Tyges klagedigt

En del af hans klagedigt oversat fra latin.

Danmark, hvad har jeg dig gjort, at bort så grumt du mig støder?
Hvor kan, o fædreneland! du mig behandle som fjende?
Løftet jeg har jo dit navn, det nævnes med hæder så vide,
siig, kan du vredes fordi, min virken har kranset med ros dig?
Siig, hvem af dine børn har givet dig mer vel i eje!
Kan du vel vredes derfor, at højt på den hvælvede bue,
Fædreneland! dit navn jeg skrev i de blinkende stjerner!
Hvorfor nu støde mig bort? Engang vil du sikkert mig mindes:
Kommende dage mit værd, min virken skal visselig fatte,
børn af en senere slægt, på hvad jeg gav dig, skal bygge.


Også Machaons (en lægegud) kunst og visdom jeg søgte at granske
han, som hjælper hver syg, gengi’r den svage hans kraft.
Danmark, hvis du fortier det, vil Nordmænd og Svenskere tale,
der, hvor mangen en syg er høsted’ gavn af min hjælp,
aldrig søgte jeg dog – hvad ellers man plejer – en fordel;
vel var min læretid tung, gratis dog altid min hjælp.
Sagtens var det vel det, der gjorde mig misundt og hadet,
her blev spiren lagt til min landflygtigheds straf.
Hadet voksede skjult, og aldrig jeg ænsed’ det, førend
han trådte frem, der var stærk nok til at gøre det fast.
Lumskhed besejrede kraften. Tro aldrig, at brøde har tvunget
mig til at gribe til flugt, dengang, jeg skiltes fra Hven.