Åbent i dag kl. 10-20

Udstillinger 2004

Siden 1987 har Bibliotekssalen i Rundetaarn huset mellem otte og 11 udstillinger årligt. 2004 var et aktivt år med i alt ni udstillinger: otte af udstillingerne med i alt 113 kunstnere, mens den niende, H.C. Andersen-udstillingen, måske havde hen imod 1000 børn og unge repræsenteret.

Mindernes Loftskammer

15. december 2003 – 22. februar 2004

Mindernes Loftskammer

– en udstilling skabt af billedpoeterne Kirsten Larsen og Peter Severin

“Mindernes Loftskammer” var humor, poesi, erkendelsens latter, genkendelsens fortryllelse og en overflod af kitsch og rariteter. Fra kongelige kagedåser til plastfigurer og dansende negerpiger samlet gennem et helt liv af Kirsten Larsen og nu i samarbejde med kunstneren Peter Severin iscenesat til “Familiernes kunstudstilling”. Her var noget for alle – lige meget om man er vokset op i baronens seng eller nederste kommodeskuffe.

Den kunstneriske udfordring har været at arbejde med de indsamlede genstande som ready mades og objekter uden at forandre deres identitet. Udstillingen tydeliggjorde den enkelte genstands udtryk ved at lade dem mødes i assemblager og tableauer.

Udstillingen bestod af seks rumcollager: Loftskammeret, Konger og Dronninger og andet Godtfolk, Bristol Bio, I fest og glæde, Godteposen, Fra de 7 Verdenshave.

Arrangører: Peter Severin og Kirsten Larsen.

Udstillingen var støttet af: Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond, Torben Larsens Fond, Bikubens Fond.

6. marts – 12. april 2004

Region og Identitet

Hvad tænker de på, hvad tror de på, og hvad forener europæiske kvinder i den moderne verden?

En udstilling med 34 kunstnere fra 9 lande: Estland, Letland, Litauen, Holland, Polen, Norge, Finland, Tyskland og Danmark. Der er mange kunstneriske udtryk, og de har rod i vidt forskellige kulturelle traditioner, men de er alle en del af det nye Europa, hvor øst og vest mødes.

Et videnskabeligt symposium afsluttede udstillingen og stillede spørgsmål til projektet Region og Identitet; blandt andet med udgangspunkt i Europas mytologiske og historiske kvindebilleder. Kunstnere genfinder og definerer deres rødder for at stå stærkere i et samfund, der til stadighed bliver mere og mere komplekst.

Udstillingen er arrangeret af Ilse-Maria Dorfstecher, Inselgalerie Berlin. Kurator i Danmark er Therese Licht Nielsen. Udstillingen i Danmark var fordelt på to lokaliteter – Rundetaarn og Kulturcenter Gammelgaard.

Deltagende kunstnere: Lone Merete Belhage, Gudbjørg Benediksdottir, Isabella Imlau, Linnea Christel Imlau, Therese Licht Nielsen, Charlotte Østergaard, Eve Kask, Helena Rytkönen, Ulla-Maija Vikman, Gisela Breitling, Beate Debus, Ellen Fuhr, Elli Graetz, Ute Herre, Barbara von Liebermann, Sabine Hoffmann, Gisela Kurkhaus-Müller, Barbara Noculak, Marianne Schröder, Tina Schwichtenberg, Christiane Wartenberg, Lilija Dinere, Bogdaniene Egle-Ganda, Marscha Haring, Dohris Ros, Ans Swart, Wenche Bjørg, Grazyna Brylewska, Jolanta Brejdak, Radoslawa Horbaczewska, Elzbieta Janczak-Walaszek, Malgorzata Klimek, Jolanta Rudzka-Habisiak og Jolanta Wagner.

Udstillingskatalog  “Region & Identität” Med beskrivelse af udstillingskoncept og cv – på tysk med introduktion på engelsk.

17. april – 23. maj 2004

Rørholmsgade i Rundetaarn – en kunstnergade i hjertet af København

Kunstnerne i Rørholmsgade fejrede 10-års jubilæum med udstillingen i Rundetaarn. I alt 19 deltog i en udstilling, som viste et bredt udsnit af gadens kunst og kunsthåndværk. Udstillingsarkitekt var Sven Hangaard. Udstillingen blev omtalt med artikler i blade og aviser, men ikke anmeldt.

Udstillingen modtog støtte fra BG-fonden, Knud Højgaards Fond, Beckett Fonden, L.F.Foghts Fond, Svenningens Fond.

Rundetaarn udarbejdede regnskab for udstillingen.

Deltagende kunstnere: Anne-Lise Evensen, Faith Alice Andersen, Hanne Eske Dyva, Herdis Vinkel, Steen Malberg, Vita Pedersen, Tanwir Ahad, Rie Rask, Lene Stevns Jensen, Birte Claire Højberg, Claus Bekker, Aase Oskarsson, Anne Gyrite Schütt, Niels Kongsbak, Jette Sigersted, Lone Rix, Torhild Fosdal Tolfsen, Susanne Egfjord og Lene Pors.

29. maj – 27. juni 2004

Fragment

Udstilling med 17 kunstnere fra kunstnersammenslutningen Riimfaxe med medlemmer fra Danmark og Tyskland, Norge, Holland og Israel, samt tre gæster.

Udstilling med nysgerrighed til al slags materialer, der er fundet overalt fra lossepladser til naturen. Der var ingen grænser: alt kan bruges – alt blev prøvet.
Gruppen formulerede udstillingen således: ”At gå på udstilling med Riimfaxe er som at gå i et stille landskab med billeder og skulpturer, der står som fragmenter af naturens dybeste hemmeligheder.
Ved første øjekast synes værkerne glatte og lukkede, men rykker man nærmere, lever hundredvis af små fortællinger i udstillingens mange flader, former og farver.”

Deltagende kunstnere:
Gisela Achterberg, Tyskland, Ole Akhøj, Danmark, Malone Dietrich, Danmark, Jens Chr. Jensen, Danmark, Monika Linnert, Tyskland, Poul Erik Mikkelsen, Danmark, Jørgen Minor, Danmark, Maiken Monnerup, Danmark, Karin Ohlsen, Tyskland, Pamela Silver, Israel, Jørgen Svenstrup, Danmark, Carl Henning Aarsø, Danmark, Paul-René Péronard, Danmark, Ann-Kerstina Nielsen, Danmark, Zarko Radic, Tyskland, Bärbel Hische, Tyskland og Anne Bjørn, Danmark.

Gæsteudstillere:
Alexander Kühn, Tyskland, Birgitte Ramskov, Danmark og Steen Kjær Jacobsen, Danmark.

3. juli -15. august 2004

Mellem Himmel og Hav

Kunsthåndværk, fødevarer, foredrag og musik fra Bornholm

Udstillingen blev arrangeret af sammenslutningen ACAB, sammenslutningen af kunsthåndværkerne på Bornholm. Som udstillingsarkitekt fungerede Bornholms Kunstmuseums leder, Lars Kjærulff Møller. I alt 50 kunsthåndværkere udstillede over 300 værker, lige fra de små brugskunstting til store unikke enkeltfigurer. Det store deltagerantal og de mange genstande blev organisatorisk forvaltet af Bente Hammer og en udstillingsgruppe bestående af blandt andet Lenny Goldenberg, Svend Holst Petersen, og Pete Hunner.

Ydermere blev der satset på at præsentere Bornholm på det kulinariske område på åbningsdagen; Der blev serveret bornholmske fødevarer på pressemødet og ferniseringsdagen. Der var arbejdende værksteder: I sneglegangen var der filt-arbejde og der var glaspustning på gaden foran tårnet (Høm og Høberg fra Hasle).
Bornholms fødevareambassadør Georg Julin hjalp Rundetaarn med kontakt til øens producenter, således at Rundetaarn i udstillingsperioden kunne køre en ”bornholmercafe” med mad og svanekeøl. I Kiosken var der et fint udvalg af bornholmsk kunsthåndværk.

I løbet af udstillingsperioden blev der afholdt klassiske og rytmiske koncerter med musikere fra Bornholm: Kristoffer Nyholm Hylding (8/7), Winnie Bugge Frandsen, fløjte og Uffe Flæng, klaaver (22/7), Rasmus Kjøller, accordion og Mette Vendelbo, bratsch (29/7), Bjarke Mogensen, accordion og David Magnussen, Klaver (5/8), Ditte Fromsejer Mortensen, violin, Sigurd Hockings, Guitar, Hanna Wiskari, sopransax (12/8).

I hele perioden var der onsdagsforedrag med kendte bornholmere: Hans Jørgen Jensen om Regionale Fødevarer (7/7), Preben Harris om Bornholms Aktive Kulturcenter (14/7), Jacob Ludvigsen, Bornholm, Danmarks sidste Tropekoloni (21/7), Niels Erik Rasmussen om Bornholms Middelaldercenter (28/7), V. Jon Kaldan om ”Bornholm – en ø mellem øst og vest” (4/8).

Bente Hammer arrangerede to aftenarrangementer med catwalk og musikoptræden den 5.-6. juli, med fulde huse.

Udstillingen blev støtte af Statens Kunstfond og af Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond. Statens Kunstfond benyttede lejligheden til indkøb fra 2 kunstnere (Tyge Axel Holm og Claus Domaine Hansen).

21. august – 26. september 2004

Dyrtid

Udstilling med de fire kvindelige kunstnere Pernille Kløvedal Helweg, Tine Harder, Sanne Ronild og Elna Christiansen. Temaet var dyret i kunsten: Pernilles skildpadde (grafik), Tines heste (foto), Sannes næsehorn (maleri) og Elnas aber (skulptur).

Rundetaarn førte udstillingsregnskabet.

Udstillingen blev støttet af Billedkunstrådet, BG Fonden, Jyllands-Postens Fond, F.L.Foghts Fond og Peter, Ingrid, og Ralph Hernø’s Almennyttige Fond.

3. – 31. oktober 2004

Tegn i rummet

30 års arbejde med billedvævet kirkekunst

Udstillingen viste Inge-Lise og Flemming Baus 30 års arbejde med billedvævet kirkekunst. Tidligere arbejder blev lånt fra kirker landet over. Det var en retrospektiv udstilling, der viste hele arbejdsprocessen fra idéen på tegnebordet til det færdige produkt i kirken.

Arrangørerne holdt foredrag om deres arbejde den 15. oktober om aftenen.

Udstillingen blev støttet af Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Billedhugger og professor Gottfrid Eickhoff og hustrus maleren Gerda Eickhoffs Fond, Knud Højgaards Fond, Frimodt-Heineke Fonden, Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorcks fond, Grosserer L.F. Foghts Fond. Udstillingen blev pænt omtalt i medierne.

Der blev udgivet et katalog i forbindelse med udstillingen. I 2014 blev bogværket ”Tegn i rummet, 40 års vævede værker af Inge-Lise og Flemming Bau til kirker i Danmark” udgivet.

Udstillingskatalog

6. november – 5. december 2004

Hallohøj – her kommer jeg
– H.C. Andersen i børnehøjde

Billedskolen i Tvillingehallen arrangerede udstillingen med tema: Børn illustrerer H.C. Andersen. Der var mange samarbejdspartnere, blandt andet Københavns Musikskole, Teaterbutikken, Uppercut Danseteater, Center for Undervisning, Center for Informatik, Skoletjenesten, Københavns Bymuseum, Animationshuset og Fyrtøjet i Odense. Medvirkende var dels billedskolens egne elever og dels mange børn fra skoler i København, og enkelte fra Sverige, Tyskland, Chile, Grønland og Kina. Op mod 1500 børn leverede en tegning eller skulptur til udstillingen.

Udstillingen var støttet Københavns Kommunes Uddannelses- og Ungdomsforvaltning, samt H.C.Andersen Fonden, der gør det muligt at dele af udstillingen vandrer rundt i landet i 2005.

Der var mange børn i tårnet i november måned!

Udstillingskatalog på 114 sider, med forord af Eva Ring og Thorkild Borup Jensen.

11. december 2004 – 9. januar 2005

Ørkenkvindernes tæpper

– Patchwork og portrætter fra Kutch af fotograf Lene Bennike

”Ørkenkvindernes tæpper” var en udstilling med 28 af de patchworktæpper fra Kutch, et område i det nordvestlige hjørne af den indiske delstat Gujarat. Tæpperne er understøttedes af 34 kvindeportrætter – fremkaldt på akvarelpapir under solens stråler – der giver en fornemmelse af ørkenkvindernes tilstedeværelse.

Fotografen Lene Bennike kom til Kutch i begyndelsen af 1990’erne. Her mødte hun for første gang de indiske ørkenkvinder og faldt med det samme for deres gæstfrihed og måde at leve på. Siden har Lene Bennike besøgt ørkenfolket mange gange gennem de sidste 10 år (2004). Hun havde udviklet tætte venskaber, har taget billeder og opkøbt gamle patchwork tæpper, der er syet af kvindernes olde- og bedstemødre.

Fotografierne var cyanotypier, som er en teknik, som giver blåligt tonede billeder, der passede fint sammen med de oftest røde/blå tæpper. På eget forlag udkom en bog om fotografierne og tæpperne, sådan som de blev præsenteret på udstillingen.

Udstilllingen blev anmeldt i Kristeligt Dagblad og positivt omtalt i andre blade og aviser.

Udstillingen og bogen blev støttet af Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene/CKU og Grosserer L.F. Foghts Fond.

Se udførlig dokumentation af udstilling og bogen, der blev udgivet samme år.