Tower Talk med Jacob S. Bang

07.08.2019
i: Særarrangement

Rotunda.web

Tower Talk onsdag d. 7. agust 2019 kl. 17 med kunstneren bag sommerudstillingen ROTUNDA; Jacob Sebastian Bang.

Kom med bag sommerudstillingen ROTUNDA, skabt af arkitekt og billedkunstner Jacob Sebastian Bang. Til arrangementet vil kunstneren fortælle om sin fascination og inspiration fra store cirkulære anlæg som Pantheon og Palladios Villa Rotunda, samt Rundetaarn.

Værket Rotunda afspejler arbejdet med de forskellige cirklers profiler – deres dybder, bløde rundinger og skarpe kanters leg med lys og skygge. Hør mere ved Tower Talk, hvor der også serveres et glas vin. Arrangementet er gratis, når alm. entré 25kr. til Rundetaarn er betalt.

Jacob Sebastian Bang udtaler: ”Værket ROTUNDA er et eksempel på en eksperimenterende praksis – såkaldt kunstnerisk udviklingsarbejde. Som jeg ser det, er de cirkulære skulpturer / modeller anslag, de er arkitektonisk form og potentiale – måske det, der kunne ligge før en idé. Denne idé kan fremkaldes i et videre studie af modellerne, der som en art benspænd må afkodes deres hemmeligheder. Men for mig er de mange skulpturer en samlet komposition, et værk i sin egen ret: en enorm arkitekturmodel af et monumentalt utopisk land art projekt. Udover det er jeg simpelthen optaget af at skabe store serier af modeller, der afspejler min glæde ved formgivning og efterfølgende refleksion over, hvad det egentlig er, jeg har fremmanet! Noget andet er at præsentere arbejdet for offentligheden et så ikonisk sted som i Rundetaarns smukke udstillingssal, hvor dagslyset er helt fantastisk, og hvor modellerne virkelig kommer til deres ret.”

Om kunstneren Jacob Sebastian Bang:

Jacob Sebastian Bang (1965), der bor i Hellerup, er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole (nu KADK) i 1995 og til daglig lektor og programleder ved Institut for Bygningskunst (IBD) ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK). Han arbejder og forsker indenfor begrebet Kunstnerisk udviklings virksomhed (KUV) med særlig fokus på arkitektonisk repræsentation i tegning, maleri og model – og – med fokus på udstillingen som proces, værk og dokumentation.

Jacob Sebastian Bangs kunstneriske praksis har resulteret i en lang række udstillinger, både soloudstillinger som ”1001 Model” (2012), ”In the Memory of Space” (2013) og ”Elements” (2014) og ikke mindst som udstiller på talrige Forårsudstillinger på Charlottenborg gennem tiden. Jacob Sebastian Bang har gennem årene modtaget adskillige legater fra blandt andet Dreyers Fond, Nationalbankens Jubilæumsfond og Statens Kunstfond. Jacob Sebastian Bang er medlem af Kunstnersamfundet.