Alle dage 10-20

Udstillinger 1994

I alt 10 udstillinger, heriblandt en stor udstilling om Poul Henningsen, som Rundetaarn selv havde taget initiativ til i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek.

22. – 30. januar 1994

Politiets Kunstforenings 10-års jubilæum

Politiets Kunstforenings 600 medlemmer fejrede 10-årsjubilæet en retrospektiv udstilling med de kunstværker, der skulle udloddes på generalforsamlingen senere på året. Desuden lod Politiets Kunstforening kunstmaler Bente Polano præsentere det værk, som hun havde udført for kunstforeningen som en jubilæumsgave til medlemmerne.

2. februar – 7. marts 1994

ZEIT/WORTE

12 indgange til  Forbundsrepublikken Tysklands historie.

Goethe-Institut og Tysklærerforeningen for gymnasiet og hf viste multimedieudstillingen om nyere tysk historie, som henvendte sig til undervisere og elever, der havde tysk som fag samt til andre interesserede.

Udstillingen ZEIT/WORTE var bygget op efter knudetovsprincippet, det vil sige, at 12 “typisk tyske” sammensatte begreber (for eksempel Stunde Null, Triimmerfrauen, Wirtschaftswunder, Halbstarke, 68er, Ostpolitik, Waldsterben, Eurovision) præsenteredes plastisk, akustisk og visuelt i form af fotos, plakater, tekster, kataloger, arbejdsmateriale samt en video, således, at de hver for sig står for en fase i Tysklands historie fra 1945 til 1990, men tilsammen åbner for en dybere forståelse af hele epoken. Samtidshistorie og sprogformidlingen går op i en inspirerende enhed.

ZEIT/WORTE havde tidligere været vist i Bruxelles, Paris, London, Stockholm, Bergen og Århus.

Samtidigt blev der i Husets Biograf vist en filmkavalkade.

En udstilling arrangeret af Goethe-Instituttet København/(München).

Udstillingshæfte

Udstillingsprogram

26. marts – 24. april 1994

RAV

Kunstnersammenslutningen RAV udstillede første gang i Bibliotekssalen i november måned 1987 med temaudstillingen om lys. Udstillingen i 1994 arbejdede også med temaet lys.

Kunstnerne i RAV var: Anne Bjørn – billedvæver, Hans Kjær – skulptør, Finn Nielsen – billedhugger, Mogens Pøhlsgaard – maler, G. Rune Sundien – grafiker og skulptør samt Morten Tøgern – maler.

Udstillingens gæst var den hollandskboende grafiker Gitte Christensen, som arbejder i mixede materialer: selvlavet papir, hør og sisal i en grafisk sammenhæng.

7. – 29. maj 1994

Det Billedløse Samfund

Nordiske tegneres 6. Biennale og 75-års jubilæum

Foreningen ”Tegnerne – Tegnerforbundet af 1919” indbød sine nordiske kollegaer til debatudstilling om “billedmagernes” rolle i det moderne samfund, der var udfordret af de trykte såvel som i de elektroniske medier – Samfundet er præget af “billed-magere”, der med fantasi og kreativitet er med til at skabe oplevelser, klarhed og forståelse. Eller det modsatte.

Udstillingen var opdelt i tre rum: 1) Et mørkt “føle”-rum. 2) Et “rent” hvidt rum og 3) Et stort rum med et bombardement af visuelle indtryk og billedmæssig mangfoldighed.

En jury udvalgte over 200 værker til udstillingen.

Udstillingen blev åbnet Dronning Margrethe den 6. maj.

Arrangører Nordiske Tegnere med formand, Arne Dahl, og Tegnernes og udstillingskomiteens formand, Poul Anker.

Udstillingens opbygning skete i samarbejde med unge scenografer fra Designskolen og Kunstakademiet.

Udstillingen er støttet af Københavns Kulturfond.

Der blev udgivet et magasin med artikler om emnet med indlæg af Vigdis Finnbogodottir, Peter Olesen, Bjørn Elmquist, Allan Knoblauch, Per Arnoldi og Charlie Norrman.

20. maj – 5. juni 1994

Illustrationer til børnebøger

Udstillingen var en af flere arrangementer i forbindelse med de Tjekkiske kulturdage i Danmark. Udstillingen præsenterede to tjekkiske illustratorer Jindrich Kovarik og Dagmar Berkova.

Kulrturdagene var arrangeret af Dansk Litteraturinformationscenter, Statens Teaterråd, Kulturministeriet, Dansk-Tjekkisk Forening, Det tjekkiske Kulturministerium, Det tjekkiske Udenrigsministerium og Den tjekkiske Ambassade

4. juni – 10. juli 1994

Ingenting ender her

Kunstnergruppen INTACT

Temaudstilling med papir som bærende element. Målet var dels at vise den enkeltes fortolkning af temaet og at visualisere papirets styrke og spændvidde vist i store formater og mængder.

Udstillerne var Vibeke Bak Hansen, Lilly Byrum, Ulla Enevoldsen, Bodil Husballe, Kika Møller, Marianne Foersom og Marina Pagh.

Udstillingen blev præsenteret i et katalog med forord af Lisbeth Tolstrup

16. juli – 14. august 1994

TIMESLICE

Tekstiler af kunstnergruppen Atelier 5½

På udstillingen “TIMESLICE” viste gruppen deres version af aktuel, nutidig textilkunst, med det mål at styrke textilets placering som kunstnerisk medium.
Textilgruppen ATELIER 5½ bestod af 5 textilkunstnere. Med basis i et værksteds- og udstillingsfællesskab arbejdede gruppens medlemmer med både unika og industrielt design.
Textilgruppen består af: Gitte Annette Knudsen, vævede gulvtæpper i sisal. Inge Lindqvist, 3-dimensionale arbejder i filt. Janne Wendt Schelske, tryk på strik i store billedformater. Lisbet Friis, trykte strukturer og farveflader på hør. Nina Hart, kombination af textil og papir 3 dimensioner.

Udstillingen blev præmieret af Statens Kunstfond både for sin høje kvalitet af enkeltværker samt for udstillingskonceptet som helhed.

Støtte fra: Nationalbankens Jubilæumsfond, Dronning Ingrids Fond, Københavns Kulturfond, Statens Værksteder for Kunst og Håndværk, Vester Kopi.

Katalog på dansk og engelsk – forord af Charlotte Christensen og fotografier af Ole Akhøj

20. august – 18. september 1994

Skulptur Biennale

Dansk Billedhuggersamfund

Det var en dobbelt udstilling. De store og robuste skulpturer udstilledes i Kongens Have og i alt 63 mindre og sarte værker i Rundetaarn.

Udstillerne i Rundetaarn var følgende:
Lilly Troelsøe Borring, Yetty Mikkelsen, Gert Dåe Funder, Jørgen, Grum-Schwensen, Hardy Jacobsen, Ole Bjørn Kriiger, Bruno Kjær, Anders Tinsbo, Marianne Schepelern, Jan Holger Jerichau, Poul Frederiksen, Preben Køie-Nielsen, Heidi G. Birck, Mette Hector, Kirsten Ernst, Klaus Kanstrup, Lotte Olsen, Lise Honore og Alice Buchhave.
Udstillingen blev støttet af Nordisk Kulturfond, Kulturministeriet, Københavns Kommunes Kulturfond og Den Danske Frimurer Orden.

Udstillingskatalog for både Kongens Have og Rundetaarn

24. september – 20. november 1994

Hva’ med PH?

En af Danmarks betydeligste kunst- og kulturkritikere, Poul Henningsen, ville i 1994 være fyldt 100. I den anledning arrangerede Det Kongelige Bibliotek og Rundetaarn udstilling, der især fokuserede på PH’s forhold til malerkunsten, men også hans arbejde som arkitekt, visemager, drageopsætter, kulturprovokatør, lampedesigner og politiker til hans syn på kvinden, erotikken, naturfredning og Danmark. Der blev vist flere af PH’s film blandt andet Danmarksfilmen fra 1935.

Blandt de udstillede genstande var PH’s selvkørende gyngehest, galophinen, fremstillet kun et eksemplar til familiens børn.

Udstillingen stillede spørgsmålet: Hvad er PH-værdien? Er han aktuel, hvordan og på hvilke områder – og hvad har han givet dansk samfundsdebat i videste forstand?

På Kunstindustrimueet vistes udstillingen ”PH 100 – Lys og design” samtidigt med udstillingen i Rundetaarn. Der blev udfærdiget fælles flyer.

Udstillingen blev produceret i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek. Det Kongelige Bibliotek har stået for det redaktionelle indhold og Rundetaarn stod for præsentationen/iscenesættelsen.

Redaktion: dr.phil. John T. Lauridsen og mag. art. Carl Erik Bay fra Det Kongelige Bibliotek

Arkitekter: Søren Mikkelsen, arkitekt maa og Uffe Schelde Pedersen, arkitekt maa
Koordination: Det Kongelige Biblioteks kontakt og oplysningsafdeling ved Lotte Philipson og Jesper Vang Hansen, Rundetaarn.

Støtte fra: Kulturministeriet, Politiken-Fonden, BilledService A/S med flere.

26. november 1994 – 8. januar 1995

Håkon Blekens kultegninger

I samarbejde med Galleri Brandstrup fra Moss i Norge præsenteres en stor udstilling med kunstnerens kultegninger. Det er første gang han udelukkende udstiller kultegninger siden sine gennembrudsudstillinger i 1970-73.
Arrangør Galleri Brandstrup, Moss.
Udstillingen blev støttet af Det norske Kultur- og Videnskabsdepartement i Oslo samt Den norske Ambassade i København.

Udstillingskatalog med artikel af Jan Brockmann