Jo Verwohlt & Peter Steyaert
Light Cone (2026)
8+1-kanalslyd, volumetrisk lys
8+1 channel audio, volumetric light
Jo Verwohlt og Pieter Steyaerts Light Cone (2026) undersøger lysets hastighed som et fysisk fænomen og som en grænse for, hvad vi kan vide. I 1676 påviste den danske astronom Ole Rømer, at lyset bevæger sig med en endelig hastighed, og leverede dermed det første kvantitative bevis for, at lys ikke bevæger sig øjeblikkeligt. Mere end to århundreder senere placerede Albert Einsteins specielle relativitetsteori lysets endelige hastighed i centrum for en radikalt anderledes forståelse af rum og tid. Rum og tid kunne ikke længere forstås som separate, absolutte dimensioner, men blev i stedet forbundet i rumtiden, hvor lysets hastighed sætter grænserne for kausalitet og for, hvordan information kan bevæge sig.
Denne sammenhæng illustreres ofte gennem det, forskere kalder en lyskegle. En lyskegle viser de mulige årsagssammenhænge mellem fortid, nutid og fremtid. Fortidskeglen rummer alle de begivenheder, der på nuværende tidspunkt kan have påvirket os, mens fremtidskeglen rummer alle de begivenheder, vi potentielt kan påvirke. Begivenheder uden for disse kegler kan endnu ikke have en årsagsmæssig forbindelse til os, fordi hverken lys eller information har haft tid nok til at bevæge sig mellem dem og os.
Light Cone giver denne abstrakte struktur en fysisk og tidslig tilstedeværelse. Værket er udformet som et omvendt timeglas og fremkalder billedet af to kegler, der mødes i ét punkt: en ustabil nutid mellem det, der allerede er sket, og det, der endnu ikke er indtruffet. Pulserende lys og rumlig lyd forvandler skulpturen til en begivenhed, der udfolder sig gennem tid og rum.Jo Verwohlt og Pieter Steyaert er både forskere og kunstnere og har arbejdet sammen på Niels Bohr Institutet i en årrække med en fælles praksis i krydsfeltet mellem kunst og videnskab. Light Cone er deres første større fælles værk: en poetisk fortælling i tre akter, der bevæger sig gennem tyngdekraft, kausalitet og lys. Med installation og performance som kunstneriske greb giver de værket en skulpturel tilstedeværelse i rummet og vækker det til live gennem bevægelse, lyd og tid.Med bidrag fra Ali Cedroni, Arthur Kadela og Matthew Woodham.
Jo Verwohlt and Pieter Steyaert’s Light Cone (2026) introduces the speed of light as a physical phenomenon and a limit to what can be known.
In 1676, Danish astronomer Ole Rømer demonstrated that light travels at a finite speed, providing the first quantitative evidence that light does not travel instantaneously. More than two centuries later, Albert Einstein’s theory of special relativity placed the finite speed of light at the centre of a radically different understanding of space and time. Space and time could no longer be understood as separate, absolute dimensions; instead, they became interwoven within spacetime, with the speed of light defining the limits of causality and how information can travel.
This relationship is often represented by what scientists call a light cone. A light cone maps the possible causal relationships between past, present and future. The past cone contains all events that could have influenced us by now, while the future cone contains all events that we could potentially influence. Events outside these cones cannot yet be causally connected to us, because neither light nor information has had enough time to travel between them and us.
Light Cone gives this abstract structure a physical and temporal presence. Conceived as a reversed hourglass, the artwork evokes two cones meeting at a single point: an unstable present suspended between what has already happened and what has yet to occur. Pulsating light and spatial audio transform the sculpture into an event unfolding through time and space.
Jo Verwohlt and Pieter Steyaert are scientists and artists who have worked together at the Niels Bohr Institute for years, sharing a practice at the intersection of art and science. Light Cone is their first major collaborative work: a poetic tale in three acts moving through gravity, causality and light. Working across installation and performance, they give the piece a sculptural presence in space and bring it to life through movement, sound and time.
With contributions from Ali Cedroni, Arthur Kadela and Matthew Woodham.