Uden for myldretid

11.01.2015
i: Udstilling

Uden for myldretid

Fotoudstilling i Rundetaarns Bibliotekssal 22. november 2014 til 11. januar 2015.

De fire fotografer Henrik Saxgren, Christina Capetillo, Carsten Ingemann og Torben Eskerod har på deres rejse udi Danmarks yderområder fotograferet det, som tiltrak deres opmærksomhed. Resultatet er udstillingen og bogen ’Uden for myldretid’, som med mere end 100 fascinerende fotografier af køer i mørke, krogede æbletræer, oversete byrum og store åbne landskaber sætter nye billeder og opfattelser af Danmarks yderområder i spil.

Hver fotograf har valgt sit eget fokus, men for alle fire har det været centralt at se forbi de typiske problemer, der forbindes med yderområder. Udkanten findes måske i politisk og økonomisk forstand, men for de fire fotografer er ethvert menneske og ethvert sted sit eget centrum.

Fælles for billederne er, at det dokumentariske aspekt er nedtonet med en ambition om at løfte projektet ind i et kunstnerisk rum. Fotograferne har ladet sig inspirere af stedernes historier, mennesker, landskaber og byer, og har derigennem skabt en både stilfærdig og overraskende hyldest til de potentialer, som yderområderne rummer.

Udstillingen kan ses i Rundetaarns Bibliotekssal fra 22. november 2014 til 11. januar 2015, og ledsages af et katalog med de udstillede fotografier. I perioden kan publikum opleve debat med kulturminister Marianne Jelved, artisttalks samt rundvisning. Se datoerne og læs mere på Rundetaarns kalender.

Kunstnernes arbejde og udstillingen er støttet af Realdania.

Projektchef og yderligere information:

Stine Lea Jacobi

@: slj@realdania.dk

M: 2174 7725