Rundetaarn for skoler
Historie, astronomi, matematik, kristendom og dansk. Rundetaarn kan bruges i mange forskellige fag og giver elever en sanselig oplevelse af et af Danmarks mest markante historiske steder.
Rundetaarn blev opført af Christian IV i 1600-tallet som et sted for læren om verden over og omkring os. Tårnet blev opført som en del af Trinitatis-komplekset, hvor kirke, bibliotek og observatorium blev samlet ét sted. I dag kan skoleklasser stadig opleve tårnet som et sted, hvor historie, videnskab og kultur mødes.
Her kan du læse mere om Rundetaarns tilbud til skoler og finde praktiske informationer til planlægning af et besøg med din klasse.
Rundvisninger i tårnet

I 2026 lancerer Rundetaarn nye rundvisninger målrettet skoleklasser og uddannelsesinstitutioner. Vi tilbyder lige nu to typer rundvisninger, der giver eleverne et levende indblik i tårnets historie og betydning:
- Rundt om Rundetaarn
En introduktion til Rundetaarns historie – fra Christian IV’s vision om et videnssted til tårnets rolle i dag. Undervejs møder eleverne fortællinger om astronomer, konger og dramatiske begivenheder, krydret med overraskende historier fra tårnets lange historie. - Ole Rømer og den store opdagelse
En rundvisning udviklet i anledning af 350-året for Ole Rømers opdagelse af, at lyset har en hastighed. Her får eleverne indblik i, hvordan astronomer arbejdede i 1600-tallet, og hvordan Rømer gennem sine observationer gjorde en af videnskabshistoriens vigtigste opdagelser.
Ønsker du at booke en rundvisning til din klasse?
Læs mere om booking og betaling her.
Skolemateriale
I forbindelse med 350-året for Ole Rømers opdagelse af, at lyset har en hastighed, har Rundetaarn udviklet et undervisningsmateriale til mellemtrinnet.
Materialet giver eleverne en introduktion til Ole Rømer, hans arbejde i Rundetaarn og hans banebrydende opdagelse. Gennem undersøgende og kreative opgaver arbejder eleverne blandt andet med:
- Solsystemet
- Astronomihistorie
- Begreber som lysår og lysets hastighed
- Praktiske opgaver, undersøgelse og refleksion
Opgaverne kan løses individuelt eller i grupper og lægger op til fælles opsamling i klassen.
Materialet understøtter især undervisning i historie og natur/teknologi, men kan også inddrages i tværfaglige forløb.
Opgaveark, lærervejledning og svarark kan downloades her:
Skolebesøg i Ole Rømer-udstillingen
I 2026 tilbyder Rundetaarn et særligt skolebesøg i forbindelse med Lysår 2026 og særudstillingen om Ole Rømer i Bibliotekssalen.
Klasser, der på forhånd har arbejdet med Ole Rømer skolematerialet, kan booke et besøg i udstillingen, hvor Rundetaarns astronomiske formidler fortæller mere om selve opdagelsen og dens betydning i nutidens teknologi, viser særlige genstande fra udstillingen frem og laver praktiske øvelser med eleverne.
Besøget koster alm. entré, varer ca. 1 time og kan bookes på bestemte ugedage.
Ønsker du at booke et skolebesøg i udstillingen?
Kontakt Rundetaarn på post@rundetaarn.dk med din forespørgsel.
Adgangsforhold
Bemærk, at Rundetaarns observatorium restaureres i 2026. Der vil derfor være ændrede adgangsforhold og flere lukkedage end normalt. Læs mere her inden I planlægger jeres skolebesøg.
Der kan være mange besøgende i Rundetaarn, og at tårnet har en maksimumkapacitet for gæster, som vores personale er forpligtet til at overholde.
Skoleklasser og større grupper kan derfor opleve at skulle vente på at blive lukket ind eller blive bedt om at komme igen senere. Elever skal desuden altid være i følge med en lærer, og kan ikke besøge tårnet på egen hånd.
Vi beder skoleklasser forsøge at planlægge deres besøg udenom den første åbningstime kl. 10-11, og skoler kan med fordel lægge deres besøg i eftermiddagstimerne, hvor besøgstallet er mindre. Det er en god idé at dele sig op i mindre grupper, som evt. kan lukkes ind med mellemrum og fordele sig rundt i tårnet. Lad gerne den ene halvdel besøge den aktuelle udstilling i Bibliotekssalen, mens resten nyder udsigten fra Toppen.
Det er ikke muligt eller nødvendigt som skole at bestille tid til et besøg i Rundetaarn på forhånd.
Man kan betale med EAN-nummer ved at udfylde nedenstående formular og aflevere den i billetlugen ved ankomst. Man kan også få udleveret et eksemplar til udfyldning ved fremmøde.
Der kan også betales med kontanter, MobilePay, Dankort eller kreditkort. Der pålægges ikke ekstra gebyr ved kreditkorttransaktioner.
Gode råd
Aftal på forhånd et samlingssted uden for tårnet, eksempelvis:
- Busten af Tycho Brahe, der ligger rundt til venstre, når man går ud af tårnet
- Buegangen under Regensen over for tårnet (god i regnvejr)
- Vandskulpturen, der ligger rundt til højre, når man går ud af tårnet
- Bag pølsevognen på kirkepladsen til venstre for tårnet, når man går ud
Vi kan desværre ikke tilbyde madpakkespisning i Bibliotekssalen. Mere praktisk information kan findes her.

