gik en Smule der omkring, og kom til at daane.
Ingen savned mig; de gik, jeg blev der allene,
Ak, ved selve Tanken end ryste mine Bene!
Længe laae jeg i en Krog uden mindste Spratten;
Da jeg til mig selv nu kom, var det ud paa Natten.
Jeg er ingen Natte-Helt; derfor blev jeg bange;
Dybt i Kirken under mig ligge Døde mange;
Hvis de nu ved Midnatstid kom herop at læse,
De i Nakken dreied mig vist min egen Næse.
Maanen skinnede saa klar, Uglen sang derude,
Maanens Skin og Uglens Sang flød igjennem Rude.
Da blev jeg poetisk stemt, Gud maa hvordan vide,
Og for Øieblikket svandt al min Hjerte-Qvide.
Ak men nu slog Klokken tolv, det var fælt at høre;
Alle Bøger rundt omkring saae jeg sig at røre.
Nogle skjændtes, andre sang, Sproget var lidt blandet,
Som paa Babels-Taarn det klang ganske reent forbandet.
Alle sprang fra Hylderne, dandsed med hinanden,
Jeg var bange for at faae nogle Bind i Panden.
See, nu blev en Contradands underligt rangeret,
Mange Bøger dandsed med, skjøndt uconfirmeret.
Langs med Væggen stilled sig store Folianter,
Det var sikkert satte Folk eller gamle Tanter.
Her et ægte Manuskript dandsed med Danfane
Mens et Hexameter hist hopped, som en Trane.
Badens Fru Grammatica, smukt forgyldt paa Bagen,
Kom at engagere mig, jeg blev som et Lagen;
Ak det krilled' i min Taa, Hjertet steeg til Halsen;
Men jeg slap. Cornelius hende bød til Valsen.
Atlas af Pontoppidan, klædt i Svinelæder,
Med Fru Flora danica hist i Dandsen træder;
Reisers fürgterlige Bog sprang med Iliaden;
Ak det suuste skrækkeligt, som en Storm fra Gaden.
Fra Musæet lød en Røst: „Hvad er her paa Færde?“
Og en Landse traadte frem, fulgt af tvende Sværde:
„Schwerenoth! I lærde Pak! vil I være rolig?
Unde I ei Helten Ro i sin sidste Bolig?
Hvad er vel en lurvet Bog mod en Pandser-Plade!
I er' kun Peermadsensgang, vi er' Østergade!“
Og nu hugged Sværdet om, saa der Funker lyste,
Det var fælt, det kan I troe, at mit Hjerte gyste.
Bøgerne fik ogsaa Skræk, hvert et Blad jo bæved,
Som en broget Fuglehær de til Hjemmet svæved,
Og paa Hylderne i Hast deres Pladser søgte.
Men hist i Musæet, ak! det langt værre spøgte.
Op af hver en Askepot steeg de Dødes Bene,
Uh! en Ildstrøm risled mig gjennem hver en Sene.
Sylfelet jeg følte mig, Døren op jeg sprænger,
Ak, hvad seer jeg! — Rundetaarn er der ikke længer.
Støtten lig i Don Juan, Taarnet promeneerte,
Men slig Vandring, kan I troe, fælt mig her geneerte.
Afgrund for og Aander bag værre var end Døden.
Maanen smiled lasket fed, hjalp mig ei i Nøden.
Som en Sappho stod jeg her, Vinden tog i Kjolen,
Nede Vægteren jeg saae, blaa som Martsviolen.
Deilig var min Monolog, Ingen den kan fatte:
Først jeg selv min Død begræd, lod mig derpaa dratte.
Vinden greb i Marv og Been, alt mit Indre raaber,
Men til Lykke havde jeg hos mig Hoffmannsdraaber.
Au! det var et hæsligt Stød. — — — —
— — Himmel! see dog bare,
Jeg jo ligger i min Seng uden mindste Fare.
Alt det Hele var en Drøm, Himlen være lovet!
Læser, gid Du vaagne maa, dersom Du har sovet!

Rundetaarn.

Alle Kjøbenhavnere kjende Rundetaarn, og Provindsfolkene kjende det idetmindste fra Almanaken, hvor det paa Titelbladet staaer i Træsnit. Man veed, at Kong Christian den Fjerde, hvem Ewald og Hartmann have givet ogsaa Sangens Guld til hans Udødeligheds Reise, byggede Rundetaarn som Stjerne-Observatorium for Danmarks berømteste Mand, Tycho Brahe, der under samme Konges Mindreaarighed maatte drage ud af Landet.

I Taarnet er ingen Trappe med Trin, man kommer derop af et i Spiral skraanende Muursteens-Gulv, saa glat og jevnt, at Peter Czar af Rusland engang, med fire Heste for sin Vogn, skal have kjørt heelt op, og da han stod der øverst, befalet en af sine Tjenere at styrte ned, og denne havde adlydt, var han ikke blevet hindret af Danerkongen. »Vilde dine Folk være saa lydige?« spurgte Czaren. »Jeg vilde ikke give en saadan Befaling!« svarede Kongen; »men jeg veed om mine Tjenere, selv den ringeste, at jeg turde lægge mit Hoved i hans Skjød og trygt sove ind!«

Det er Sagnet, og det er for os Danske meget smukt opfundet. For Portnerens lille Søn deroppe var det en afgjort sand Begivenhed; dog, ved sit nøie Kjendskab til Stedet, vidste han, at Czaren ikke kunde have kjørt lige øverst op til Rækværket, men maatte være steget ud af Vognen ved hans Forældres Dør, hvor man ad en Trappe, paa flere Trin, naaer det Øverste.

Der er vist faa Steder i Kjøbenhavn, der i sig og ved sine nærmeste Omgivelser frembyde saa meget for Tanke og Phantasi, som netop Rundetaarn, og det især naar man er født deroppe, som Tilfældet var med Niels.

Thora sad og græd ved nålen
Da hun fik at vide Adolfs død
så gik hun hen og drak af vitriålen
og døde af den slemme drik hun nød
Hul i det

Adolfs fader tålte ikke
at hans søn så skammeligt omkom;
så traurig hængte han sig i en strikke
da først han havde drukket flasken tom
Hul i det

Moderen fik knapt fornummen
at de andre sådan vandret bort
så hun sig tog en snaps af opiummen
og sov sig død, ak, livets fryd er kort
Hul i det

Deres skrædder var af slagsen
da han mærked, kunderne blev væk
myrded han sig samme dag med saksen
Da konen så det, døde hun af skræk
Hul i det

Og en mand, som kom fra Fyen,
skønt han slet, slet ingen havde kendt
da han så, hvor galt det var i byen
skød han sig ved Thoras hus omtrendt
Hul i det

Jeg, som drejer denne kasse
jeg er ked af livet, ser I vel
men jeg vil ikke dø som denne masse
Nej, jeg vil langsomt drikke mig ihjel
Hul i det