eller til et gys
H.C. Andersen (1827) Den rædselfulde
Time (Phantasiestück in Callots Manier)
Kom ei Rundetaarn for nær, er det Midnatstide;
Hvad mig nylig hændte der, skal I faae
at vide.
Paa Bibliotheket hist er ei rart saa silde,
Thi ved Midnat holde der Aander Dands
og Gilde.
Jeg om Dagen gik derop for en Bog at laane,
Gik en Smule der omkring, og kom til at
daane.
Ingen savned mig; de gik, jeg blev der
allene,
Ak, ved selve Tanken end ryste mine Bene!
Længe laae jeg i en Krog uden mindste
Spratten;
Da jeg til mig selv nu kom, var det ud
paa Natten.
Jeg er ingen Natte-Helt; derfor blev jeg
bange;
Dybt i Kirken under mig ligge Døde mange;
Hvis de nu ved Midnatstid kom herop at
læse,
De i Nakken dreied mig vist min egen Næse.
Maanen skinnede saa klar, Uglen sang derude,
Maanens Skin og Uglens Sang flød igjennem
Rude.
Da blev jeg poetisk stemt, Gud maa hvordan
vide,
Og for Øieblikket svandt al min Hjerte-Qvide.
Ak men nu slog Klokken tolv, det var fælt
at høre;
Alle Bøger rundt omkring saae jeg sig
at røre.
Nogle skjændtes, andre sang, Sproget var
lidt blandet,
Som paa Babels-Taarn det klang ganske
reent forbandet.
Alle sprang fra Hylderne, dandsed med
hinanden,
Jeg var bange for at faae nogle Bind i
Panden.
See, nu blev en Contradands underligt
rangeret,
Mange Bøger dandsed med, skjøndt uconfirmeret.
Langs med Væggen stilled sig store Folianter,
Det var sikkert satte Folk eller gamle
Tanter.
Her et ægte Manuskript dandsed med Danfane
Mens et Hexameter hist hopped, som en
Trane.
Badens Fru Grammatica, smukt forgyldt
paa Bagen,
Kom at engagere mig, jeg blev som et Lagen;
Ak det krilled' i min Taa, Hjertet steeg
til Halsen;
Men jeg slap. Cornelius hende bød
til Valsen.
Atlas af Pontoppidan, klædt i Svinelæder,
Med Fru Flora danica hist i Dandsen
træder;
Reisers fürgterlige Bog sprang
med Iliaden;
Ak det suuste skrækkeligt, som en Storm
fra Gaden.
Fra Musæet lød en Røst: „Hvad er her
paa Færde?“
Og en Landse traadte frem, fulgt af tvende
Sværde:
„Schwerenoth! I lærde Pak! vil I være
rolig?
Unde I ei Helten Ro i sin sidste Bolig?
Hvad er vel en lurvet Bog mod en Pandser-Plade!
I er' kun Peermadsensgang, vi er' Østergade!“
Og nu hugged Sværdet om, saa der Funker
lyste,
Det var fælt, det kan I troe, at mit Hjerte
gyste.
Bøgerne fik ogsaa Skræk, hvert et Blad
jo bæved,
Som en broget Fuglehær de til Hjemmet
svæved,
Og paa Hylderne i Hast deres Pladser søgte.
Men hist i Musæet, ak! det langt værre
spøgte.
Op af hver en Askepot steeg de Dødes Bene,
Uh! en Ildstrøm risled mig gjennem hver
en Sene.
Sylfelet jeg følte mig, Døren op jeg sprænger,
Ak, hvad seer jeg! — Rundetaarn er der
ikke længer.
Støtten lig i Don Juan, Taarnet promeneerte,
Men slig Vandring, kan I troe, fælt mig
her geneerte.
Afgrund for og Aander bag værre var end
Døden.
Maanen smiled lasket fed, hjalp mig ei
i Nøden.
Som en Sappho stod jeg her, Vinden
tog i Kjolen,
Nede Vægteren jeg saae, blaa som Martsviolen.
Deilig var min Monolog, Ingen den kan
fatte:
Først jeg selv min Død begræd, lod mig
derpaa dratte.
Vinden greb i Marv og Been, alt mit Indre
raaber,
Men til Lykke havde jeg hos mig Hoffmannsdraaber.
Au! det var et hæsligt Stød. — — — —
— — Himmel! see dog bare,
Jeg jo ligger i min Seng uden mindste
Fare.
Alt det Hele var en Drøm, Himlen være
lovet!
Læser, gid Du vaagne maa, dersom Du har
sovet!
|
Fra "At være eller ikke
være" af H. C. Andersen (1857) Rundetaarn.
Alle Kjøbenhavnere kjende Rundetaarn,
og Provindsfolkene kjende det idetmindste
fra Almanaken, hvor det paa Titelbladet
staaer i Træsnit. Man veed, at Kong Christian
den Fjerde, hvem Ewald og Hartmann have
givet ogsaa Sangens Guld til hans Udødeligheds
Reise, byggede Rundetaarn som Stjerne-Observatorium
for Danmarks berømteste Mand, Tycho Brahe,
der under samme Konges Mindreaarighed
maatte drage ud af Landet.
I Taarnet er ingen Trappe med Trin,
man kommer derop af et i Spiral skraanende
Muursteens-Gulv, saa glat og jevnt, at
Peter Czar af Rusland engang, med fire
Heste for sin Vogn, skal have kjørt heelt
op, og da han stod der øverst, befalet
en af sine Tjenere at styrte ned, og denne
havde adlydt, var han ikke blevet hindret
af Danerkongen. »Vilde dine Folk være
saa lydige?« spurgte Czaren. »Jeg vilde
ikke give en saadan Befaling!« svarede
Kongen; »men jeg veed om mine Tjenere,
selv den ringeste, at jeg turde lægge
mit Hoved i hans Skjød og trygt sove ind!«
Det er Sagnet, og det er for os Danske
meget smukt opfundet. For Portnerens lille
Søn deroppe var det en afgjort sand Begivenhed;
dog, ved sit nøie Kjendskab til Stedet,
vidste han, at Czaren ikke kunde have
kjørt lige øverst op til Rækværket, men
maatte være steget ud af Vognen ved hans
Forældres Dør, hvor man ad en Trappe,
paa flere Trin, naaer det Øverste.
Der er vist faa Steder i Kjøbenhavn,
der i sig og ved sine nærmeste Omgivelser
frembyde saa meget for Tanke og Phantasi,
som netop Rundetaarn, og det især naar
man er født deroppe, som Tilfældet var
med Niels. |